Foto: Andreas Houmann Rene Wendt mistede tilliden til sine overordnede i Kroatien. Hans egen måde at få kontrol over situationen var ved at holde sig strengt til regelbogen. Selvom det var varmt, skulle den reglementerede uniform på.

"Jeg kan ikke huske de første 14 dage, efter jeg kom hjem. Jeg fik så mange angstanfald"

Rene Wendt havde fire år i militæret bag sig, da han i 1992 kom til Volinja i Kroatien som gruppefører på Hold 2.

For 25 år siden besluttede Folketinget at sende danske soldater til Kroatien som en del af FN's fredsbevarende styrker. Soldaterne kom derned på et 'umuligt' FN-mandat, der kun gav dem ret til selvforsvar. Soldaterne var magtesløse over for de overgreb, som serberne på det tidspunkt udsatte andre befolkningsgrupper for. De danske soldater var de første veteraner. Vi har talt med tre soldater, der var udsendte dengang, dansk militær blev voksent. Her er det tredje af de tre interview. Læs det første her og det andet her.

”Det er en belastning at være vidne til ting uden at kunne gøre noget. Der skete meget i nattetimerne dernede. Vi var ude på en patrulje, hvor vi kom ind i en landsby, som vi var kørt igennem fire timer tidligere. Nu brændte den. I vejkanten sad en militssoldat på den tomme benzindunk og tog sig en smøg. Det skreg til himlen, hvad der var foregået der. Ordren fra chefen var: ’I må ikke gøre noget ved ham, I har jo ikke taget ham på fersk gerning.’ Så sad man og talte med en bandit, der lige havde foretaget sin del af den etniske udrensning, og han vidste, at han slap godt fra det. Vi talte dagen før med fire mennesker, men dem var der ingen, der kunne finde. Vi var godt klar over, hvad der var sket. De var blevet skudt og smidt i floden.

Der er noget, der hedder Rules of Engagement, som definerer, hvornår du må skyde i selvforsvar, og hvornår du må anvende magt. Før vi måtte skyde i selvforsvar, skulle vores eget liv eller væsentlige FN-installationer være truet, og det skulle være truet ud i det ekstreme, før vi måtte åbne ild.

En aften kørte jeg med patruljen i en by, der hedder Sunja. Vi kørte i en åben bil. Pludselig råbte chaufføren ’pas på’ og klodsede bremsen. Ca. 10 centimeter fra chaufførens hals hang en stålwire. Jeg var noget chokeret. Lige foran os var der otte serbiske militssoldater, der rejste sig op og begyndte at løbe, for det var meningen, at bilen skulle have holdt med tre mand med hovedet skåret af. Vi blev tossede. Jeg stoppede maskingeværsskytten, der råbte: ”Jeg skyder dem kraftedeme,” men det gik ikke, for de løb og havde ryggen til.

Oplevelserne i Kroatien smadrede min militære barnetro. Det tog mig en lille måned, inden jeg rigtig fandt ud af, hvad det egentligt handlede om. På det tidspunkt begyndte jeg at tænke, at det vi lavede var helt skævt. Jeg havde en kompagnichef, der ingen beslutninger ville træffe, men som havde en lommepolitiker, der skulle leves ud. Det var dybt deprimerende. Vi bliver i yderste konsekvens betalt for at dø af det, vi laver. En militær enhed, der mister lysten til at kæmpe, er ikke noget værd.

Disciplinen smuldrede fuldstændigt. Jeg kendte en hel gruppe, der gav sig selv 60 ekstra timers orlov i Zagreb. Udelukkende, fordi de vidste, at chefen ikke ville gøre noget. Chefen var også ved at få tæsk ved flere lejligheder i den fælles officer- og sergentmesse, fordi frustrationerne hobede sig op. Der var en ond stemning. Som en ung sergent på 23 år indså jeg, at det var mig, der var den voksne. Mig, der måtte tage ansvar. Jeg stod frygteligt alene.

Siden jeg tog fra afskedsparaden på Almegårds Kaserne i februar 1993, har jeg ikke snakket med nogen af dem. Ikke én. Dengang havde jeg ikke erkendt, at jeg havde mistet troen på ledelseslaget i forsvaret. Jeg var ung og ikke særlig reflekteret som menneske. Men det var også så stort et eventyr, at jeg måtte tilbage til det. Det kom jeg med mine senere udsendelser.”

Jeg kunne godt mærke, da jeg kom hjem fra Kroatien i 1993, at der var noget, der var mærkeligt. Jeg fik det på samme måde, da jeg kom hjem fra Bosnien i 2000, men jeg bed sgu heller ikke rigtig mærke i det der. Så ramte hammeren for fuld skrue efter Afghanistan. Jeg kom hjem fra Afghanistan i august 2012. Jeg kan ikke huske de første 14 dage, efter jeg kom hjem.

Jeg fik så mange angstanfald, jeg vidste bare ikke, det var angstanfald. Jeg kunne sidde i sofaen, og så kom der en eller anden lyd, og så begyndte jeg at klamsvede, min puls racede, som om jeg havde løbet en fem-kilometer på mit livs bedste tid, og så kom hjertet med. Jeg blev lydfølsom i verdensklasse. Forestil dig lyden af to klipklapper, der bliver slået mod hinanden imellem nogle tætte bygninger. Det klap, det giver, lyder fuldstændigt, som når et skud går af. Jeg luftede hunden en aften. Min nabo klappede lige med sandalerne, inden han gik ind. Inden jeg overhovedet nåede at tænke, havde jeg smidt mig ned langs husmuren. Hunden stod og troede, det var en skideskæg leg. Jeg lå fladt nede på jorden og kiggede op på den.

I dag har jeg det efter omstændighederne godt. Jeg er ved at uddanne mig til skov- og landskabsingeniør, mit familieliv kører godt igen, og jeg er egentlig meget fortrøstningsfuld for fremtiden.”

Rene Wendt, 48 år, vendte tilbage til Danmark i februar 1993 og valgte ikke at forny sin kontrakt. Havde efterfølgende adskillige ansættelser i hæren og blev udsendt flere gange til Bosnien og Afghanistan. Er på vej ud af hæren på grund af PTSD.

LÆS OGSÅ: Casper er vaneforbryder: ”Kan man ikke komme i kontakt med mig, er det, fordi jeg er død eller bag tremmer”

LÆS OGSÅ: "Jeg tager små doser LSD for at blive stærkere og mere kreativ"

LÆS OGSÅ: Carsten Larsen er næstehjælper: ”Der er mennesker derude, som er dybt desperate, og som hverken har råd til mad, medicin eller tøj”

Se, hvad vi ellers skriver om: Krig