Personlig konkurs
Euroman

Personlig konkurs

Sådan investerer du dig rig igen

HAR DU nogensinde prøvet at gå personligt konkurs? Det har jeg. Og det er noget af det mest ydmygende, man kan forestille sig. For mens det i fx USA regnes for en vigtig økonomisk erfaring for eksempelvis erhvervsledere, regnes det i Danmark for moralsk forkasteligt. Også selv om man måske ikke helt er eneansvarlig for ulykken.

Da mit økonomiske liv kollapsede totalt, skrev jeg en frustreret kronik i Politiken. Den handlede om, at jeg vurderede, at min daværende bank havde en stor aktie i min nedtur. De havde rådgivet mig med hovedet under armen, og jeg mente, at det var logisk, at hvis jeg kunne krakke så hårdt, som jeg gjorde, havde de vel også lavet en dårlig kreditvurdering. 

Reaktionerne var til at få øje på. Fra alle sider fik jeg at vide, at jeg var et ubegavet menneske.

Det var alene mit ansvar, at min økonomi gik rabundus. Jeg var en idiot. Min kronik blev trykt den 11. september 2008. Det vil sige præcis fire dage før, storbanken Lehman Brothers indgav konkursbegæring – hvilket regnes for finanskrisens egentlige start.

Finanskrisen var afsløringen af konsekvensen af den manglende regulering, der havde fundet sted på finansmarkedet siden 80’erne. Bankerne kunne gøre nærmest, som det passede dem. Og det var dét, min kronik allerede inden finanskrisen handlede om: Bankerne havde også et ansvar. Senere fik jeg – som alle ved – mere ret, end jeg kunne drømme om. Siden 2008 har de fleste været temmelig skeptiske over for storbankernes moral.


Fra filmen 'Bossen og Bumsen', hvor en børsmægler og en hjemløs bytter liv.

Hele forløbet efterlod mig med tre ting. Dels en undren over, at jeg havde taget så meget fejl af, hvordan man håndterer penge – jeg følte, at alt, hvad jeg havde lært om det, var forkert. Dels en sær følelse af, at jeg havde gjort noget nærmest tabubelagt, da jeg skrev om min privatøkonomi – Weekendavisen skrev sågar en hel artikel kun om dét: At jeg havde brudt en uskreven regel ved overhovedet at nævne min konkurs. Og endelig havde jeg en privatøkonomi, der var braset definitivt sammen. For når solen går ned, skal gælden altså stadig betales.




MIT FØRSTE LILLE gennembrud kom, da jeg – i en helt anden sammenhæng – sad og talte med en terapeut. Han forklarede mig, at jeg, også som et led i terapien, skulle lære at tage hånd om sådan noget som min økonomi selv. At tage ansvaret for den – helt og holdent. Og han forklarede mig, at hvis man ikke har lært det, skyldes det nok, at man har en dårlig økonomisk baggrund. For når vi aldrig taler åbent om økonomi, kan man heller ikke få alle de fif, der skal til.

Han foreslog mig, at jeg skulle læse en amerikansk bog, der hedder ’Secrets of the Millionaire Mind’. Og han advarede mig. T. Harv Eker, som forfatteren hedder, er skinger. Han er overdrevet. Og hans argumenta-tion bygger på den fejlslutning, man i økonomisk teori kalder anekdotisk evidens. ”Hvis jeg kan blive millionær, så kan du også!” lyder udsagnet. Men det er jo langtfra sikkert, at det er tilfældet.

”Men se bort fra alt hans crap. Inde i teksten er der nogle virkelige guldkorn,” sagde terapeuten.

Et af de sjovere er ideen om en økonomisk termostat. Eker forklarer, at vi alle er ’programmerede’ til at have et vist økonomisk niveau. ’En bedre middag’ er for nogle mennesker, at man under sig selv en dessert.

