Liverpool indefra: Vold, verdensstjerner og vanvittige væddemål

Liverpool indefra: Vold, verdensstjerner og vanvittige væddemål

Martin Hansen var 16 år, da han rejste til Liverpool FC. I løbet af seks år avancerede han fra klubbens akademi til at sidde i omklædningsrummet sammen med verdensstjerner som Gerrard, Agger, Torres og Reina.

I sin selvbiografi ’Inside Liverpool’ giver han et sjældent indblik i det barske miljø som stortalent på et fodboldakademi. 

Hér kan du læse et uddrag fra bogen, hvor han er skiftet fra akademiet til førsteholdstruppen på Melwood, hvor stjernerne træner, og hvor penge, lir og væddemål spiller en rolle.  

På Melwood herskede en anden naturlov end på akademiet. Jeg fandt ud af det, når jeg trænede med reserveholdet, og specielt når jeg blev hevet op på førsteholdet og oplevede stjernerne på nærmeste hold.

Noget af det mest befriende var, at penge og dyre gadgets ikke havde samme værdi som på akademiet. Her, blandt de voksne, herskede slet ikke det samme ræs og våbenkapløb, som jeg var blevet flasket op med, fra jeg var 16 år. Penge – store penge! – og lækre sportsvogne var en selvfølge, og det samme var alverdens lir, gadgets og eksklusive tøjmærker.

Der var masser af blæret udstyr i omklædningsrummet og naturligvis meget mere af det end på akademiet. Hver dag stod nye kasser stablet op foran garderobeskabene: Et nyt golfsæt, som en spiller fik foræret, nyt tøj, sko, babyudstyr, løbesæt, ure og andre dimser; folk bestilte alt muligt, nogle gange til hele familien, og ofte stod et flere meter højt tårn af kasser ud for en enkelt garderobe.


Hvilken følelse! Jeg står med FA Youth Cup-trofæet efter finalen mod Manchester United på Old Trafford. Sammen med målmandstræner Billy Stewart og målmand David Roberts (th), der efter sæsonen forlod Liverpool og tog til Wales, hvor han siden har optrådt for flere klubber.

Men det var ikke et middel, spillerne brugte til at komme frem i hierarkiet eller til at blære sig med i omklædningsrummet. Spillerne vurderede ikke hinanden ud fra det. Alle kendte deres plads, og der var en anden modenhed over foretagendet, som fik mig til at føle mig mere hjemme.

På akademiet var det bare drengehørm og tom snak. På Melwood talte spillerne om deres børn og familier. På akademiet talte vi om at shoppe, om lir, om at bruge penge og gå i byen. På Melwood talte de om donationer til hospitaler eller kræftramte, eller måske om fordele og ulemper ved at købe et sommerhus i Sydspanien til 80-90 millioner kroner.

LÆS OGSÅ: Efter Lewandowskis fünferpack: Her er historiens største målshows

Det var ikke enetaler, men samtaler, og måden, de talte om penge på, handlede ikke om at hovere eller at prale. De kunne lige så godt have talt om, hvilken yoghurt de foretrak til morgenmad. Der var selvfølgelig undtagelser. En dag kom Craig Bellamy, som jeg havde garderobe ved siden af, hen til mig og fik straks et vildt blik i øjnene.

“What the fuck is that?” råbte han mig ind i hovedet og pegede på mine nye Hummel-sko: “What is that Danish shite?!?”

De andre spillere gloede selvfølgelig på os med det samme. Jeg overvejede, hvad jeg skulle sige. Jeg havde fået skoene igennem en sponsoraftale hjemmefra. Med jævne mellemrum fik jeg en lille kasse med sko og tøj fra Hummel og promoverede deres mærke, mens jeg gav nogle billetter til Anfield retur.


Mine første optrædener på Anfield var som pauseunderholdning. Til Liverpools hjemmekampe kunne fans få lov til at skyde straffe på mig foran The Kop. De kunne vinde et pengebeløb, så jeg skulle skrive under på nogle papirer om, at jeg ville gøre mit bedste. Jeg snuppede også en del af de straffespark.

Jeg kunne godt lide Bellamy, han var en ekstremt dedikeret spiller, der boblede af humør og energi. Det var, som om han konstant gik rundt i en boksering. Men han kunne også være virkelig spydig og overtændt, så temperamentet stod i lys lue. Som da han i 2006 overfaldt sin norske holdkammerat John Arne Riise med en golfkølle på en bytur og skabte skandaleoverskrifter.

På Melwood råbte han efter alt og alle, også trænerne – Prick! Cunt! Idiot! – og han brasede ud med sin mening om alting, hele tiden, uanset om det var godt eller skidt. Og nu havde han altså fået øje på mine sko.

