Vi er ærligt ved at være godt mætte af den nostalgi, der
fylder fodboldverdenen i disse år, hvor de store sportstøjsmærker sender den
ene retrotrøje efter den anden på gaden uden tøven.
Vi er selvfølgelig helt med
på, at fodbolden føles mere og mere fremmedgørende for mange fans derude, og vi
derfor søger mod gamle sutteklude (hvilket sportstøjsmærkerne mere end har
bemærket og kapitaliseret på). Men det er ved at tage overhånd. På et tidspunkt
skal vi også videre.
Men for en kort stund må vi æde vores ord, for FC Barcelona
og Nike har nemlig valgt at bringe en af århundredes flotteste og mest ikoniske
fodboldtrøjer tilbage.
Der er tale om Barcas hjemmebanetrøje fra 2005/2006-sæsonen –
i Nikes såkaldte Total 90-æra – hvor de som bekendt løb med deres første
Champions League-titel i 14 år efter 2-1-sejren over Arsenal i finalen.
Den rimer på Ronaldinho, elastico og udstrakt tommel-
og lillefinger i hurtige håndledssvirp, på Deco, Eto’o i sine røde Puma v1.06,
Ludovic Giuly, Rafael Márquez, en pivung Messi. Ja, selv spillere som Oleguer
og Mark van Bommel så godt ud i dragten.
Den er på mange måder moderen til alle Barcelona-trøjer med
de helt rigtige blaugrana-farver, og det ville være løgn at påstå, at
Barcelona og Nike siden da er lykkes med at lave en trøje, som når samme
højder.
Dengang spillede FC Barcelona da også uden trøjesponsor. Det gjorde
efter sigende ikke særlig meget godt for økonomien i klubben, men æstetikken
kunne til gengæld virkelig sole sig i den manglende kommercialisering.
Trøjen sættes til salg den 20. marts 2026 i et begrænset
antal på 7.000. Der vil være to versioner tilgængelig – én med Ronaldinhos navn
og nummer 10 på ryggen og én blank – og begge vil være langærmede med LFP- og
TV3-badge på hver sit ærme.
Undskyld mig, men hvis det her var for enhver, kunne alle jo gøre det. Det er jo det, det at være cykelrytter handler om. At blive ved, selvom man tror, man ikke kan.