Bjarne Corydon
Foto: Søren Rønholt

Den dæmoniserede Bjarne: "Rigtig mange havde en interesse i at gemme sig bag mig, når vi skulle træffe de beslutninger, vi skulle, i stedet for at stå skulder ved skulder"

Få politikere er blevet lagt mere for had end Bjarne Corydon. Anne Sofie Kragh tegner et portræt af manden med det hårdt prøvede image.

"Og dit navn, det kender jeg jo …”

Damen bag skranken i LO’s hovedkvarter på Islands Brygge kigger kort på Bjarne Corydon og så ned på sin seddel, hvor hun skriver folks navne ned, inden de får udleveret et adgangskort.

Bjarne Corydon er her for at holde oplæg for et netværk af cheføkonomer, internt kaldet ’politbureauet’. Han har ikke helt hørt, hvad damen bag skranken har sagt, misforstår situationen og svarer derfor:

”Øh, mit navn er Bjarne Corydon.”

Damen kigger op.

”Arh, lige dit navn kender jeg nu godt,” griner hun.

”Nå, okay. Jeg hørte ikke helt, hvad du sagde. Men det er ellers kommet dertil, at jeg igen skal stave mit navn for folk. Det er altså sket.”

Bjarne Corydon smiler og lyder næsten triumferende, da han siger det. Det er da også noget af en bedrift, hvis folk vitterligt allerede har glemt navnet på en af landets mest forhadte politikere i nyere tid.

I taxaen på vej ud til LO har vi talt om DONG. Den sag, der grundlæggende ændrede Bjarne Corydons image fra at være ham med den dybe stemme og troværdige udstråling, der blev nævnt som en mulig kommende formand for Socialdemokratiet til at være superkapitalismens lakaj i ledtog med finansverdenens mest kyniske spekulanter.

Hvor vidt det var kommet med dæmoniseringen af Bjarne Corydon blev illustreret så sent som i januar 2018, da teaterchef Kasper Holten skulle instruere en dansk version af den amerikanske musical ’The Book of Mormon’, skrevet af folkene bag den satiriske tegnefilmsserie ’South Park’.

På et tidspunkt har hovedpersonen et mareridt om helvede. I den amerikanske version er det Adolf Hitler, Djengis Khan, en seriemorder ved navn Jeffrey Dahmer og forsvarsadvokaten, der fik frikendt O.J. Simpson, Johnnie Cochran, han møder i helvede.

Kasper Holten vurderede, at de to sidstnævnte ikke ville være genkendelige for et dansk publikum, og derfor byttede han seriemorderen ud med en anden, nemlig Jack the Ripper, og den kontroversielle forsvarsadvokat blev skiftet ud med Bjarne Corydon. Og således stod Bjarne Corydon i forestillingen side om side med Adolf Hitler i helvede, fordi han havde ”solgt DONG for en slik.”

”Der har været så meget dæmonisering af Bjarne Corydon, folk har haft så travlt med nærmest at gøre ham til bagmanden bag superkapitalismen, og det ondeste menneske på jorden, at vi synes, det var rigtigt morsomt og overraskende og dermed i stykkets ånd, at det var ham, der dukkede op i den her mareridtsdrøm,” sagde Kasper Holten til Radio24syv i februar.

I samme udsendelse svarede Bjarne Corydon på spørgsmålet, hvordan han havde det med at stå side om side med Adolf Hitler:

”Jeg synes faktisk, det er okay.”

I det hele taget er det svært at få Bjarne Corydon til at beklage sig over det image, han har fået.

Kan det ikke irritere dig, at fortællingen om dig er blevet, som den er?

”Jooo, altså jo, det kan det da helt sikkert, alt andet ville være underligt følelsesløst, og jeg synes jo ikke, jeg er hverken underlig eller følelsesløs, men jeg er måske mere foruroliget over, hvad det er et udtryk for end selve sagen. For mig illustrerer det en udfordring i forhold til evne og vilje til at diskutere den økonomiske politik, hvor det griber ind i det globale. Vi er vævet ind i det globale økonomiske spindelvæv, og vi er kolossalt afhængige af det, og danskernes evne til at forholde sig til det kan man godt blive lidt bekymret for.”

Hvis man stopper en tilfældig mand på gaden, så vil han sige, at det var dig, der solgte DONG til Goldman Sachs. Men beslutningen om at sælge nogle af aktierne blev truffet af et meget bredt flertal i Folketinget. Kan det ikke irritere dig, at versionen er, at det er noget, du har fundet på?

