Mattias Tesfaye
Foto: Lasse Bech Martinussen

Socialdemokratiets upcoming stjerne om sin opvækst på vestegnen

Mattias Tesfaye: ”Gad vide, hvad jeg havde gjort, hvis den der Robyn-cd med coke var nået til mig?"

Socialdemokratiets nye yndling i udlændingespørgsmål Mattias Tesfaye er en slags ghettoblaster og vil helst leve med S-tog, træningstøj og almennyttigt boligbyggeri. Tag med den Unge, vrede politiker hjem til Vestegnen og ind på Christiansborg.

Cokestregerne går på runde. Der er kun to personer mellem 16-årige Mattias Tesfaye og det blanke cd-cover med Robyn, der er fyldt med hvide striber. En til hver af festens gæster, der lystigt sniffer fra den svenske sangerindes ansigt. Han er lige begyndt på mureruddannelsen på teknisk skole i Aarhus, og det er klassens allerførste fest sammen. 

En gang skal jo være den første, tænker den unge murerlærling, selvom han også er ret nervøs. Han har aldrig taget kokain før. Mattias Tesfayes sidemand er søn af en politimand. Brian, hedder han, og han vil ikke have noget til næsen, da det bliver hans tur. Det bliver imidlertid ikke accepteret af resten af forsamlingen, der bliver ved med at presse på.

”Kom nu, Brian!”

Det ender i håndgemæng. Brian vapper cd-coveret ud af hånden på sin klassekammerat. Optrinnet kulminerer i en hvid sky, der fordeler sig ud over hele lokalet. Der er ikke flere striber tilbage.

”Neeeeeeeej!” råber klassen, der tæller folk med fodlænke, bedetæpper og tykke tattoo-tribals op ad armene.

19 år senere sidder Mattias Tesfaye i Snapstinget på Christiansborg under forgyldte lysekroner og malerier af ældre hvide mænd. Han er Socialdemokratiets ordfører for landets erhvervsuddannelser og social dumping, og han er netop mødt på arbejde efter et kvarters gåtur fra Hovedbanegården, hvortil han tager S-toget hver morgen fra Albertslund.

Klokken er kvart over otte, og han hilser på alle de andre, der gør entré i ’Snapsen’ for at hente dagens første kop kaffe. De er i jakkesæt. Han er i jeans og en sort træningstrøje med hvide adidas-striber ned ad begge arme.

Det er han altid. Han fisker sin iPhone op af lommen. En elektronisk delekalender er det værktøj, der gør det muligt for ham at bestride det samme job som de portrætterede mænd, der hænger over ham.

I kalenderen er Mattias Tesfayes aftaler røde, mens hans kone Signes er blå. En tæt mosaik af røde og blå byggeklodser skyder frem i kalenderens tidsintervaller ’Euroman 08:15 under uret på Hovedbanegården’. ’Interview til TV2 News klokken 09:00’. ’Omvisning på Christiansborg for SOSU-elever fra Brøndby’. ’Gruppemøde i Socialdemokratiet’. ’P1 Debat i DR Byen klokken 12:00’.

”Jeg kan sgu ikke huske, hvad det dér handler om,” siger han og peger på et af møderne i kalenderen.

En note afslører et enkelt ord: ’erhvervsskoler’, og det er alt, hvad han behøver for at være helt med. Mattias Tesfaye begiver sig ud i en lang, rolig forklaring om de nye og ikke alt for positive tal, der er rullet ind for antallet af elever, der søger ind på erhvervsskolerne.

Han vender sagen fra begge sider. Sådan er det med ethvert emne, den 36-årige socialdemokrat kaster sig over. Han har vandret fra at være kommunist, til Socialistisk Folkeparti og er nu socialdemokrat. En bevægelse, der med hans egne ord, tog ’et par børn og en webergrill’.

I Folketingets foyer venter 19 SOSU-elever fra Brøndby. De skal have en rundvisning af Mattias Tesfaye, men først skal han lave et interview til TV NEWS. På toppen af Christiansborgs store trappe står en mand med et kamera klar. Seerne skal ikke være i tvivl om kulissen og lokationen, når en politiker skal svare for sig. Det er magtens højborg, der filmes på.

