Koksgråt, enkeltradet to-knaps og fra Armani. Pasformen var en anelse løs og boxy. Mit første jakkesæt købte jeg, da jeg flyttede til London, kort efter jeg gik ud af gymnasiet i 1996. Det blev købt som et nødvendigt onde, mere end af lyst.
For dengang at kunne komme i betragtning til et job i London, uanset færdigheds- og uddannelseskrav, var kutymen, at mænd mødte i jakkesæt både, når man afleverede sit CV og ansøgning, og hvis man blev kaldt ind til en samtale. Det var uanset, om jobbet bestod i af betjene på en café eller arbejde i en bank. Måske er det anderledes i dag.
Siden dengang har jeg kun købt jakkesæt af ren og skær lyst. Min hang til at gå i habit på daglig basis, kommer og går periodisk.
Da jeg startede som moderedaktør på Euroman, for lidt over 11 år siden, var designeren Thom Browne ved at blive et navn. Jeg havde været lidt med på Hedi Slimanes korstog for de smalle sorte suits i årene op til, men var så småt klar på et tiltrængt nyt garderobeskift. Thom Browne ændrede fuldstændig mit forhold til jakkesættet, aldrig før havde en stilretning ramt mig så rent. Eneste bespænd var det skyhøje prisleje.