”Jo … Men det skal man kunne leve med, hvis man vil have den rolle, jeg har haft. Hvis man sidder på sit kontor i Finansministeriet og er bange for, at det skal ende sådan med ens eftermæle, så kommer man til at træffe de forkerte beslutninger, så det kan bare ikke nytte noget. Jeg tror så heller ikke, at det nytter at gøre sig kold, og man skal også give sig selv lov til at være ærgerlig, men man er nødt til at holde fast i, hvad der er ens pligt og rolle, også efter man er gået ud af det.”

Interviewet med Bjarne Corydon begyndte et par måneder forinden på hans kontor på Dagbladet Børsen. Vi havde talt om hans opvækst i lidt over et kvarter, da han første gang sagde:

”Nu skal vi vist også snart til at afslutte min barndom.”

Ikke på nogen uvenlig måde, heller ikke så man ikke turde fortsætte, men der var alligevel en forskel, når man sammenlignede med den talelyst, han havde over for cheføkonomerne i ’politbureauet’ om dynamiske effekter og Finansministeriets regnemodeller.

”Der er noget i mig, der har det svært ved at rode rundt i mig selv,” sagde han også, da han i marts 2018 stillede op til interview i Publicistklubben som den nye redaktør i klassen.

Vi gør alligevel forsøget, og Bjarne Corydon fortæller om en opvækst, han kalder ’grundlæggende tryg og privilegeret’, i et lille parcelhus i Kolding, som hans far købte, inden han blev gift, og som så blev bygget ud, da de fik Bjarne i 1973.

To år senere kom Allan, og op igennem barndommen var de meget knyttede til hinanden. De spillede fodbold, ikke bare i haven, men overalt. Deres mor arbejdede som halvtids HK’er på et autoværksted, og deres far var først buschauffør, men blev siden gartner. Og det ville Bjarne også være, da han var helt lille, hvis han altså ikke kunne blive racerkører.

Familien på hans fars side var socialdemokrater. Farfaren var fodermester, i en periode daglejer derefter kontrolassistent og ’ærke-socialdemokrat’, Bjarnes far stemte også socialdemokratisk det meste af livet med undtagelse af en periode i 1980’erne, hvor han stemte radikalt, fordi han syntes, socialdemokraterne flippede lige lovligt meget ud i den økonomiske politik.

Hans mor stemte aldrig andet end socialdemokratisk, og Bjarne selv meldte sig ind i partiet, da han var omkring 17 år gammel.

Familien Corydon boede i nordbyen i Kolding, omkring 100 meter fra Skovparken, som ikke er så idyllisk, som det måske kunne lyde. Skovparken er i dag på ghettolisten, og den skole, Bjarne gik i, er lukket. På et tidspunkt ændrede man navnet fra Dyrehaveskolen til Dronning Dorthea Skolen for at give den et nyt image, men det lykkedes aldrig.

”Det var jo ikke det fineste sted i byen, for nu at sige det mildt, og det var præget af relativt mange børn med forskellige udfordringer. Min skolegang var præget af temmeligt rå vilkår, uden så meget disciplin eller fokus. Som helt lille syntes jeg, det var for råt, men da jeg blev ældre, var det eventyrligt. Jeg har en meget varm følelse omkring min skoletid.”

Corydon havde mange venner både fra skolen og fodboldklubben, men den tætteste var Jesper Pedersen. De boede et par veje fra hinanden, gik i samme klasse og spillede fodbold sammen. Og da de blev ældre, kørte de ud til alle bilforhandlerne i omegnen og prøvekørte deres biler.

”Rent fagligt var Bjarne en ener. Der var ham, og så var der alle os andre,” siger han og fortæller, at det var typisk for Bjarne, at det var ham, der tog de dårligste spillere i klubben i forsvar og klagede til træneren over, at de ikke fik en chance på holdet.

Fodboldklubben lå lige ved siden af skolen og fyldte meget i Corydons barndom. Først som spiller og siden som ungdomstræner. På hans eget hold var der to familier, der havde bil og kunne køre drengene til kampe. Det var Bjarnes og Jespers. Jespers far kørte en gammel Fiat 127 og Bjarnes en udslidt Lada. Med lidt god vilje, og hvis man pressede sig meget sammen, kunne der godt klemmes ni fodbolddrenge ind i sådan en Lada.

Med et hus, en godt nok gammel Lada, men dog en bil, og en enkelt uges sommerferie, var familien Corydon ’forholdsvis økonomisk pressede,’ selvom den var langt bedre stillet end de andre klassekammerater. Det var sådan, at hvis fjernsynet gik i stykker, gik man ikke bare ud og købte et nyt.

Så skulle Bjarne med sin far ud at lave sort arbejde.

”Det område i Kolding, hvor folk havde penge, hed Strandhuse, og der kunne vi godt tjene til et fjernsyn eller en kummefryser over nogle weekender. Så ordnede vi haver og lagde fliser og den slags. Det var det bedste, jeg vidste. At tage med min far ud at arbejde.”

