Køb vores august-nummer med Peter Sommer på forsiden her.
Jeg har altid tænkt meget over, hvordan jeg klæder mig. Det her med at tage en uniform eller en rolle på sig og dybest set lære noget om sig selv ved at sige: ’Nu prøver jeg lige at være som en type, der har sådan noget tøj her.’ Som dreng havde jeg store konflikter med min mor om, hvad man kunne tillade sig, og jeg gik bevidst efter at tage noget tøj på, som hun mente var lidt for meget, sjusket eller beskidt.
At klæde sig på minder meget om det, der sker, når jeg skriver tekster og laver sange, for det handler om, hvor meget af sig selv man vil give, og det forsøger man så at kontrollere. ’Hvor meget er mig, og hvor meget er noget, jeg forestiller mig, en eller anden kunne være?’ Jo ældre jeg bliver, jo mere mod og lyst har jeg til at vise mere af mig selv og stå ved, hvem jeg er, hvordan min krop ser ud, hvordan mit hår er, og det er jo et enormt rart sted at komme hen. Jeg orker ikke alle de der forklædninger. Og jeg er heller ikke længere bange for at blive stemplet som et fucking tøjdyr.