I klassisk historiefortælling opererer man med berettermodellen, og denne histories point of no return er, da jeg flyttede til Paris.
Det var der, det hele ændrede sig. Forstå mig ret, det var ikke, fordi jeg før da kunne finde på at tage et sweatpants på og lade som om, det var helt normalt og tilforladeligt. Jeg har aldrig brudt mig om sweatpants. Det var dog først i Paris, jeg opdagede, hvor absurde de er at påtage sig i det offentlige rum.
Sweatpants. Joggingbukser. Forhadt barn har mange navne. Som jeg husker det, brugte vi udelukkende termet joggingbukser, da jeg var barn, men så indtraf amerikaniseringen, og pludselig skulle vi gå mere op i det amerikanske præsidentvalg end det europæiske parlamentsvalg, drikke milkshakes med slik på og kalde joggingbukser for sweatpants.
På Vestegnen, hvor jeg er vokset op, var der engang en uddannelsesinstitution, der hed Avedøre Gymnasium. Det var ikke et sted, man havde lyst til at gå. I 2012 var der nogen, der fik en genial idé: Man skulle ændre gymnasiets navn. Fra den ene dag til den anden hed gymnasiet altså ikke længere Avedøre Gymnasium, men Hvidovre Gymnasium, og alle os, der så på udefra og udmærket godt vidste, at hvis man endte på det gymnasium, skulle man bede sine forældre om penge til at starte på en privatskole i stedet, tænkte, at det var latterligt. For det kom jo ikke til at ændre noget som helst. Hvordan skulle et navneskifte kunne gøre noget ved det rådne ry?
Senere åd jeg min tunge. De unge havde været bange for at ende på Avedøre. Men de unge startede frivilligt på Hvidovre.
Skiftet fra at kalde det joggingbukser til sweatpants har bare ikke haft den samme effekt. Der er intet, der kan ændre på buksernes stygge natur.
Det mest vanvittige, der er sket i den danske modehistorie, var i 2020, da disse i anførselstegn bukser gik hen og blev en trend. I gadebilledet var det pludseligt en almindelighed at se store og små i head-to-toe-sweatpants og matchende sweatshirt. Specielt populære var den gråmelerede udgave som, hvis vi absolut skal vælge mellem pest og kolera, afgjort må være kolera. Den får ikke det bedste frem i nogen.
Men 2020 var lige så meget covid-19’s år, og det blev en menneskeret at have det lidt godt, så sweatpants skulle der selvfølgelig til, for man kunne jo ikke slappe af midt i en pandemi et par rigtige bukser, og desuden kunne man heller ikke passe dem længere, men lad nu det ligge.
Mange dårlige ting kom der ud af denne pandemi, og man siger ofte, at intet er så slemt, at det ikke er godt for noget, men når man siger det, så handler det aldrig om sweatpants. Aldrig. Ja, de er komfortable. Men det er kinasko også, og dem ser du heldigvis ikke i gadebilledet (nu håber jeg ikke, jeg giver nogen for gode ideer).
Mens resten af Danmark gik i Føtex og købte toiletpapir, ville guderne mig det anderledes. Jeg flyttede til Paris, der heldigvis var turistfrit og således sweatpantsfrit. Franskmændene har et perfekt anspændt forhold til de komfortable bukser.
Hvis jeg, meget hypotetisk set, gik ned ad Boulevard Saint-Michel i sweatpants, ville jeg blive svært skuffet, hvis ikke jeg efterfølgende kunne gå hjem og sige: ”Alle kiggede på mig, som om jeg var sindssyg.”
Alle gode ting må dog komme til en ende, åbenbart, skønt dårlige ting aldrig virker til at have helt den samme gang. Da jeg sluttede tilværelsen som udlandsdansker på et Air France-fly med retning mod Kastrup, var det med en vis vemodighed. Jeg vidste, jeg ville komme til at savne den billige vin, den gode Camembert og synet af Eiffeltårnet ved tusmørke fra ligne 6. Jeg vidste ikke, at jeg ville komme til at savne anstændighed.
Egentligt havde jeg slet ikke forestillet mig, at det stadig ville være et presserende problem.
Rigtigt nok er det, at mens danskerne muligvis ikke kan starte en revolution, om så fædrelandet afhang af det, kan de hygge sig. Dog måtte man da gå ud fra, at der var så tilpas meget ordentlighed indoktrineret fra børnehaveklassen, at sweatpants ville forsvinde fra gadebilledet som stjerner ved solopgangen, når verden vendte tilbage til sin normaltilstand.
Det gjorde de desværre ikke, kunne jeg konstatere, da jeg landede i Kastrup under pandemiens udfasning. Bare fordi pandemien var slut, var det imidlertid ikke slut med alt dårligt. Her, år senere, bliver jeg stadig chokeret, når jeg i tide og utide møder folk, der bærer sweatpants, som vi andre bærer jeans eller habitbukser. Hvornår er nok nok? Hvornår går det op for folk, at komfort ikke betyder alt?
Der er aldrig nogen, der har set godt ud i et par sweatpants. Hvis du absolut insisterer på at eje et par, så lad dem for Guds skyld aldrig se dagens lys, men lad dem ligge derhjemme bagerst i skabet og hiv dem kun frem, når døden står for døren, når du lige har fået dit hjerte knust eller andet i den dur. Der er ikke noget, der symboliserer ligegyldighed over for ikke bare dig selv, men også med dine omgivelser, som det at iføre sig et par sweatpants.