Nogenlunde så langt er Bjarne Corydon nået, inden han første gang antyder, at nu er det tid til at skifte emne. Men han fortsætter alligevel.

Fortæller videre om kvarteret og fodboldklubben, der ligesom skolen måtte lukke, fordi de sociale udfordringer blev for store.

Og så kommer det pludselig. Som om det første kvarter har været et langt tilløb til det, han nu vil sige, og som skal overstås: 

”Det skal også med det her. Det er ikke så sjovt at snakke om, men jeg tror, det er vigtigt, hvis du vil have det sande billede. I hovedtræk havde jeg et kærligt, godt og trygt hjem og opvækst med nogle forældre, som, jeg synes, var ekstraordinært opmærksomme på deres børn i forhold til, hvad man ellers så i vores omgangskreds, men min mor havde psykiske problemer og var medicineret. Jeg kender ikke hendes diagnose den dag i dag, og det ved jeg heller ikke, om de gjorde dengang, men dybest set havde hun et udsvingsbånd, hvor hun ind i mellem havde nede-perioder, hvor det var virkeligt skidt. Hvor hun var deprimeret og også gjorde ting, der gjorde det hele ustabilt. Forsvandt. Truede med at slå sig selv ihjel eller blev aggressiv. Altså havde hun det virkeligt dårligt. Det var desværre en del af rytmen, det kom med jævne mellemrum. Ikke en gang om ugen, men man vidste, at det kom.”

Hvordan reagerede du på det?

”Det var helt klart en belastning, men jeg tror, at jeg reagerede på det ved at blive, hvad kan man sige … Der skal man se sig selv udefra, men jeg blev nok relativt tidligt forholdsvis voksen eller i hvert fald prøvede at blive psykisk uafhængig. Det tror jeg, man kan sige.”

Var det tabu, eller kunne I tale om det?

”Det var faktisk ikke et tabu og heller ikke hemmeligt, men på den anden side, så var man så kolossalt lettet, når det var overstået, at så beskæftigede man sig ikke med det, indtil det skete igen. Så kørte det i en periode, der kunne vare nogle dage eller en uge, og så blev det gradvist bedre, og så var det ligesom at få luft igen, når man har været neddykket. Så … det var en del af det, men hun fortjener al mulig anerkendelse. Hun var en enormt sød og kærlig mor, der virkelige kerede sig om sine børn og selv led under sine udfordringer.”

Hvad med din far, hvordan kunne han håndtere det?

”Joh, det håndterede han jo sådan, at han passede lidt ekstra på os, ikke? Han tog det lidt som en skæbnesting, der var i vores liv. Hans refleksion var nok, at det kunne man ikke lave om, så det måtte gå.”

Havde de det godt sammen?

”Ja, det må man sige, de havde, men selvfølgelig med det der som en skygge, det er klart. Og så tror jeg også, vi har været rundt om de væsentligste ting.”

Havde din far et ekstra gear?

”Jahh, han havde vel mere end ét.”

Eller var det dig, der havde det?

”Arh, det lyder sådan lidt for selvstændigt. Så flot tror jeg ikke, det var, altså alle klarede sig, og nogle gange sov min lillebror inde ved mig.”

Det lyder også trygt og hyggeligt …

”Det var fint, ja. Så det er min barndom. More or less.”

Der var omkring 400 meter hen til gymnasiet fra der, hvor Bjarne Corydon boede. Fra og med 2.g foregik turen i hans røde Ford Capri årgang 1975. En slags europæisk Ford Mustang med en meget lang snude og endnu mere attitude.

Fem år havde det taget ham at spare sammen til den. Bortset fra de penge han brugte på abonnementerne på Jyllands-Posten og ’Penge og privatøkonomi’, som han delte med sin far, (de to havde en stærk, fælles interesse for politik og økonomi), gik alle de penge, Bjarne Corydon tjente på avisruterne med Kolding Folkeblad og Kolding Ugeavis, sommerferietjanserne som graver på kirkegården og alle de andre småjob, ind på en bankbog i Danske Bank. Fra han var 12 år gammel.

Og endelig som 17-årig kunne han smække 19.500 kroner i kontanter på disken i ’HELLE AUTO’.

”Jeg skulle bare have den bil. Jeg syntes virkeligt, virkeligt det var vigtigt at få den.”

Men du var kun 17, hvad skal man med en bil, når man ikke må køre i den?
”Så skal man pudse den, skrue på den. Den gik ret meget i stykker, var lidt træt i det. Og så kan du godt køre de steder, hvor folk ikke kigger.”

Gav det damer?

”Det gjorde det ikke.”

