Jeg kører ned til tanken for at købe spanske sportsaviser og en flaske Pernod. Det er stadig kun formiddag, men man glemmer alt for ofte at drikke Pernod, var en af mine første indskydelser, da jeg vågnede i morges. Det er i virkeligheden meget vigtigt, at man som menneske får drukket en hel del isblandet Pernod på de varme sommerdage. Den lysegrønne mælk er et både læskende og overset valg.
'Denciks dagbog'
Daniel Dencik skriver dagbog for Euroman.dk om Tour de France ved hver etape fra sit hus i Sierra Nevada i Spanien. Han er forfatter og filminstruktør. Har blandt andet lavet filmen 'Moon Rider' (2012) om cykelrytteren Rasmus Quaade og har skrevet bogen ’Sportshjerte’ (2017).
Benzintanken er en Repsol for foden af bjergene, det er perfekt, tænker jeg, det er jo Pernod bagfra. Ish. Repsol-tanken er i vinter- og forårsmånederne et landmærke for cykelhold på træningslejr i Sierra Nevada. De har bare ingen Pernod, må jeg erfare, vi er trods alt i Spanien, men jeg får da i det mindste noget lakrids med mig til at slukke det mærkelige sug efter anis, der indimellem kan ramme en ex-pat.
Hjemme i huset finder jeg en Campari, som også er god tidligt på dagen med en isterning eller to. Den røde, fede og bitre spiritus har en god indvirken på skrivelysten. Og skrive skal jeg. Men først vil jeg læse. Jeg sætter mig med aviserne i skyggen af gårdhaven. Sportsavisen Marca har et midteropslag med 90-års fødselaren, bjergrytteren Federico Bahamontes. Jeg vil anse det for både fysisk og teoretisk umuligt at gå under et smukkere navn, end hvad den spanske legende gør: Federico Bahamontes.
Han var den første spanier, der vandt Tour de France. Han kom fra elendige kår i en familie, der blev flået i stykker af den spanske borgerkrig. Som barn var han flygtning i Madrid, hvor han overlevede ved at spise katte. Ved en tilfældighed blev cyklen hans redning. Jeg læser og græder. Læser mellem linjerne, græder mellem billederne. Da arrangørerne af Tour de France for et par år siden skulle udnævne de første hundrede års allerstørste bjergrytter, faldt valget naturligt på Federico Bahamontes.
Da jeg er inde ved køleskabet for at forfriske min cocktail med nyfrosne isterninger, støder jeg på min nyvågne kæreste.
”Jeg elsker den der detox, du skulle på,” siger Sofie, som jeg straks kaldte for verdens sødeste, da jeg mødte hende en beruset nat for fire somre siden. Hun puffer mig i siden med sin hofte, som ved Gud også er en af de bedste hofter, der nogensinde har puffet mig i siden.
Jeg vender tilbage til aviserne og klassementet. Fornøjelsen ved at fordybe sig i et frisk og nytrykt klassement er stor og tidskrævende. Jeg sidder med min drink under den blomsterbusk, som på spansk hedder corazón sangrante - blødende hjerte, hvilken må være en afart af den danske staude løjtnantshjerte. Nu skal jeg også komme til sagen.
På tærsklen til fjerde etape er løbet trådt ind i en ny fase, klassementet er ved at tage form. Og allerede kan man skimte konturerne af en mindeværdig Tour de France. Jeg noterer mig, at Tom Dumoulin, den dvaske og letargiske hollænder med de skævhalede sovekammerøjne, sidder med det bedste udgangspunkt blandt den håndfuld af ryttere, der kan vinde løbet.
Tidsforskellene er talmagiske, de følger ottetabellen.
24 sekunder efter Dumoulin har den langhårede colombianer Rigoberto Uran fundet et slags vakuum, hvor han åbenbart kan få lov til at køre sit eget ræs lige som sidste år, hvor samme fremgangsmåde førte ham hele vejen til andenpladsen.
Yderligere 16 sekunder efter følger Jakob Fuglsang.
Fuglen slår ruden ind til et vindue på 24 sekunder, hvor stort set alle øvrige rivaler ligger tæt, tæt. Indenfor disse snævre, men ekslusive vinduesrammer finder vi Richie Porte, Alejandro Valverde, Mikel Landa, Chris Froome, Vincenzo Nibali, Romain Bardet og Adam Yates. Favoritterne er allerede ført sammen i et hvepsebo, hvor de kan ånde hinanden i nakken hele vejen til Alperne.
Den eneste, der er blæst væk, er Nairo Quintana, som er distanceret med et par minutter. Det betyder, at colombianeren kan få mere end almindelig svært ved at beholde kaptajnsrollen på det spanske Movistar-hold, hvor Landa, fuldblodsspanier, nok er holdets foretrukne kort. Især med et klassement som det aktuelle. Valverdes gunst kan blive nøglen. Både Landa og Quintana får brug for Valverde som løjtnant de kommende dage, hvor løbet bevæger sig ind i klassisk Valverde-land.
Skal Landa eller Quintana vinde Valverdes løjtnantshjerte?
Daniel Dencik, den 10. juli 2018