For andre er det at give den gas på Jensens Bøfhus – med husets rødvin og det hele. For andre igen er det at gå på Kong Hans Kælder. Og for atter andre er det at flyve fra Hamborg til London for at spise lidt frokost. Hos Heston Blumenthal. Lyder det overdrevet? Det sidste gør min gode tyske ven, som jeg her bare kan kalde V., fra tid til anden. Men han er så også mangemillionær.


Fra filmen 'Wolf of Wall Street' (2013).

Pointen er slående. For den siger noget afsindig vigtigt: Vi har lært helt forskellige ting hjemmefra om økonomi. Og det er nok ikke for ingenting, at jeg gik helt galt i byen – min far var fallent, allerede inden jeg blev født. Han har været forgældet det meste af sit liv. Og som nedslidt pensioneret slagteriarbejder har han kun sin folkepension.

Egentlig burde jeg have lært af min fars ulykke, og det gjorde jeg på sin vis også: Jeg stolede nemlig fremover fuldt og fast på dem, der virkelig har forstand på penge. Problemet var bare, at jeg er opflasket med, at det er bankerne, der har forstand på penge. Og der skulle gå mange år, inden jeg – og alle andre – lærte sandheden om den moderne, helt uregulerede storbanks moralske habitus.

Den egentlige formulering af dét problem – at vi har forskellige baggrunde, som giver kolossale forskelle i den økonomiske indsigt – har Robert Kiyosaki, der er fra Hawaii, men med japansk baggrund, beskrevet mest populært. I sin bestseller-serie ’Rich Dad, Poor Dad’ bruger han sin rigtige far og sin vens far som to forskellige forbilleder.

Den ene er professor, men ender som ludfattig fagforeningsmand, da han bliver fyret fra universitetet. Den anden er indehaver af en række virksomheder og ejendomme, og skønt han går grimt klædt og kører i en gammel slæde, er han god for millioner af dollars. 

Kiyosakis pointe er, skåret ind til benet, at hans biologiske, men ’fattige far’ tjener penge, som faderen bare forbruger straks. Men Kiyosakis ’rige far’, som altså i virkeligheden er vennens far, sparer derimod op og investerer sine penge. Og det var kun ved et lykketræf, at Kiyosaki gennem sin ven også fik en ’rig far’, han kunne lære det hele af. Sådan en økonomisk ’ekstrafar’ er vi mange, der nok kunne have ønsket os.


Michael Douglas som den grådige Gordan Gekko i 'Wall Street' (1987).

NU SIDDER MINE LÆSERE allerede og godter sig. Hvis det ovenstående er alt, hvad jeg ved om økonomi og investering, er jeg ganske rigtig ikke særlig klog. Og det er jo på sin vis rigtigt. For det er i grunden ret simple ting, jeg gengiver: Skab overskud, spar op, investér. Men der er en hage ved det. For hvis alle ved dét, hvorfor gør ingen det så? Og ved alle det overhovedet? Har alle forstået det? Er de mest basale indsigter om privatøkonomi egentlig almen viden? Og er det hele sandheden?

Åbenbart ikke. 

For da den franske økonom Thomas Piketty i 2013 udgav den knap 1.000 sider store analyse af de seneste 300 års kapitalistiske økonomi, ’Le capital au XXIe siècle’, ville jubelen ingen ende tage.

Og da ’Kapitalen i det 21. århundrede’ blev oversat til amerikansk, strøg bogen direkte ind på New York Times’ bestsellerliste. For Pikettys grundtese var hårrejsende læsning: Det har – i de seneste 300 år – dokumenterbart været langt, langt, langt mere berigende at have penge end at tjene dem ved at være lønmodtager. Eller sagt på en anden måde: Man kan ikke arbejde sig til en formue.

Man kan kun blive rig, hvis man allerede har penge – og hvis man samtidig ved noget om at investere. Som en anmelder i Danmark sagde, da bogen kom: Vi har lært, at tager man chancer og er progressiv som Mads Skjern i ’Matador’, bliver man rig. Og hvis man er defensiv som Hans Christian Varnæs, ender man med at blive fattig.