Mattias Tesfaye giver hånd til kameramanden. Han får en hurtig briefing, inden han skal interviewes fra TV2-studiet. Ved siden af glasmontren, der våger over de tre originale eksemplarer af Grundloven, skal Mattias Tesfaye svare på, hvorvidt man politisk skal regulere den etniske sammensætning på landets gymnasier.

Det mener han, at man skal. Der er en voksende andel af ’brune gymnasier’ i Danmark. Han kender proceduren. Den sorte adidas-cardigan lynes ned og afslører en lødig blåternet skjorte. Mikrofonen klipses på kraven, øresneglen sættes i, billedet justeres, og så er han live.

”Jeg er tilhænger af, at vi lever sammen. Ellers risikerer vi, at der opstår parallelsamfund. Det ser måske pænt ud på overfladen, men det er kimen til kulturelle, sociale og politiske problemer i vores samfund,” runder Mattias Tesfaye interviewet af i et håndfast og højt toneleje. Ikke noget ’øh’, ingen tænkepauser. Det tager halvandet minut.

Efter interviewet tager han trappen ned til SOSU-eleverne.

”Jeg hedder Mattias Tesfaye, jeg bor i Albertslund og er valgt til Folketinget på Vestegnen. Og jeg vil vise jer rundt på Christiansborg, som er et slot. I ejer det faktisk selv, fordi I er borgere i Danmark. Det er det eneste slot, I kommer til at eje hele jeres liv,” siger han til dem.


Mattias Tesfayes ældste søn er opkaldt efter Pelle Erobreren. Her lægger han den sidste teglsten på en stor tagrenovering på Amager i sommeren 2013.

SOSU’erne sidder på en bænk i joggingtøj med korslagte arme og ben, indtil en af eleverne bryder tavsheden. Hun vil gerne vide, om det er ham, der har været med til at lave omstruktureringer på deres uddannelse.

Det er det. Svaret bliver kvitteret af tyggegummi, der bliver tygget ekstra hårdt. Han viser dem portrætter af de tidligere statsministre, og forklarer dem om deres rettigheder som borgere og studerende ved glasmontren med Grundloven.

Der er ikke nogen i SOSU-klassen, der har hørt om ’brune gymnasier’, hverken i radioen eller på morgen-tv.

Mattias Tesfaye kører videre:

"Da jeg stod nede på Albertslund Station i morges, så jeg unge, der så udenlandske ud ligesom mig selv, der tog toget mod Høje Tåstrup, fordi de går på gymnasium der. Dem, der er lyse i huden, tager toget den anden vej til Rødovre Gymnasium. De har gået i folkeskole sammen, spillet fodbold sammen, men når de skal på gymnasiet tager de toget i hver sin retning. Synes I, det er et problem?” spørger han SOSU’erne.

De tøver med at svare, indtil en ung pige deler sine egne positive erfaringer med at gå i en blandet klasse.

Da han følger dem tilbage mod udgangen forsikrer han dem om, at SOSU-hjælperuddannelsen ikke bliver afskaffet, og at der er brug for en masse af deres slags i fremtiden. ”God tur hjem til Brøndby,” siger han og sætter kurs mod det næste møde. Han forklarer, at han bevidst prøver at piske en stemning op, når han har elever på omvisning. Særligt dem fra erhvervsskolerne, der ikke er vant til bonede gulve.


I 2001 blev Mattias Tesfaye udlært murer. Billedet, er fra en byggeplads i 2013, to år inden han blev valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet.

Det var Mattias Tesfaye heller ikke, da han begyndte på gymnasium i Aarhus Vest for mere end tyve år siden. Han droppede ud efter et halvt år i 1.g, fordi han havde en fornemmelse af at være på udebane, selvom han havde fået topkarakterer i folkeskolen.

Men det skiltede han ikke med. I stedet fandt han sammen med nogle kammerater en olietønde, som de skar op med en vinkelsliber. Tønden blev i flere år krematorie for deres eksamensbeviser på Store Torv i Aarhus. Arrangementet hed ’tal i flammer’ og var en protest mod karaktersystemet.

Gymnasiet blev skiftet ud med en mureruddannelse på Teknisk Skole i Aarhus, hvor en tredjedel af klassen var børn af håndværkere, der var vokset op med ’at gøre deres pligt og kræve deres ret’, mens de resterende i klassen var ”adidas-bukser, joints og hælervarer.”