Selv om det aldrig blev nødvendigt for Bjarne Corydon at bruge meget tid på sine lektier (han brugte mere tid på at reparere sin Ford Capri), gik det hurtigt op for ham, at den manglende disciplin, og det ’eventyrlige’ miljø på Dyrehaveskolen også havde sine mangler.

For eksempel var han stort set forudsætningsløs i fag som fysik, biologi og kemi på den matematiske linje. Men det faglige var det mindste af det.

”Det var nærmest et chok for mig at komme i gymnasiet. Vi var to fra min klasse, der kom i gymnasiet, så det var helt outlandish for os. De jævnaldrende fra andre dele af byen var jo uddannelsesvante. En helt, helt anden type mennesker end dem jeg var vokset op med. Det var virkelig en anden tid dengang med store klasse- og uddannelsesmæssige skel i byen. Uddannelse fandtes ikke i min familie, jo, faglært uddannelse for nogles vedkommende, men alt det der gymnasieniveau var fuldstændig fremmed land for mig.”

Han beskriver sig selv som ’dobbelt-anderledes’ end de andre i klassen.

Hans baggrund var en helt anden, og så flippede han ikke så meget ud. Drak sig ikke specielt fuld. Og havde sit hoved meget uden for Danmark. I 9. klasse var han blevet udvalgt til en organisation, der samlede to 16-årige fra alle EF-landene. De mødtes i tre sommerferier fra 1989-91 i Belgien, og for Bjarne Corydon, hvis udlandsrejser indtil da stort set begrænsede sig til en hurtig tur over grænsen efter dåseøl, og som endnu ikke havde været i København, da han blev 18, var det endog meget eksotisk at være sammen med engelsk­talende.

De europæiske venner blev en kreds, han holdt kontakt med, og det var også blandt dem, han fik sin første kæreste. Med en begrænset indsats endte Bjarne Corydon sin gymnasietid med et snit på 10,4 på 13-skalaen. Men som han siger:

”Jeg blev mere glad for at få kørekort, end jeg blev for at blive student, og det er ikke engang løgn.”

Efter sommerferien begyndte Bjarne Corydon på statskundskab på Aarhus Universitet. Da han først havde fundet ud af, at det studie virkelig fandtes, var der ingen tvivl, og den gamle drøm om en dag at blive bilforhandler blev droppet.

”Det var sådan, at jeg måtte knibe mig selv i armen. Tænk, at nogen havde indrettet et studie som statskundskab. Tænk, at der fandtes sådan et sted på jorden.”

Bjarne Corydon ankom i sin røde Ford Capri, med en bred midterskilning, ternet skjorte, brun læderjakke og solide sko. Han lignede en utjekket dreng fra Kolding, hvad han også var. Han kom i studiegruppe med Ulrik Larsen, der gjorde alt, hvad han kunne for at komme til at ligne Axl Rose fra Guns N’Roses med rød klud og cowboystøvler.

”Bjarne var åbenlyst den skarpeste kniv i skuffen i vores studiegruppe, men han mistede aldrig tålmodigheden med os andre. Han læste simpelthen dobbelt så hurtigt, som jeg gjorde. Udadtil var vi et noget umage par, men vi blev hurtigt gode venner.”

De delte en passion for fodbold, og så manglede de begge to et sted at bo. Da en af deres instruktorer skulle flytte, overtog de hans lejlighed sammen. Den lå i et etagebyggeri på Vestervang, 200 meter fra universitetet. De blev selvfølgelig tilbagelagt i den røde Ford Capri. Og snart så man Bjarne Corydon i cowboystøvler.

En af dem, der jævnligt kom forbi Vestervang, var Uffe Lyngaae:

”Når vi kom for at se Champions League, lå Bjarne altid på ryggen i sofaen og læste, mens vi andre sad og drak øl og så fodbold. Næste dag kunne han det hele.”

Corydon havde et princip om ikke at skrive noter. Han mente ikke, det var nødvendigt, og det var det heller ikke for ham.

I den første tid på studiet kørte Bjarne Corydon hjem til Kolding hver weekend. Her fik han vasket tøj og fyldt alle sine tupperware-bøtter med retter til den kommende uge, og så hang han ud med sine gamle venner. Men gradvist fyldte studiemiljøet mere og mere.

Bjarne Corydon blev aktiv i Frit Forum, den socialdemokratiske studenterorganisation, han blev holdleder på fodboldholdet Rugekassen, opkaldt efter studiets øgenavn, ’Magtens rugekasse’, og fik nye venner. Venner, som han stadig ser, og som er blevet en slags familie for ham.

