Kok Eva Hurtigkarl: ”Her kan man spise vidunderlig mad, opleve kunst og bade i det turkise hav - og til en pris, der er til at betale”

Den danske modegigant Ganni tordner derudaf, og hvis man vil forstå deres succes, kan det være nyttigt at kigge ind i deres køkken. Her huserer Eva Hurtigkarl nemlig som kok og leder af den kantine, der dagligt laver sund og velnærende frokost til medarbejderne. Hun er også stor på Instagram, har lavet sin egen kogebog og er et helt igennem godt menneske, der bare elsker mad. 

Kok Eva Hurtigkarl: ”Her kan man spise vidunderlig mad, opleve kunst og bade i det turkise hav - og til en pris, der er til at betale”
Offentliggjort

Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.

Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?

”Britisk mad. Jeg drømmer om en engelsk pub med god mad i København. Forestil dig en sunday roast, store fadøl og nogle skærme, hvor der kører Premier League.”

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?

”En fransk purémølle. Jeg købte den til en fiskesuppe, jeg skulle lave i et DR-program i Aalborg sidste år. Den kom dog ikke med i programmet, fordi jeg havde glemt en af de mange dele derhjemme. Men den er god til at lave kartoffelmos.”

Hvad har du senest brugt 1.000 kroner på?

”Den gode søndagsfrokost på Søllerød Kro. Jeg får den et par gange om året på forskellige årstider, og dagen forsvinder på sådan en skøn måde, når man sidder der.”

Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til? 

”Grækenland! Både Athen og øerne har så meget at byde på. Man kan spise vidunderlig græsk mad, opleve kunst og kultur og bade i det turkise hav - og stadig til en pris, der er til at betale.”

Hvad skal vi gøre oprør mod?

”Udtrykket 'det kan noget'. Man siger jo ingenting! Jeg synes det er en ærgerlig udvikling i det danske sprog, der har bredt sig så vidt, at udtrykket nu optræder i seriøse artikler og bøger.”

Følg Eva her