”Jeg sad i klassen den allerførste dag på mureruddannelsen. Vi skulle sige, hvad vi hed, og jeg sagde bare: ’Nå, men jeg hedder Mattias, og jeg er fra der og der.’ Men nummer to eller tre i rækken sagde: ’Hvad fanden rager det dig?,’ da læreren spurgte, hvad han hed. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Okay, ham der bliver den sidste, jeg kommer til at have noget med at gøre’.

I dag er han den eneste, jeg har kontakt med fra klassen. Vi kom i lære i samme firma, og nu er han sådan en, jeg ringer til, hvis jeg skal overveje noget politisk.”
Under uddannelsen var Mattias Tesfaye formand for murerlærlingene i det daværende Aarhus Amt. Og bagefter arbejdede han i flere år som murer, indtil han blev faglig sekretær i fagforeningen 3F og senere gik ind i politik.

”Hvis man skal bruge et groft amerikansk udtryk, så tror jeg måske, at jeg havde følt mig lidt som en ’housenigger’, hvis jeg havde valgt gymnasiet og universitetet. At nu kunne man rigtig lære at gå i pænt tøj, snakke pænt og opføre sig pænt, læse pæne ting og få pæne venner og sådan noget. Jeg havde nok oplevelsen af, at det ville være et sell out. Jeg følte, at hvis jeg læste statskundskab og blev bureaukrat på rådhuset i Aarhus, ville jeg have svigtet, det jeg kom fra,” siger Mattias Tesfaye og fortsætter:

”Men det er noget sludder, for vi har brug for bureaukrater fra alle samfundslag. Vi har virkelig ikke brug for et samfund, hvor alle embedsmændene er børn af embedsmænd. Vi har virkelig brug for et samfund med embedsmænd, der har vidt forskellige baggrunde,” siger Mattias Tesfaye, der er søn af en dansk kvinde og en etiopisk mand.


Mattias Tesfaye til højre på sin første skoledag. Fotograferet sammen med en kammerat foran lejligheden i Vejlby Vænge i Aarhus, hvor han er vokset op. 

De to mødte hinanden i et DSB-tog. Faren var flygtet til Europa fra borgerkrigen i Etiopien og havde egentlig ikke nogen slutdestination for øje, så han stod af på den samme station som hende. De blev forelskede og fik to børn. Mattias Tesfaye er den yngste. Men forældrene blev allerede skilt, da han var fire år. Faren flyttede i en ny lejlighed i Aarhus Nord, mens Mattias Tesfaye og hans storebror blev boende med moren, der var på kontanthjælp.

Som dreng udfyldte han sin mors dagpengekort med 0’er og puttede det i en konvolut. Hun nåede ikke altid selv at poste det, men hvis ikke dagpengekortet blev sendt af sted til tiden, kom dagpengene ikke, når en ny måned begyndte.

Når det skete, rullede Mattias Tesfaye på sine rulleskøjter ned til Østjyllands Postcenter, hvor posten blev omdelt. Der kunne man komme ind til klokken 23 og nå at få sit brev med i morgendagens post. I perioder havde de ikke strøm, fordi elregningen ikke var blevet betalt. I årevis havde de ikke telefon, og Mattias Tesfaye måtte flere gange åbne døren for fogeden og sige, at hans mor ikke var hjemme, selvom hun sad og gemte sig inde i lejligheden i Vejlby Vænge.

Og der var flere børnefødselsdage, han ikke deltog i, fordi der ikke var råd til en gave.

”Min mor sagde, at jeg bare kunne tage af sted alligevel. ’Det gør ikke noget – det kan de andre godt forstå,’ sagde hun. Men jeg tog bare op i centeret og hang ud, for jeg ville fandeme ikke tage til børnefødselsdag uden en gave.” I fodboldklubben så de igennem fingrene med, at kontingentet ikke altid blev betalt, og på fritidshjemmet kunne man komme med på koloni, selvom der ikke var penge nok.

”Når vi kom tilbage til skolen fra sommerferie og skulle fortælle, hvad vi havde lavet, havde alle de andre været på camping og på Costa del Sol. Jeg havde spillet fodbold og taget ekstra avisruter.”