En af de nærmeste, Jakob Sylvest Nielsen, overtog på et tidspunkt Ulrik Larsens værelse på Vestervang og blev Corydons bofælle. De fælles rutiner på Vestervang hed ’Simpsons’ i fjernsynet hver aften klokken 19, en menu bestående af opvarmede forårsruller og fiskefilletter fra Aldi og en enkelt løbetur om søndagen. Og i Corydons tilfælde: stadig liggende på ryggen i sofaen i stuen med fjernsynet kørende, når han læste lektier.

Det var også på studiet, at han mødte sin kone. Efter at de havde været gode venner i lang tid, lykkedes det Bjarne Corydon at score hende, de andre kaldte den bedste babe på årgangen.

Nina Eg Hansen faldt for to ting hos sin gode ven og studiekammerat: Hans begavelse og hans næste­kærlige væsen. Hver gang der var nogen på studiet, der skulle flytte, og det skete tit, så var det ham, der hjalp med at slæbe flyttekasser. Der var aldrig noget med, at han lige skulle læse til eksamen eller skrive på en opgave.

”Han er der meget for andre. Når vi er ude, er det også ham, der tager ansvaret for, at samtalen kommer til at handle om noget, så man ikke bare sidder og snakker om vejret. Men han tager også ud af bordet og hjælper til med det praktiske. Og bliver som en af de sidste. Ellers har man ikke æret festen ordenligt. Han sparer aldrig på sig selv.”

De blev gift, mens de stadig studerede, og kort efter de blev færdige, fik de deres første barn.

Nina havde altid forestillet sig, at hun bare skulle have to børn, men for Bjarne kunne familien ikke blive stor nok. Aftalen blev, at de skulle dele deres barsler, så de tog et halvt år hver med alle børnene. Det holdt til og med det tredje barn.

Da Nina vendte tilbage til sit job som børne- og kulturdirektør i Ringsted Kommune i forsommeren 2010, var det Bjarnes tur til at tage et halvt års barsel med barn nummer fire. På det tidspunkt arbejdede han som Helle Thorning-Schmidts stabschef og leder af partiets analyse- og informationsafdeling, og der var kun omkring et år til næste valg.

”Der var en bizar fase, hvor jeg prøvede at have hende med på arbejde. Der findes helt vidunderlige billeder på Helle Thornings telefon, hvor jeg sidder og arbejder med Laura på min mave. Det siger meget om min chefs hjertevarme, at hun syntes, det var dejligt, at der var mos og alt muligt babygrej med, når vi holdt møder om hendes politiske fremtid. Der gik nogle uger, hvor Laura spiste og sov mærkelige steder, men det var åbenlyst uholdbart. Så hendes mormor tog hende, fra hun var syv måneder,” fortæller han.

Bjarne Corydon var ikke bare helt central i forberedelserne til valgkampen og i alliancen med SF, men hans ministerium i den kommende S-R-SF-regering skulle også blive det.

Han skulle have haft et helt nyoprettet tværgående ministerium, der skulle koordinere regeringens politik. Men da Helle Thorning-Schmidt fravalgte Henrik Sass Larsen som finansminister efter hans sms-kontakt til en rocker i Køge, var der kun én mulighed, og Corydon sagde ja på stedet.

Han vidste godt, at det ville blive et markant anderledes liv for ham og ikke mindst hans familie med nogle næsten umenneskelige arbejdstider. Alligevel ringede han ikke hjem og spurgte sin hustru først. Han vidste, at hun ikke ville sige nej (Nina bekræfter historien. Hun ville dog gerne have haft, at han havde ringet først, men erkender også, at han havde fuldstændig ret. Hun ville aldrig have sagt nej.).

På én dag gik Bjarne Corydon fra at være ”Christiansborgs bedst bevarede hemmelighed”, som Noa Redington, Helle Thorning-Schmidts rådgiver, yndede at kalde ham, til at være landets finansminister og på papiret den næstmest magtfulde i regeringen efter statsministeren (I de kommende magtanalyser var det nu ham og Margrethe Vestager, der skiftedes til at være den mest magtfulde i landet).

Selvom han også havde haft travlt som sekretariatschef, så var det intet at regne mod den arbejdsbyrde, han fik som finansminister. For familien Corydon betød det fire år i en form for undtagelsestilstand med aftensmad lavet af Slagter Lund. Nina Eg Hansen pendlede hver dag til og fra Ringsted, men skiftede undervejs job til afdelingschef i Social- og Indenrigsministeriet, så hun kunne nå hjem til spisetid de fleste aftener. Men Bjarne Corydon så de stort set ikke noget til i de år, han var finans­minister:

”Han stod op ved halv syv-syv tiden, men nåede aldrig at sidde ned at spise morgenmad sammen med os andre. Jeg spurgte tit, om han ikke lige kunne blokke et kvarter i sin kalender og spise sammen med os, men det lykkedes aldrig. Det kæmpede jeg lidt med, men ellers var det jo bare et vilkår, vi måtte acceptere. Han arbejdede hver weekend mindst en af dagene, tit begge to, og kom altid hjem, efter at børnene var lagt i seng. Når vi tog på sommerferie, sov han den første uge, så udmattet var han. Så det var et savn, og jeg er glad for, at det ikke varede længere, end det gjorde.”