Men sandheden har – i al moderne tid og i hvert fald for de fleste – været lige omvendt. Man bliver rig af at være rig i forvejen. En self-made man som Mads Skjern er undtagelsen.

EN KONKURS ER et af de bedste steder at starte med at lære noget om økonomi og investering, fordi man lærer én ting benhårdt: Du. Skal. Ikke. Stifte. Gæld. Den lektie er den allerførste, man skal lære.

Og hvis man har brug for en hjælpende hånd, står det gamle Ribers Kredit Information – som i dag hedder Experian – klar. Hvis man bliver registreret dér, kan man ikke låne så meget som en krone – nogen steder. Overhovedet. Umiddelbart lyder det som de fleste menneskers mareridt her på jorden.

Du kan ikke låne til en bolig. Du kan ikke låne til en bil. Du kan ikke låne til en kassekredit. Og du kan ikke købe en iPhone på almindelige vilkår, fordi du ikke kan oprette et telefonabonnement, fordi alt, hvad der betales bagud, er lukket land. Med et totalt gældsættelsesstop er der ingen pardon. Du har det, du har i din pung eller på din konto. Ikke andet. 



Tro det, eller lad være. Efter en tid – måske nogle år, hvis man har en genstridig psyke – er det en lettelse. Imens alle andre kæfter op om billån og Peter fra L’Easy, sidder man tilbage og nyder den økonomiske sindsro, som alle ville have, hvis det ikke var, fordi de var omgivet af et samfund, der er styret af storbankernes ønsker – og de er mildt sagt ikke nogen garant for god økonomi.

Alle halser rundt for at betale af på hus, sommerhus, båd og den obligatoriske ferie i Italien for fire mennesker. For alle har ret til en fed ferie.

En god økonomisk tommelfingerregel, som også dukker op igen og igen, når man sætter sig hen og læser håndbøger om privatøkonomi, siger ellers, at der udelukkende er to ting, man må låne penge til i en sund privatøkonomi.

Den ene er uddannelse, fordi uddannelse markant kan øge en persons indtjeningsmuligheder. Den anden er en ejerbolig. Intet andet, intet, må man låne penge til. Det vil sige, at din bytur, dit tøj, din ferie, dit sommerhus og sågar din bil skal være betalt kontant. 

Årsagen er simpel. Alle de ting er forbrug. Kun uddannelse og bolig stiger i værdi. Men som vi var mange, der opdagede under finanskrisen, er det ikke engang sikkert, at din ejerlejlighed er nogen god handel.

Og nogle privatøkonomiske forfattere, fx førnævnte Robert Kiyosaki, regner ikke en ejerbolig blandt investeringer. Det er den dybest set først, når du har solgt den. Og hvis boligmarkedet crasher ugen forinden, var den snarere en udgift.

Tilbage er kun uddannelsen. Lær noget. Eventuelt noget om økonomi. Lær i hvert fald de helt grundlæggende forskelle imellem rig og fattig. Eller rettere: dén grundlæggende forskel. Nemlig, om du er lønmodtager eller herre i eget hus.

Det betyder en verden til forskel, om du er ansat eller selvstændig. Også i kroner og ører.

Hvis du er lønmodtager, betaler du fx markant mere i skat, end en direktør i et lille firma gør. Han betaler med glæde sin skat ligesom dig, det er slet ikke dét. Men han skal bare ikke betale nær så meget i skat, som du skal. Hvor du måske betaler 55 % i skat, betaler han reelt fx 20 %.

For inden han betaler sin skat, trækker han alle sine udgifter fra i sin skattepligtige indkomst. En skøn middag i byen sammen med medarbejderne kan sagtens være repræsentation, hvis man er ’direktør’ i en frisørsalon, og en spændende rejse til New York City kan sagtens være en ’inspirationstur’, hvis man er selvstændig fotograf i modebranchen. Og både den nye bærbare og den designede skrivebordsstol kan trækkes fra.