I foråret 2011 blev Mattias Tesfaye gift med Signe Hagel Andersen. De to mødtes, fordi de begge var engagerede i fagforeningerne for hhv. murere og sygplejersker. Han friede til hende gennem et debatindlæg i Ekstra Bladet, Hun opdagede det først, da de sad derhjemme og spiste rundstykker.

Når Mattias Tesfaye var nede for at handle med sin mor i supermarkedet, var det en øvelse i at trække fra og lægge til, hver gang der røg en vare ned i indkøbskurven. Af og til glippede det. Ved kassen sagde de: ”Det bliver 286 kroner.” Men de havde kun 236 kroner og måtte stå ved båndet og sige, hvad de ikke skulle have alligevel. 

”Så skulle hele køen stå der og tænke: ’Vi er midt på måneden, hvorfor har hun kun 236 kroner?’ Jeg hader de ulige relationer. Det kan pisse mig af, at folk bliver nødt til at vise offentligheden, at de er i en anderledes situation end andre,” siger han i dag.

Men selvom der ingen penge var i lejligheden i boligblokken i det nordlige i Aarhus, stod der både ’Rejsen over stepperne’ og russiske klassikere af Tolstoj og Dostojevskij på bogreolerne. Moren var ud af en søskendeflok på fem, og da hendes far, der var maskinarbejder, glødende kommunist og familiens forsørger, døde af kræft, blev hun ung pige i huset i stedet for at komme i realskolen. Mens hendes venner flyttede fra blokkene til parcelhusene, fik tørretumbler og tog på charterrejser med Spies, blev hun boende i Gellerup.

 

”Nu skal jeg passe på ikke at overfortolke, men jeg kan jo bare se – uden at fortælle alt for meget om, hvordan min familie går rundt og har det – at den der kræftsygdom til den almindelige faglærte arbejder i begyndelsen af 60’erne har haft enorm betydning for, hvordan de efterfølgende generationer har haft mulighed for at leve deres liv,” siger Mattias Tesfaye, der ikke har lyst til at tale om sin fem år ældre bror.

Sommetider kom Tesfaye Mamo, Mattias’ far, hjem fra flydedokken i Aarhus med svejserøjne. De var så røde af at kigge ind i svejseflammen, at Mattias Tesfaye syntes, han lignede et rumvæsen. Andre gange kom han hjem med håret fuld af olie, fordi han havde kravlet rundt nede i skibets rør.

Det er de minder, Mattias Tesfaye har om en far, der var på arbejde og ikke bare gik derhjemme. Faren var uddannet skibsbygger fra Lindøværftet og senere arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus. Han nåede at arbejde på skibsværftet, men aldrig som arkitekt.

”Min far havde afrohår ligesom Eddie Murphy i filmen ’Coming to America’. På et tidspunkt i den film har de puttet sådan noget ’soul glo’ i håret og sætter sig i en sofa. Der kommer fedtpletter på sofahynden fra deres hår. Sådan nogle pletter var der også på vores sofa. Det var bare ikke soul glo, men skibsolie fra værftet, der sad i hans kæmpe afro-fride,” siger Mattias Tesfaye.

Han presser sit baghoved tilbage mod en imaginær sofa og forklarer, at han selv kun kan anlægge krøller, der ligner en krydsning mellem Thomas Helmigs og Lionel Richies.

”Min far sagde altid, at han blev dummere på dansk. Når han havde venner hjemme, snakkede de altid etiopisk sammen. Da jeg var helt lille forstod jeg godt sproget, men så mistede jeg det. Jeg kan huske følelsen af at være i mit eget hjem og ikke forstå, hvad der blev talt om.”

Da Mattias Tesfayes forældre gik fra hinanden, flyttede faren i en lejlighed i Aarhus Nord, og sønnen så ham sjældent. I 1997 flyttede faren tilbage til Etiopien, og ikke længe efter fik moren et opkald om, at nu var han død.
”Min far blev alkoholiker, og han døde af druk. Jeg kunne enten fortælle den glorværdige historie, at jeg er søn af en skibsbygger, eller den glorværdige historie om, at jeg er søn af en arkitekt. Men sandheden er, at han var alkoholiker.”