For at få det til at hænge sammen, blev Ninas far en uundværlig del af familien i hverdagene.

Han kører stadigvæk fra Jylland til Amager hver mandag aften, og så er det ham, der henter, kører til skøjteløb og putter børn i seng om aftenen tirsdag, onsdag og torsdag, hvorefter han så kører hjem til Jylland igen.

”Den ordning har været win-win, for børnene er vilde med ham, og han var blevet alene efter min mors død og er glad for at have børnene i sit liv. Tidligere led han lidt af gigt, men det er forsvundet nu, fordi han hele tiden skulle rejse sig og hjælpe børnene med et eller andet. Han tog også noget lidt blodtryksdæmpende medicin før, det er også væk nu. Men selvfølgelig har der været en pris også for Bjarne. Han er vild med familielivet og lobbyer faktisk stadig for et femte barn. Nu har jeg købt en kat til ham for at se, om det kunne hjælpe lidt,” griner Nina Eg Hansen.

”Nej, det synes jeg ikke,” svarer Bjarne Corydon på spørgsmålet, om katten har hjulpet.

”Men det er meget hyggeligt. Og den bliver behandlet som en dronning. Vi måtte udskifte et helt vindue i mandshøjde for at få lavet en ordentlig kattelem til den. Det kostede en halv månedsløn.”

Hvordan hænger det sammen, at du gerne vil have en stor familie og samtidig arbejde så meget?

”Jeg synes jo ikke, det er et enten-eller. Man er jo ikke totalt fraværende, og det er stadig det vigtigste i ens liv følelsesmæssigt og på alle leder og kanter. Jeg har aldrig villet acceptere, at hvis du vil nogle ting med dit liv, så skal du skære den del af. Jeg har aldrig lagt en langtidsplan, men har taget de muligheder jeg fik, når de opstod. Familien har altid været en vigtig del, som skulle være der. Og hvis det ikke kunne fungere, så måtte vi lave det om.”

Hvordan havde du det med stort set at være væk fra dine børn i fire år?

”Det ville jeg gerne have været foruden, og det havde da også sin pris. Der er nogle ting, jeg ikke har været med til, og jeg tror da også, de gerne ville have haft det anderledes, men jeg tror egentlig, vi i forbløffende grad klarede det, uden at det ødelagde os. Alle kunne se det bizarre i den måde, vi levede på derhjemme, det blev til en undtagelsestilstand, og det tog vi med.”

Har du haft dårlig samvittighed over for dem?

”Ja. Vores yngste var jo meget lille, da jeg blev suget ind slutspillet omkring valgkampen i 2011, så hendes mormor og morfar blev et andet sæt forældre for hende. Nu har hun ikke sin mormor mere, men morfar er der stadig, og han er den primære person i hendes liv. Han er mindst reservefar for hende.”

Og alligevel vil du stadig gerne have flere børn?

”Ja, det vil jeg afsindigt gerne. Hvis du vil have den skinbarlige sandhed, så ville jeg synes, det var vidunderligt at få tvillinger som det sidste. Men det får vi ikke, vi får hverken fem eller seks, vi er i den sidste ende af 40’erne, så det gør vi ikke.”

Er det det der kaos, du godt kan lide?

”Ja! jeg kan enormt godt lide den vitalitet og det fællesskab, der ligger i at være mange, der hører sammen. Det gør man i en familie, og det er da det rigeste, man kan have.”

Bjarne Corydon forlod dansk politik i slutningen af 2015 med et dæmoniseret omdømme og mindst tre øgenavne: ’Blå Bjarne’, ’Don Corydone’ og ’Bjarne Cory-DONG’. Ved valget i juni havde han fået 11.326 personlige stemmer. Det var flere end ved valget i 2011, men på landsplan var der 27 politikere, der havde fået flere end ham, og det var mindre end forholdsvis ukendte partifæller som for eksempel Annette Lind.

Hvis Bjarne Corydon havde været bekymret for sit image, kunne han dårligt have foretaget et værre skifte end til at blive direktør i det verdensomspændende amerikanske management- og konsulenthus McKinsey.

Og de, der syntes, det var urimeligt, at han blev kaldt Blå Bjarne, blev færre, da han to år senere blev administrerende direktør og chefredaktør for erhvervslivets avis, Børsen.