DET HELT AFGØRENDE, når man skal starte en formue, er, at man formår at flytte penge ud af sin dagligeøkonomi. Og det er dét, man skal. Man skal spare op. Men at spare op vil i denne sammenhæng sige, at man tager et beløb og lægger det væk. Helt væk.

Jeg spurgte for nylig en veninde, om hun egentlig sparede op. Hun er ikke dum, men hun er ca. lige så økonomisk oplyst, som jeg var for nogle år siden, for hun svarede straks:

”Ja da. Jeg er ved at spare op til min 50-års fødselsdag!”

Men sagen er, at det ikke er en opsparing – i hvert fald ikke en opsparing med henblik på at investere noget. Det er snarere en henlæggelse. Det er penge, der lægges til side, så de kan forbruges senere. Men en egentlig opsparing er en henlæggelse med henblik på investering. Se det sådan her: Du skal spare nogle penge op – og du ser dem aldrig igen.

Sådan sparer de færreste, jeg kender, op. De sparer op til ting, de vil have. Ikke til at skabe en privat formue. Og det er derfor, at franske Thomas Pikettys førnævnte bog var sådan en øjenåbner for mange. Mange forstår slet ikke princippet i en grundlæggende opsparing. 

EN AF DE SIMPLESTE formuleringer af den regel, som ligger bag en genuin opsparing, finder man hos en anden af de storsælgende og totalt skingre amerikanske privatøkonomiske guruer, nemlig David Bach, der er manden bag bogserien med den fælles titel ’The Automatic Millionaire’. Bogen fås både til kvinder, par, folk, som starter sent osv. Men de bunder alle i hans princip, som tilmed er et registreret varemærke, og som han kalder for The Latte Factor


Rapperen Sean Combs aka Puff Daddy er ifølge Forbes god for ca. 700 mio. dollars.

Bach formulerede efter sigende selv princippet for mange år siden på et økonomikursus, hvor en kvinde sagde, at hun ikke havde noget at lægge til side – hvilket de fleste lønmodtagere sikkert kan genkende. Bach gennemgik hele hendes økonomi, og han fik straks øje på en, strengt taget, unødig post.

Hver dag spiste hun en muffin til morgenmad og købte en caffe latte. Tilsammen en udgift på små 5 dollars eller små 30 danske kr. i dagens kurs. I dag ville det nok svare til en halvtredser. Og hvis man formår at spare den op – eller 1.500 kr. om måneden, som man så investerer og forrenter med fx 10 % – har man langt over 300.000 kr. efter bare 10 år.

Men hvis man starter, når man er 18 år, og bliver ved og ved, har man over 20 mio., når man er 67 år gammel og klar til pensionisttilværelsen – medmindre, selvfølgelig, at man vælger at trække sig mere eller mindre tilbage, når man har godt 5 mio. som 50-årig.

Beløbene er svimlende. Og det lyder for godt til at være sandt. Og det er det også, for de færreste magter at realisere det – uden at bruge en krone i årevis. Netop derfor køber mange et hus for at tvinge sig selv til at ’investere’, dvs. spare op.

For som Robert Kiyosaki er inde på, er det ikke en ægte investering. Det ville det derimod være, hvis man – i stedetfor at købe en ejerlejlighed på Østerbro i København til en million, som man afdrager på – købte to sommerhuse i Jylland, lejede dem ud og brugte fortjenesten på at finansiere en lejlighed på Østerbro i København til en million. Forskellen? I det ene tilfælde sparer man op. I det andet sparer tyske turister, så at sige, op for én. Eller sagt på fladt dansk: Ens penge arbejder.

