Jonatan Spang havde rejst sig fra sit brede, brune skrivebord, og publikum, der indtil for kort tid siden havde været gevaldigt oppe at støde, klappende og grinende, nogen nærmest hylende, sad nu og kiggede forvirret på hinanden og rundt i DR Byens studie 6.

Jeg fik øjenkontakt med en af kameraoperatørerne. Han havde i godt og vel et kvarter haft blikket stift rettet igennem linsen, men nu havde han drejet sit hoved væk fra sit enormt store kamera og stod og fortrak et smil.

Sådan et smil, der siger: Åh-åhhh.

Indspilningslederen, Linda Steffensen, der hele dagen frem til dette punkt havde været en omvandrende lattermuskel, søgte svar i sit headset, mens hun holdt dagens manuskript ind til kroppen.

Også showets publikumsopvarmer, Henrik Abel, en ret stor mand, der havde gejlet publikum godt op, marineret dem de rigtige steder, som et forspil på endorfiner, og som – efter Jonatan Spang havde taget scenen – selv havde stået ude i periferien af studiet og grinet og klukket (flere gange i en sådan grad, at han havde måtte holde sig for munden, ja, en enkelt gang havde han sågar måtte vende ansigtet væk) antog nu en perpleks mine, mens han så gassen gå af den ballon, han havde blæst op.

”Nå, hold nu kæft … det’ fedt,” mumlede han for sig selv.

Ovre bag den ene side af publikumstribunen, tæt ved medarbejderindgangen til studiet, stod Jonatan Spang, nu væk fra lyset og publikums øjne, og drak af en vand i kartonflaske.

”Kan et paprør virkelig ødelægge sådan en skærm?” spurgte han helt roligt.