Det var omkring det tidspunkt, Kasper Holtens opsætning af ’The Book of Mormon’ skulle have premiere, og han kaldte det perfekt timing i Radio24syv. 

”Du kunne næsten ikke have hjulpet os bedre end ved at få det job på Børsen,” sagde han til Bjarne Corydon.

Til mødet i Publicistklubben i marts 2018 fortalte Bjarne Corydon, at han syntes, han nåede ud af politik i tide. I interviewet på hans kontor på Børsen en måneds tid senere uddyber han:

”Det må andre jo bedømme, om jeg gjorde. Jeg har sådan en paradoksal opfattelse af politik, som er svær at kommunikere, for på den ene side er der mange af de ting, folk tror om politikere, som er urimelige og misvisende.

Det er simpelthen skævt, når der tales som om alle dem, vi har valgt, er korrupte og løgnagtige.Grundlæggende har vi et enormt velfungerende demokrati og træffer en masse fornuftige beslutninger. Men på den anden side gør politik ikke noget godt for de fleste mennesker. Det er et hårdt spil, det slider på ens personlighed, og så er narcissisme desværre lovligt funktionelt i den sfære. Det, at være meget optaget af sig selv, kan være nyttigt, og det, tror jeg ikke, er specielt sundt i længden.

De personer, der var i stand til at tale i timevis om deres eget eftermæle uden at kunne se sig selv udefra, det har jeg altid syntes, var et skræmmebillede uden lige, virkeligt rædselsfuldt. Jeg er ikke et bedre menneske end andre, jeg er selv både stædig, stolt og ærekær, men jeg synes, jeg har bevaret et kompas i forhold til, hvad der er væsentligt i tilværelsen. Og det er jo det reelle i det, man har lavet, ikke hvad folk siger om en om 100 år. Det kan være fløjtende ligegyldigt. Hvis man er heldig, har man gjort noget, der gør en reel lille forskel, men om der er nogen, der ved det, I don’t care.”

Er du så også ligeglad med at blive kaldt teknokrat, Don Corydone og Blå Bjarne?

”For mit eget vedkommende er jeg fuldstændig ligeglad. Det påvirker mig overhovedet ikke. Jeg er tæt på at sige, at det bekræfter mig i, at jeg har fat i den lange ende. Jeg kan godt lide at stå for noget. Det der med at luske sig til tingene, skal man passe på med. Der er nogen, der skal tage bladet fra munden og tro på nogle rationaler. Men jeg er optaget af, hvorfor det er sådan. Jeg er et dansk eksempel på, at det tankesæt er under et enormt pres fra begge fløje. Jeg har det godt med at være i det punkt, og det giver mig en stolthed, men jeg er bekymret for, hvad det pres er udtryk for. Jeg tror, det vil ramme enhver, der vil forsøge at træffe ansvarlige og fornuftige beslutninger.”

Er politik en kynisk verden?

”Ja, men ikke kun. Det er også en verden, hvor du kommer tæt på nogle mennesker, som du har et skæbnefællesskab med, som jeg gjorde med Helle Thorning og Margrethe Vestager. Det gamle Truman-citat, at ’hvis du vil have en ven i politik, så køb en hund’, synes jeg, ikke er rigtigt. Men det er klart, der er mange falske relationer.”

Hvordan oplevede du det?

”Det er åbenlyst, at der er mange dagsordener i politik, og rigtigt mange havde en interesse i at gemme sig bag mig, når vi skulle træffe de beslutninger, vi skulle, i stedet for at stå skulder ved skulder. Det bebrejder jeg ikke nogen, for sådan er spillet. Der måtte jeg konstatere den ene gang efter den anden, at det var bekvemt at lade mig bære byrden at forklare det, der blev besluttet.”

Kom det bag på dig?

”Bestemt ikke. Det vidste jeg fuldstændig i alle detaljer, så der var ikke det, der minder om en eneste overraskelse på det punkt.”

Er der nogle ting fra din tid i politik, som du fortryder?

”Ja, selvfølgelig.”

Sådan noget som da du bekendte dig til konkurrencestaten?

”Nej, det er jeg meget glad for. Det var en enormt vigtig diskussion.”

Du er også glad for DONG?

”Ja, meget.”

Og folkeskolereformen?

”Ja.”

Men du er vel ked af, at det gik galt med trepartsforhandlingerne?

”Ja.”

Men kan du ikke selv komme med noget konkret?

”Hvis der er noget, man kan tænke over, så er det indflyvningen til, at vi kom i regering.”

Regeringsgrundlaget eller Fair Løsning?

”Længere bagud. Den grundlæggende kalkule om, hvordan det parlamentariske landskab så ud. Forlovelsen med SF var et nødvendigt skridt, men udførelsen af det kunne vi have gjort anderledes.”