AT PENGE kan ’arbejde’, er forskellen mellem dem, der har, og dem, som ikke har, og indtil man har oplevet det selv, forstår man det ikke helt. Som forfatter eller musiker eller maler eller fotograf producerer man i virkeligheden ’rettigheder’.

Hvis nogen vil trykke ens tekster, skal man have penge af dem. Hvis de vil stille bøgerne på biblioteket, skal man have en afgift. Hvis bøgerne skal laves til et teaterstykke, skal man have et honorar. Alle de penge er ’arbejdsfri indtægter’. Det vil sige, at de bare kommer rullende ind på kontoen.

Den slags indtægter er der mange typer af – og det er dem, det gælder om at skaffe: Aktieafkast, overskud ved at købe en billig aktie og sælge den dyrt, lejeindtægter fra boliger eller overskud fra virksomheder, man ejer.

Med andre ord tjener man ikke meget ved at være pizzabager. Men hvis man ejer pizzeriaet, er det en anden snak. Og det er der nogle mennesker, der forstår hurtigere end andre. Kinesiske immigranter har verden over ry for at være skarpe forretningsfolk. Og et virkelig godt eksempel på ideen om, hvor smart det kan være at eje noget – altså som bagmand – er de franske beværtninger i Paris, som hedder tabacs.

Der står stadig franske mademoiseller bag disken, cognacen er stadig fransk, og de små barer er i det hele taget stadig så franske, at det gør ondt. Men til New York Times kunne Gérard Bohelay, som er præsident for Tobakshandlerforeningen i Paris, for nylig oplyse, at op mod en fjerdedel af alle småbarerne i Paris ejes af kinesiske indvandrere. Så mens servitricen er på mindsteløn, høster Monsieur Wong hele profitten.

OVERGANGEN FRA OPSPARING til investering kan man lave på mange måder. En af dem, det er let at komme i gang med, er investering i ædelmetaller. Hvis man veksler de penge, man ellers ville have stående i banken – hvor de dybest set står og bliver mindre værd minut for minut pga. inflationen – til fx guld, bevares værdien.

For som en gammel tommelfingerregel siger, kan man altid købe et anstændigt sæt tøj for præcis én ounce guld. I Romerriget kostede en god toga én ounce guld, og da man i USA kunne få en habit for 35 dollars, var det samtidig prisen på én ounce guld.


Fra den seneste Wall Street-film, 'Wolf of Wall Street' (2013).

Mønter i guld og sølv er en sjov investering, fordi man både kan komme hurtigt i gang – en guldmønt på en tyvendedel ounce koster omkring 500 kr. – og samtidig har man mønterne fysisk. Der er noget Joakim von And over at sidde og kigge på en fin guldmønt til flere tusind kroner. Og der er noget James Bond over at købe og sælge guld- og sølvmønter til mange tusind kroner i sidegaderne i Istanbul, Paris, London, New York, og hvor man ellers kommer frem. 

Der sker ikke noget ved, at man gemmer en enkelt guldmønt eller to sølvbarrer i sengetøjet eller i en kaffedåse i privaten. Men de fleste er enige om, at det er risky business at have en hel kiste med sydafrikanske Krugerrands til 7.177 kr. stykket – prisen er noteret midt i august – stående derhjemme.

I en tid med hjemmerøverier er det måske ikke vejen frem at placere hele sin fremtid dér. Så hvis man vil samle på investeringsguld for alvor, kan man lige så godt først som sidst købe et pengeskab eller leje en bankboks. Men især det sidste er der jo også noget meget cool over.

Mest eventyrligt er det dog, at man meget vel kan opdage, at ens penge ved gud er steget ganske betragteligt i værdi, når man en dag vil sælge det igen. En profit på 10 % er slet ikke umulig, set over et år. Men man skal huske, at hvert eneste køb også er en omkostning – ellers var der formentlig ingen, der gad være guldhandlere.

