Seks stjerner(!): Dette er p.t. et af landets mest præcise og velsmagende køkkener

Efter at have bevaret sin michelinstjerne på Hotel Frederiksminde i 10 år er Jonas Mikkelsen vendt tilbage til København. Til en intim, eksklusiv restaurant med plads til 16 gæster.

Offentliggjort

JEG KAN IKKE lige huske, hvornår jeg sidst hørte det amerikanske indieband The Pixies. Men forleden dukkede de op dér på playlisten på Københavns nye toprestaurant Magny som det perfekte lydspor til restaurantens 12-retters menu, og lige siden har jeg haft ’Here Comes Your Man’ og ’Monkey Gone to Heaven’ hængende i ørerne. The Pixies, Nirvana, Soundgarden med flere er ikke valgt tilfældigt. Tværtimod. 

”Efter alle de år med klassisk musik på ’Mindet’ trængte jeg til at høre min egen musik,” forklarer Magny-køkkenchef og medejer Jonas Mikkelsen, da jeg spørger til musikvalget. For Magny, der er opkaldt efter Jonas Mikkelsens mormor, er i allerhøjeste grad up close and personal.

Der er kun plads til 16 gæster i restauranten i Ny Adelgade, hvor Frank før holdt til. Alle gæster møder op samtidig og placeres på de høje barstole omkring den hesteskoformede spisebar i brunt amerikansk elletræ, som der må være gået mindst et ton af for at lave baren og beklæde væggene. Og så betjenes man ikke mindst face-to-face af Jonas Mikkelsen selv, der anretter fra hesteskoens indre.

Friskhed og dybde