Brian Mørk, født i december 1973. Debuterede som standup-komiker i 2002, og siden har han turneret med bl.a. sit onemanshow ’Mørk’. Derudover har han lavet tv, bl.a. som vært på talkshowet ’Brian Mørk Show’ og senere på ’Mørk og Jul’. Endelig står han bag podcast-platformen ’Lytbar’ med Lasse Rimmer og sin egen podcast ’Brian Mørk Show’, der er udgivet i langt over 100 episoder.


Peugeot Partner, sølv, 2001

Standup-branchen er angiveligt præget af mænd, der får kørekort meget sent. Selv var jeg 34 år, før jeg omsider nåede det punkt. Spørg mig ikke hvorfor, men jeg tror simpelthen, at jeg var bange for at slå nogen ihjel. Jeg synes, det var noget farligt noget, så i stedet for at køre selv købte jeg en bil til min kone. En Peugeot Partner.

LÆS OGSÅ: Tobias Dybvads Auto-CV

Der var intet ved den bil, jeg kunne lide, men der var enormt meget plads i den. Vi havde ejerbolig og børn, så der var ingen vej udenom. Jeg fik ligesom øjnene op for den, da jeg var på tur med Lasse Rimmer.

Han havde en magen til, og den gav mig sådan en følelse af at sidde inde i en maskine. Det kunne jeg godt lide. Men da min kone og jeg blev skilt et par år senere, tog hun bilen med og kørte i øvrigt galt i den kort efter. Heldigvis uden at skade andet end Peugeot’en.

Peugeot 308, adskillige modeller,
primært røde.
Standup-komiker, vært på ’Comedy Aid’ og medvirkende i diverse tv-programmer.


Jeg var bilfri og på skideren i nogle år. Hvordan jeg klarede det med tre børn og jobs i hele landet, forstår jeg ikke nu, men en dag fik jeg et tilbud fra Peugeot.

De tilbød mig en aftale, hvor jeg fik en ny bil hver anden måned, vel at mærke den samme bil hver gang, en Peugeot 308, men altså nye biler hele tiden. Det var noget med, at de skulle have kørt nogle kilometer på de her biler, og da jeg boede i Kalundborg, var jeg god til at køre mange km på kort tid.

Og så kunne de jo også lige benytte lejligheden til at tage et billede og sige, at jeg kørte Peugeot. Så det gjorde jeg de følgende to år. Jeg kørte en pokkers masse 308’ere.

Peugeot 107 rød tredørs, 2011

Standup-komiker, grundlægger af podcast-­platformen Lytbar og debuterende vært på ­podcasten ’Brian Mørk Show’.

Det var et fint arrangement, syntes jeg, men så stoppede ham Peugeot-medarbejderen, der havde sat det i værk. Og med ham ophørte min aftale fra det ene øjeblik til det andet.

Så der stod jeg med tre børn og en nyvundet afhængighed af det at have bil. Jeg gik bogstaveligt talt ud af den bil, jeg lige havde været tvunget til at aflevere, og direkte hen til den billigste bil, jeg kunne få øje på: En rød Peugeot 107 med tre døre.

Det var et helvede med tre børn, men jeg var hjemsøgt af en skattegæld, som betød, at jeg fik et ordentligt smæk hvert år. Min økonomi var sådan set fin nok, lige indtil det der efterslæb ramte mig. Bang.

Peugeot 107 rød femdørs, 2011

Standup-komiker, vært på podcasten ’Brian Mørk Show’ og medvirkende i diverse tv-programmer.

Så snart det gik lidt bedre, kørte jeg tilbage til forhandleren og byttede 107’eren til den eksakt samme model, bare med fem døre. På det tidspunkt havde vi været på vores første bilferie til Jylland, hvor børnene måtte sidde med kufferterne på skødet.

Men nu var børn og bagage i det mindste nemmere at få ind og ud. Næste irritationsmoment var farten. Det føltes, som om bilen blev langsommere efter et par måneder. Det gik meget trægt, og jeg skulle virkelig planlægge mine overhalinger, så da jeg var på fode igen efter det årlige skattesmæk, kørte jeg igen ned til min forhandler og kiggede ud over pladsen med brugte biler – og fik øje på en sort Peugeot 208, som jeg havde råd til.

2012 Peugeot 208, sort

Standup-komiker, vært på podcasten ’Brian Mørk Show’ og medvirkende i diverse tv-programmer.

Selv om den var lille, føltes den som et palads, når man kom fra 107. Og hurtig. Jeg ved godt, den ikke er det, men sådan føltes det. Og strengt taget drømte jeg heller ikke om at have en hurtig bil.

Jeg var ikke sportsvognstypen, jeg var mere en grimbil-mand. Jeg kan godt lide grimme biler. Jeg tror, det stammer fra Anders And. De skal være store og grimme.

Allerhelst købte jeg en gammel Land Rover, sådan en rigtig firkantet en. Jeg husker engang, jeg kørte med Mick Øgendahl hjem fra et job, og det begyndte at sne. Vi kørte i hans firehjulstrækker, måske var det en Porsche, jeg ved det ikke, men det blev så glat, at de andre biler ikke kunne komme op ad bakkerne, og så trillede vi bare forbi dem. Sådan en bil vil jeg gerne have en dag.

LÆS OGSÅ: 4 Biler, der vil ødelægge dit omdømme

LÆS OGSÅ: Nu er den nye Volvo XC60 her

LÆS OGSÅ: L.O.C.'s auto-CV: "Jeg vidste ikke så meget om biler, men jeg vidste, at jeg ville have en 1964 Coupé DeVille"