I køkkenet ved H17 hersker der fred og ro. De to kokke, Esben Andersen og Philip Eistrup, trisser hjemmevant rundt i tøfler, mens de hakker kartofler ved stålbordet i midten af lokalet. Snakken går lidt på gedemælk og dens undervurderede smagsnuancer, mens industrikogeren damper, og ovnen buldrer. Der er en let summen denne formiddag, hvor medarbejderne ved stofindtagelsesrummet er ved at samles i et tilstødende lokale til dagens briefing. Varmen fra køkkenet og den kuraterede snak om gedemælk står stærkt i kontrast til den scene, der udspiller sig på ’rampen’ lige uden for køkkenet.

Jeg er fortrukket udenfor for et stykke tobak, og mens regnen gør sit for at forpurre mit forsøg på at tænde cigaretten, står fire brugere til venstre for mig og har gang i deres ting. Står er faktisk så meget sagt. En ligger på en slags træbænk, mens en anden sidder foroverbøjet og bakser med elastik og sprøjte. Gruppens sidste medlem har trukket buksebenet op og guider til den nærmest ledige blodåre. Det er der såmænd intet odiøst i.

Det er hverdagen her på grænsen til Den Grønne Kødby og på trods af, at det ikke er mig, der står med kanylen til åren, så er det mig, der er fisken på land. De sender mig ikke et blik, men jeg føler, at jeg er trængt ind i et privat øjeblik, så jeg dropper cigaretten og ringer på døren ind til H17 igen.