Jeg har en ’ride or die’-tilgang til livet. Det er nok på grund af min opvækst. Min mor og far blev skilt, da jeg var tre måneder gammel, fordi min far blev blind og rigtig dårlig, og min mor lever meget alternativt. Hun er auraformidler, gestaltterapeut og kan heale. Min far er i Pinsebevægelsen nu, men han startede ud i Faderhuset, så min baggrund er rimelig splittet. Jeg snakker nogle gange med min far i telefonen og elsker ham, fordi han er min far, men jeg ser ham ikke. Det bedste råd, han har givet mig, er: ’Alt, hvad du siger, skal være sandt, men det er ikke alt, der er sandt, som skal siges.’ Det prøver jeg at leve efter.
Da jeg var omkring 10 år gammel og gik på Steinerskole, skrev min idrætslærer i min kontaktbog: ’Sigrid er en meget bestemt lille dame. Til tider lidt for ligefrem efter kammeraternes smag. Hun siger sin uforbeholdne mening og tager de verbale knubs, det giver, med løftet pande. I det skjulte morer jeg mig ofte over de situationer, hun ufrivilligt er en mester i at skabe. Sigrid kender én vej, og den går fremad. Sigrid er også dygtig til idræt. Hun går til fadet med stor appetit. Indimellem tager hun sig en velfortjent pause, og så fortsætter hun. Med andre ord har Sigrid det bedst med hyppige temposkift og lidt for meget ærlighed, hvilket ikke er alt for normalt for hendes alder.’ Han havde helt ret.
