Argentinske Facundo er vild med at bo i Danmark: ”I skilter meget lidt med, om I er vigtige, eller om I er rige”

DET VAR NÆRMEST et tilfælde, at jeg endte her. I 2016 rejste min kone, Maria, og jeg rundt i verden og besøgte blandt andet Danmark – og København. Dengang overvejede vi ikke at flytte hertil, men vi kunne godt lide byen. Her var afslappet, tilbagelænet, folk var søde og imødekommende. I marts 2019 tog vi så springet. 

MIT FØRSTE INDTRYK, da vi landede i Kastrup, var, at her er meget stille. Vi havde begge fra vores første besøg en idé om, hvordan Danmark var, men alligevel var vi sådan: ’Wow, okay, her er virkelig stille.’ Nærmest ingen støj, meget få mennesker og biler på gaden. Alt var pænt og ordentligt. Alt fungerede. På en måde var det præcis, hvad vi var på udkig efter. Den totale modsætning til det, vi kom fra. Men det var koldt og gråt, og det regnede. Det skulle vi lige vænne os til. 

JEG KOMMER FRA en lille by i Patagonien, som hedder Rawson. Det var oprindelig en walisisk koloni, derfor det lidt spøjse navn. Jeg studerede på universitetet i en lidt større by, Rosario, og arbejdede som tennistræner ved siden af. Jeg har spillet tennis, siden jeg var seks år gammel.

EN AF DE første ting, jeg gjorde, da jeg ankom til København, var at gå ind på en Facebook-gruppe for argentinere i Danmark. En dag så jeg, at de søgte nye trænere i KB, og jeg begyndte som træner på timebasis. Senere blev jeg det på fuld tid, og nu står jeg for driften af seniorafdelingen i klubben, har ansvaret for turneringer og trænerstaben og laver events og camps og alt muligt andet. 

VI BOR I Valby, i en lejlighed, ikke så langt fra Damhussøen. Selvom her er superorganiseret, og her er adgang til alting, så minder det på mange måder om en landsby. Der er stille om natten, jeg sover uden problemer. En af de andre helt store forandringer er, at her er så sikkert. Det er ikke farligt at gå hjem om aftenen. Og så at der ikke er nogen ulighed. Selvfølgelig er der nogle, der har mere end andre. Men det er meget få, der mangler noget. 

I ARGENTINA ER det helt omvendt. Mange lever okay, men der er også rigtig mange fattige, som mangler helt basale ting som mad og et sted at bo. Jeg kommer ikke fra en rig familie, men vi havde tag over hovedet, og jeg kunne studere, da jeg var ung. Og spille tennis.

JEG FORNEMMER, AT der er en stor følelse af lighed i det danske samfund. Tag fx måden, man bruger offentlig transport på. En CEO i et stort firma kan jo godt køre i bus sammen med en, der gør rent og skrubber gulvet i det samme firma. Det ville aldrig ske i Argentina. 

KLASSEOPDELINGEN ER MEGET mere defineret her. Nogle gange kan jeg stå i KB, og så, hvis mine danske kollegaer ser mig træne sammen med en, fortæller de, at jeg da lige skal vide, at ham fyren der, han er altså bestyrelsesformand i det og det kæmpefirma. Det kan jeg jo overhovedet ikke regne ud. 

I skilter meget lidt med, om I er vigtige, eller om I er rige. Selv hvis I befinder jer i samfundets allerøverste lag, opfører I jer, som om I bare er helt normale og ligesom alle andre. I Argentina vil du aldrig se folk, der er så forskellige, spille i den samme tennisklub. Så ville bestyrelsesformanden spille i sin egen klub sammen med andre bestyrelsesformænd. 

DA JEG FØRSTE gang gik ind på KB’s anlæg på Pile Allé, var jeg helt blæst bagover. Det er en sindssyg location med Frederiksberg Slot liggende ovenfor på bakken. Det er en god klub, en stor klub, og jeg kan ærligt talt ikke forestille mig noget bedre sted at være end København, når det gælder balancen mellem arbejde og privatliv og muligheder generelt.

JEG VED GODT, hvad rødgrød med fløde er, men jeg har ikke smagt det. Til gengæld har jeg spist smørrebrød mange gange til julefrokost i klubben. Vi har nogle sjove julefrokoster. Vi er en stor gruppe, vi er fem trænere fra Argentina i øjeblikket, men der er også folk fra Slovakiet, Australien og Kroatien. Det er meget internationalt. Alene i min afdeling er vi 17 trænere i forskellige aldre fra forskellige lande. 

MIN KONE OG jeg har nu været her i seks et halvt år, og jeg har virkelig taget jeres ’hygge’ til mig. Jeg tror faktisk også, at jeg er blevet lidt mindre temperamentsfuld gennem årene. På et tidspunkt tog jeg mig selv i at tænke: ’Shit, jeg er begyndt at opføre mig mere og mere som en dansker.’ I holder det meget mere inden for linjerne, hvis man kan sige det sådan. I mine træningstimer taler spillerne fx meget lidt om politik. Bølgerne går aldrig højt.

I ARGENTINA SIGER alle deres mening, konstant, bare sådan der. Om religion, politik, fodbold. Der er en fælles forståelse, en kontrakt, kan du kalde det, som alle er med på, af, at sådan er det bare. Alle holdninger er tilladte, og vores varmblodede temperamenter fører os ud i ophedede debatter. Det kan godt være, at man er ved at rive hovederne af hinanden i et par timer, fordi man er uenige, men så bliver man gode venner igen. 

HVIS JEG SKAL nævne en helt central forskel på argentinere og danskere, så er det, hvor meget I taler om vejret. Det gør I jo nærmest hele tiden. I Argentina går vi mere op i, hvor høj inflationen mon er i dag. 

Til gengæld omfavner I så også vejromstændighederne. Når vi står midt i en træning på KB’s anlæg, og det pludselig styrter ned fra himlen, så reagerer folk med: ’Kan vi ikke bare tage nogle server?’ I min hjemby ville alle være indenfor på et sekund, hvis det begyndte at regne. Her er I mere sådan: ’Livet går videre. Nu er vi her jo. Lad os træne.’