Fortællingen, leder – som de fleste andre personlige minder – straks Mattias Tesfaye over i en politisk brandtale. Denne gang om flygtningediskussionen og befolkningssammensætningen i sin egen by, Albertslund. Skal kommunegrænsen rykkes fra tre til fem år, og skal man kunne få familiesammenføring i kommuner, der er på ghettolisten?

”Jeg tænker på, hvad min far havde gjort, hvis han havde været med i et kommunalt integrationsprogram i dag? Han havde selvfølgelig mødt op, men dybest set ville han jo bare sidde med sine venner. Drikke noget kaffe, ryge nogle smøger og snakke om hjemlandet. Det er jo det, de gerne vil.”

”Har du nu den trøje på igen?” spørger Socialdemokratiets Astrid Krag og peger på hans Adidas-trøje, da hun passerer ham på gangen på Christiansborg. Næste punkt på Tesfayes dagsorden er en debat i DR-byen, og mens han sætter af sted mod Kongens Nytorvs metrostation for at nå det, siger han:

”Jeg har intet politisk behov for at klæde mig på en bestemt måde. Jeg vil bare gerne gå i mit helt almindelige tøj. Problemet er bare, at hvis jeg gør det, bliver det opfattet som en politisk markering. At jeg har behov for at skille mig ud. Men det har jeg egentlig ikke. Snarere tværtimod. Jeg gider ikke stige på S-toget ude på Albertslund Station i et jakkesæt. Jeg vil gerne være anonym, men det kan du ikke være i Albertslund og på Christiansborg på samme tid.”

Inden han går ind til debatten i DR-byen, forklarer han, at han er bange for at blive en karikatur af sig selv. Så han taler pænt på talerstolen, siger ’De’, ’Hr.’ og ’Fru’, rejser sig for Dronningen, tager Adidastrøjen af, når han bliver interviewet, trækker i et jakkesæt til Folketingets åbning og gør det klart, at alle typer af erfaringer er vigtige i Folketinget.

Da han kommer ud fra debatten, er han sulten. Han skal direkte tilbage til Folketinget, og han kan ikke nå at spise frokost. Det irriterer ham. Et ekstra interview til morgendagens radio betyder, at han ikke når at spise inden det næste møde på Borgen, der begynder klokken to.

Normalt er hans frokost helliget restauranten ’Brydesen’ på Christiansborg, hvor han sludrer med vagterne og rengøringsdamerne. Tre-fire stykker smørrebrød ledsaget af Ekstra Bladet, så han kan læse sporten og løse sudoku.

”Det er det sidste stykke byggeplads, der er tilbage i mit liv. AGF vandt deres kamp i superligaen i går. Klokken er nu tyve minutter i to, og jeg har ikke snakket med en eneste om det endnu. Det ville aldrig nogensinde være sket på en byggeplads.”

Selvom han savner skurvognsregler, kvajebajere og leverpostejsmadder, prøver han at huske sig selv på, at han ikke skal romantisere at stå på et stillads klokken halv syv en vintermorgen og ’pishamrende fryse’.
”Men sådan en dag som i dag – det er perfekt arbejdsvejr,” siger han på vej til Christiansborg og læner ansigtet mod den kølige, blå majhimmel.

Der er flere sikkerhedssko end stilethæle på Albertslund Station 1. maj klokken seks om morgenen. Masser af rygsække, ingen attachemapper. Mattias Tesfaye tager normalt S-toget fra nordsiden af stationen, når han skal til Christiansborg, men i dag kører han i sin blå Opel Corsa. Han skal på ’tour de Vestegnen’ og holde taler på Arbejdernes Internationale Kampdag, og inden frokost skal de høre ham i Vallensbæk, Ishøj og Brøndby.

Han kører hjemmevant rundt til Vestegnens adresser. Ingen gps, ingen detours. Han ved, hvor hvert et forsamlingshus ligger. Når han skifter gear på bilen, kommer en tatovering til syne på stykket mellem hans tommel- og pegefinger. Et sort kryds indeni i en cirkel.