Det med at sige, at de radikale ikke kunne ændre et komma?

”Det er vel en del af det. Måske mere præcist et udtryk for det. Jeg tror, hele samarbejdet med SF var en forudsætning for et regeringsskifte, men også noget der havde konsekvenser for indflyvningen, det er der ikke nogen tvivl om. Det med kommaerne var et udtryk for det.”

Men hvad så fra regeringstiden?

”Skal jeg virkeligt det?”

Ja, for der er et skisma mellem det meget hårde, teknokratiske, image, den måde du kommunikerede på, og så ...

”… Du må undskylde, hvis jeg lyder stædig. Men nej. Jeg har hørt så meget på mennesker, som har prøvet at ville holde et foredrag for mig om, at det kunne være meget fint, hvis bare man lige kunne lave kommunikationen lidt om. Men i ni ud af 10 tilfælde lyver de folk for sig selv. I virkeligheden er de godt i gang med at steppe væk fra at gøre det, der er rigtigt. På den lidt længere bane ender de med at skyde sig selv i foden, fordi de ikke får stillet sig op og med integritet får argumenteret for det, de faktisk synes, er det rigtige.”

Et par måneder senere sidder vi så i taxaen på vej til LO’s hovedkvarter, hvor han skal holde oplæg for cheføkonomerne.

Vi har talt om DONG-sagen, og hvad den har betydet for hans image. På et tidspunkt blev der spekuleret i, om Bjarne Corydon skulle være ny formand for Socialdemokratiet, og i et interview fra 2012 afviste han det heller ikke kategorisk.

Flirtede du med tanken om at blive Socialdemokraternes formand?

”Der var jo diskussioner, om hvad der skulle kunne være sket, hvis man havde sendt sin statsminister til EU.”

Altså en EU-toppost til Helle Thorning-Schmidt i sommeren 2014?

”Ja, det drøftede vi selvfølgelig struktureret. Men jeg vil sige, at jeg var ikke rigtigt fristet, det var jeg egentlig meget afklaret med hele vejen.”

Hvorfor?

”Det er der flere årsager til. Jeg kunne jo se, hvor hårdt et job det var. Jeg syntes, det var klart hårdere, end det jeg selv havde på mange leder og kanter. Og hvis du vil høre mit indre syn på det, så tror jeg også, at hvis du har været statsminister i Danmark, så kan du ikke få dit liv igen, det er i hvert fald svært. Så er du blevet en historisk institution mere end alle andre roller og politikere, og jeg har hele vejen igennem haft en ambition om at få mit liv igen. Og så er der også en anden ting, hvis jeg skal være helt åben. De ting, jeg stod for, var svære og kontroversielle. Det var den rolle, jeg havde. Det spillede selvfølgelig også ind, men det vigtigste var i virkeligheden det personlige.”

Når man taler med socialdemokrater i dag, lægger de meget kraftig afstand til Corydon/Thorning-perioden …

”Ja, det er rigtigt.”

Det er som om, I aldrig har været der?

”Jeg vil sige nærmest tværtimod. Det er tæt på en manisk besættelse med den periode, som man næsten taler mere om og kommenterer mere, end man taler om det, man selv vil udrette.”

Hvad tænker du om det?

”Jeg ser det som et eksempel på en meget bredere tendens. Det er helt samme mekanisme, der gør sig gældende i Jeremy Corbyns afstandtagen til Tony Blair, hvis man kigger på udviklingen i eksempelvis Labour og Storbritannien. Så det handler vel om helt reelle holdningsforskelle, hvor jeg stadig foretrækker midter-inspirationen fra Blair og nu Macron (Frankrigs præsident, red.) frem for den, der i dag kommer fra Corbyn og andre, mens mine tidligere kolleger åbenbart har det omvendt.”

Taxaen er ved at være fremme ved LO. Der er også kun et spørgsmål tilbage på blokken:

Nogle gange når du bliver træt, så hænger dit ene øje lidt …

”Det er fuldstændigt rigtigt.”

Er det det, man kalder et dovent øje?

”Det tror jeg. Jeg ser ikke så godt med det venstre øje. Jeg bruger det mest til at se bister ud.”

Han smiler, stiger ud af taxaen, og går ind af døren til LO for at hente et adgangskort.

”Øh, mit navn er Bjarne Corydon,” siger han.

”Arh, lige dit navn kender jeg nu godt,” griner damen ved skranken. ■

LÆS MERE: ”Det burde være et privatanliggende, men ...”

LÆS MERE: Med Konservativ Ungdom til bords: ”Hvornår er det parti, jeg elsker blevet til en småborgerlig frikadelleforsamling?”

LÆS MERE: 200 danske soldater venter i Estland på en fjende, der måske aldrig kommer

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Christiansborg