Stjernekok Mads Battefelds yndlingssted ligger i Sydsverige: ”Man skal være okay med, at der er toilet og bad på gangen”

Mads Battefeld er en af Københavns mest kvalitetsbevidste restauratører. Han står bag Sushi Anaba, akmē, Aotori og Akaton, kører på en ikonisk cykel fra 1990’erne og er lige flyttet til Farum. Her fortæller han om psykedeliske havebænke og favoritstedet i Sydsverige.

Offentliggjort

Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.

Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?

”Restauranter, der specialiserer sig. Og det behøver ikke at være i det japanske køkken, men bare at flere folk dygtiggør sig i en niche. Alt behøver ikke være så bredt.”

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?

”En Pedersen-cykel, som er en cykel designet i slutningen af 1800-tallet og genopfundet på Christiania i slutningen af 1980’erne. Jeg har en af de originale fra starten af 1990’erne. 

Den har stået som møbel i vores lejlighed, men efter vi er flyttet til Farum, er jeg begyndt at tage toget og bruge den som cykel til og fra stationerne. Den er konstrueret med en læderstrop, der hænger i en slags hængekøjesystem, så man sidder og bouncer stille og roligt.”

Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?

”Jeg købte en bænk til vores nye have på auktion så sent som i går. Den har stået i en forlystelsespark og ser lidt psykedelisk ud. Den passer ikke ind i vores måde at indrette os på, men jeg tror, det bliver ret hyggeligt at have den stående i en krog i haven.”

Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til? 

”Det oplagte svar er Tokyo og Japan. Jeg tror, har været der 15-17 gange, ligesom jeg har boet der. Jeg er stoppet med at tælle. Jeg vil hellere nævne Talldungen i Sverige, hvor jeg kommer et par gange om året. Vi holder også vores personalefest derovre. 

Talldungen er et pensionat, der er startet af et par, som tidligere har været på restauranter. De har en stor kærlighed til lokale råvarer og til vin. Det er ikke super fancy, og man skal være okay med, at der til nogle værelser kun er bad og toilet på gangen. 

Jeg har været meget på Svinkløv Badehotel, som kan noget af det samme, men Talldungen er bare lidt nemmere, når det kun ligger 1,5 time fra København. Og så må man tage sin hund med!”

Hvad skal vi gøre oprør mod? 

”Dårlige råvarer. Når folk kommer hjem fra Sydeuropa fra sommerferie, taler de altid om, at de har spist god mad og været i gode supermarkeder. Men når hverdagen rammer, gider de ikke købe kvalitet. 

Nu bor vi i Farum, hvor der burde være ok med penge, men det er stadig svært at finde ordentlige æg og ordentligt kød. Jeg synes heller ikke om alle de der økologiske logoer og hjerter, producenter sætter på pakkerne. Det burde være dødningehoveder.”