”Den betyder ’lad være med at drikke dig for stiv’. Jeg var dårligere til at styre alkohol end mange af mine venner, da jeg var yngre. Enten har jeg simpelthen bare dårligere viljestyrke og mindre kontrol over situationen. Eller også er det biologisk betinget. Jeg undersøgte sagen lidt, og alkoholisme er arveligt. Ikke bare socialt, men også biologisk og genetisk. Det overraskede mig faktisk lidt,” siger Mattias Tesfaye, da han sætter bilen i fjerde gear på Vestegnens landeveje med køer og græs på begge sider.

Han forklarer, at han inden tatoveringen havde testet adskillige tips og tricks til ikke at blive for fuld. Han gemte kapslerne for hver enkelt øl, han drak i lommen, så han altid kunne tælle genstande og se, hvornår det var ved at være rigeligt. Men det fungerede ikke, så han begyndte at tegne et huskekryds på sin hånd. ’Husk nu ikke at drikke for meget’. Men som festen og øllene skred frem, blev krydset langsomt vasket af for til sidst at være helt væk, og da var han allerede fuld.

”En dag vågnede jeg op i Malmø med en pige, som jeg ikke anede, hvem var. Jeg kunne ikke huske, hvordan jeg var kommet til Sverige. Jeg tog tilbage til København og gik direkte ned i Istedgade og ind i en tatoveringsbiks. Tatovøren tog en nål og noget blæk frem og forklarede, at det kostede 500 kroner at sætte en ny nål i gang og spurgte så, om jeg ikke skulle have lavet noget mere, nu hvor han var i gang? Men jeg skulle bare have det åndssvage kryds. Jeg tænkte, jeg skal sgu lige passe på her, og jeg bilder mig selv ind, at min tatovering har hjulpet mig med at styre det.”

Cirklen, der omringer krydset, kom til, da han fik sin anden søn. Den skulle minde ham om det modsatte af krydset: At han ikke skulle gå hen og blive alt for kedelig.

Mattias Tesfaye styrer Corsaen ind på den type pænt villa-perlegrus, han hadede, da han gik med aviser, og som han dengang med vilje lavede cykelspor i. Han parkerer foran det kommunale forsamlingshus i Vallensbæk, hvor der inden for er Gammel Dansk og kaffe på alle de runde laminatborde. Og blødt brød med smør og tryksnegle, så langt øjet rækker. Håret på folks hoveder er overvejende gråt og hvidt, og Mattias Tesfaye tager en runde og hilser på alle – også ham, der smører rundstykker i køkkenet.

”Jeg bliver i så godt humør, når jeg ser dig,” siger en ældre herre og trykker hans hånd. Han får en snak om pensionsregler med den pensionerede bagermester Erik, siger dav til Henning og taler med om problemerne med den lokale antenneforening og den nye tv-pakke. Efter en kop kaffe og et rundstykke bliver han gelejdet uden for. På en lysegrøn græsplæne bliver flaget hejst, mens Mattias Tesfaye blender ind i koret af de grå, der synger ’Når jeg ser et rødt flag smælde’.

En af de garvede socialdemokrater, mærket af vind, vejr og alder, tager et sug af sin cigaret og synger med rusten stemme: ’Thi det flag, der nu smældende når himlen, er jo rødt som mit brusende blod’.
Som barn samlede Mattias Tesfaye flasker på 1. maj. I dag er han hovedtaleren.

”Tak for invitationen, jeg har regnet mig frem til, at det er fjerde år i træk, jeg taler her i foreningshuset. Så de fleste af jer er bekendte med min næsvise nysgerrighed. Jeg spørger ind til jeres opvækst.

Nogle af jer er fra brokvartererne, andre fra det mørke Jylland. Men jeg er interesseret i partiets historie og i Vestegnens historie. Det er lykkedes at skabe et ret godt samfund, Socialdemokratiet har en stor del af skylden, og 1. maj må ikke reduceres til nostalgi over fortiden.

Det er jo fremragende, at der er nogen, der kan leve af at sende mails til hinanden, men det er bare ikke alle, der kan det. Forståelsen af det fysisk hårde arbejde er blevet mindre. Vi kan ikke som samfund tillade os at blive ved med at skrue op og op for pensionsalderen. Det er et udtryk for manglende fornemmelse,” siger han ud over den grå forsamling og holder en kunstpause, der bliver efterfulgt af et flerstemmigt ’hørt’.