I STEDET SKAL MAN hellere – inden man opnår en formue, så man kan handle med udlejningsejendomme og containerskibe – se at få anskaffet sig en aktie eller to. Det er langt lettere, end man skulle tro. Der er mange steder, man selv kan handle med værdipapirer, men personligt er jeg faldet over et af de mere pædagogiske steder.

På investeringssiden nordnet.dk opretter man simpelthen en bankkonto. Man overfører sin opsparing til kontoen. Og så går man ellers i gang med at købe og sælge aktier, som var man Gordon Gekko i filmen ’Wall Street’.

Det sjove er, at man kan investere i de ting, der interesserer én. I de ting, man elsker. Med 10 Tivoli-aktier i porteføljen får man eksempelvis gratis adgang til den gamle have – men de koster faktisk en mindre formue, omkring 32.000 kr. Apple-fanatikere kan bogstavelig talt blive en del af Steve Jobs’ eventyr. Og hvis man faktisk kan lide æbler, og måske endda økologiske, kan man købe aktier i United Natural Foods Inc., som bl.a. leverer bæredygtige fødevarer til Wholefoods, som er USA’s lækreste luksussupermarked – og supermarkedet, det kan man også købe aktier i.


Orson Welles i 'Citizen Kane' (1941).

Den letteste aktiestrategi og den, de fleste kender, er buy and hold. Man køber aktien og beholder den i fx 10 år. Samtidig sørger man typisk for at sprede sine køb, så man er sikret, hvis fx ens aktier i Mercedes – som hedder Daimler, når man køber aktien i selve firmaet bag bilen – eller hele det tyrkiske aktiemarked lige pludselig crasher.

Men de helt modsatte strategier er også normale. Forleden kunne daytraderen Tom Hougaard fortælle i Radio24syvs ’Millionærklubben’, at han havde lavet en million kroner på en fredag eftermiddag. En million kroner – alene ved at udnytte forskellen i kurssvingninger. Det kræver nerver af stål. Og så kræver det, at man ikke spreder sine investeringer. Som Hougaard sagde i radioen:

”Jeg kan bedre lide at gå efter struben end efter dråber af blod.”

På Wall Street i New York kan man se Arturo Di Modicas smukke skulptur af en tyr lavet af 3,2 tons gyldent metal. Og ud over, at den nok skal minde os om, at vi ikke skal tilbede en guldkalv, er den også et konkret billede på den tyr, der raser i pengehandlernes gade. Gode aktieinvestorer udnytter nemlig markedet, både når det går op, og når det går ned.

Det opadgående marked kaldes for et bull market, og så skal der value-investeres, så man udnytter kursstigningen. Man køber aktien billigt og venter på, den stiger. Når aktierne falder, kaldes det et bear market, og så skal der short’es i børsjargon.

Det vil sige, at man låner en aktie, sælger den til en høj kurs, så falder kursen, og så køber man den tilbage, hvorefter man afleverer den til den, man har lånt den af – og prisforskellen har man tjent. Shorting er ikke for begyndere, og man skal i det hele taget ikke låne for at investere, før man ved, hvad man foretager sig. En investering for lånte midler hedder en ’gearet’ investering – eller på dansk: spekulation. Og det er sådan, man brækker halsen på børsen.

Det gør man ikke ved at bruge sit liv på at spare op og investere sine penge. Men man skal huske, at det gør en stor forskel, hvordan man investerer dem.

Eller som en klog finansmand engang sagde, da han blev spurgt, om han ikke lige havde et godt råd til den gennemsnitlige private investor. 

”Lad være med at være gennemsnitlig,” lød svaret.

Men hvad så med mig selv? Er jeg så blevet millionær? Næ, slet ikke. Men jeg er blevet lidt mindre fattig. Og jeg er – først og fremmest – blevet klogere. ■

LÆS OGSÅ: Mick Øgendahl: Humørsyg

LÆS OGSÅ: Mads Holgers forunderlige rejse

LÆS OGSÅ: Detroit er en by der er gået kold