Da Mattias Tesfaye giver en opsang om, at solidaritet er nøgleordet den 1. maj, og at det er flaskesamleren i Fælledparken, vi skal huske på denne dag, spreder de samstemmende nik sig. Hans tale bliver kun afbrudt af lyden af en prop, der fermt bliver skruet af en flaske Gammel Dansk, teskeer, der rører i porcelænskopperne og tænder, der tygger sig igennem rundstyksskorperne. Han takker af til vedvarende klapsalver.

Bagefter kører vi forbi Ishøj-planens højhuse.

”Dén blok lige der har jeg faktisk været med til at mure,” siger han og peger.
”Gad vide, hvad jeg havde gjort, hvis den der Robyn-cd med coke var nået til mig? I dag er jeg evig taknemmelig for, at politimandens søn sad ved siden af mig i sofaen og ødelagde det,” siger Mattias Tesfaye, da han går ind i Ishøj forsamlingshus, der er det næste på ruten.

Formanden for den socialdemokratiske lokalforening har en øl i den ene hånd og en gibbernakker i den anden, da han byder velkommen. Folk klapper. Her kommer folketingspolitikeren, de små forsamlingshuses stolthed, Vestegnens politiske præmietyr. Også her er der samstemmende nik, når han maner til socialdemokratisk handling.

Lidt senere i Brøndby vil et helt entourage af pensionerede kvinder hilse på. Bl.a. Kirsten på 82 år i perlekæde og cardigan med gamle fagforeningsbøger, som hun ”jo ved, at Mattias samler på.”

I Valby står 3F-medlemmerner klar i formation med røde faner på vej til optoget, da politikeren gør sin ankomst.

”Der var han sgu!” råber den ene fanebærer med en smøg i mundvigen og giver ham et ordentligt håndtryk. Han har muret sammen med de fleste, der er tilstede. Ved siden af de store stålgrill i fagforeningens gård er Claus Hjorts ansigt – som en slags politisk Sankt Hans-heks – klistret på en pind, der stikker op af en kedeldragt. Der er ingen dagblade indenfor, til gengæld ligger både Arbejderen, Malernyt og Kommunistisk Politik på bladhylden. Teltet fra Fårevejle Teltudlejning huser både fadølsankere og diskussioner om social dumping.

”Hvad er det for noget pjat med, at Socialdemokratiet altid har kæmpet mod social dumping?” spørger en murer.

Sidste stop på 1. maj-turnéen er Sygeplejerskernes Fagforening i Indre København, hvor Mattias Tesfayes kone arbejder. Han skal hente hende og deres to sønner Otto og Pelle, så de kan gå i 1. maj-optog sammen. Pelle er den ældste, og han er opkaldt efter Pelle Erobreren.

”Da jeg var barn, var rulleskøjter meget populære, især dem fra Bauer. En helt almindelig sommerdille i en forstad. Man kunne få nogen, der hed Bauer 33, men de kostede mere, end vi havde råd til. Og kiggede man på børnenes rulleskøjter, kunne man meget præcist se, hvem der var barn af tandlægen, af skraldemanden og af de arbejdsløse. Det rå klassesamfund fremtræder meget tydeligt for børn,” siger han.

I dag er problemstillingen den samme. Nu er det bare ikke rulleskøjter, men Pokémon-kort, det gælder.

”Jeg prøver at regne mig frem til, hvor mange Pokémon-kort min søn skal have for at lande et godt sted i Pokémon-hierarkiet. Vi kan jo ikke sidde i rundkreds nede i min søns skole og aftale, hvor mange Pokémon-kort børnene må have. Det må folk selv ligge og rode med. Men han er kun syv år, og allerede nu er han lynende skarp på, hvem der har penge, og hvem der ikke har. I virkeligheden hader jeg det. Jeg vil gerne give ham alt det, han har brug for. Men jeg gider ikke have, at han skal være ham, der har mest.”

LÆS OGSÅ: 7 opdateringer fra Mads Holgers Facebook-profil, der minder os om, hvor meget vi savner ham

LÆS OGSÅ: 2 måneders eksperiment med LSD er slut, men Sigurd vil fortsætte

LÆS OGSÅ: Carsten Larsen er næstehjælper: ”Der er mennesker derude, som er dybt desperate, og som hverken har råd til mad, medicin eller tøj”