Jeg prøvede at forklare Bellamy, at jeg jo havde fået skoene gratis, og det tyggede han lidt på, inden han blev enig med sig selv om, at det trods alt var fair nok.

Optrin som det med mine sko hørte til sjældenhederne på Melwood, men der gik lang tid, før jeg rigtig forstod, at mentaliteten var anderledes. Jeg troede, at den verdensorden, der regerede på akademiet i Kirkby, gjaldt alle steder, for jeg kendte ikke andet.

Og jeg prøvede at være med, at købe nogle af de samme ting og tøj, som stjernerne gik med. Jeg ville føle mig som en del af førsteholdet, og det var den måde, jeg kendte til, men jeg havde ikke pengene til det, og Gerrard lagde mærke til det, som om han var tankelæser.


Her er Martin Hansen med førsteholdstruppen, hvor han får øret flippet efter en træningsøvelse.

En dag sad vi og snakkede om det i omklædningsrummet, og jeg sagde til ham, at jeg simpelthen ikke følte, jeg kunne følge med. Jeg ville gerne, men jeg kunne ikke, og det var aktuelt, fordi afslutningsfesten for førsteholdet nærmede sig, og det kostede 1.000 pund, lidt over 10.000 kroner, at deltage, og det vidste jeg faktisk ikke, om jeg kunne på det tidspunkt.

Gerrard forklarede, at jeg skulle glemme alt om lir og gadgets, at jeg bare skulle være mig selv, det andet skulle nok komme. Og så sagde han, at jeg ikke skulle betale fuld pris for festen. Han skulle nok sørge for, at jeg kom med til halv pris.

Efter den snak faldt noget på plads i mig. Nogle gange skal der ikke så meget til, og jeg ville ønske, at jeg havde fået den erkendelse meget tidligere, end det var tilfældet.

Én ting gik dog igen på Melwood: Penge var stadig en måde at slå tiden ihjel og få et grin på, måske endda et adrenalinkick; beløbene var jo mange gange større. Kasinoer var en verden for sig selv. Blandt ungdomsspillerne gamblede de vildeste for et par tusinde pund.

På træningslejre med førsteholdet har jeg set verdensstjerner sidde mellem guldsøjler, med en sværm af mennesker rundt om sig, og have 100.000 pund – mere end en million kroner! – liggende på bordet foran sig.

På disse kasinoer sad de ikke med jetoner foran sig, men stablede plader, der hver havde en værdi af 10.000 pund. Det siger sig selv, at jeg kun så til fra sidelinjen, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle tænke eller tro, første gang jeg så det, eller da en spiller på en halv time hentede en gevinst på 25.000 pund, mere end 250.000 kroner, og tog til træning – kun for at vende tilbage til kasinoet efter træningen og tabe det hele igen. Det gjorde ingen forskel. Han grinede og jokede, som om intet var sket.

Væddemål var også noget, der blev flittigt brugt. Jeg kan huske en dag efter træning, hvor jeg sad jeg i jacuzzien med Jay Spearing og Stephen Darby, to af klubbens største talenter på det tidspunkt.

Vi var blandt de nyere ansigter i truppen. I isbadet ved siden af os sad Pepe Reina og Fernando Torres. Der var altid gang i Reina; han var en knaldperle, spredte god stemning overalt, hvor han kom, han arrangerede golfture og pokerturneringer, han fik os andre til at smile og grine, og han var virkelig elsket af alle.

Nu udfordrede han selvfølgelig Torres, højlydt. Han råbte til os andre, at hvis Torres kunne holde hele kroppen under vand i isbadet i ét minut, ville han få 1.000 pund – 10.000 kroner! – men så skulle han også under med hovedet.


Bag rattet i min Porsche Cayenne firehjulstrækker på vej ud fra træningsanlægget Melwood.

Det var peanuts for dem. Jeg sad med store øjne og tænkte, at jeg ville lægge mig i vandet i to minutter for det halve, han skulle bare spørge.

“No big deal,” kom det kækt fra Torres.

Han lod sig synke ned i isvandet, tiden begyndte, sekunderne gik, og vi stirrede på isbadet. Et minut senere sprang Torres op af vandet og jublede foran Reina, og de spruttede af grin og begyndte at fable løs på spansk. Dagen efter lå 1.000 pund i Torres’ garderobe, fint lagt i et bundt af 20-pundssedler.

Væddemålet var højdepunktet for mig, Spearing og Darby i de dage, men det var langtfra det eneste væddemål, jeg var vidne til blandt stjernerne. At vædde var langt mere udbredt på Melwood end på akademiet.

Hele tiden var der et væddemål eller en lille, intern konkurrence i gang. Hvem kunne ramme overliggeren flest gange med bolden? Hvem kunne skyde golfbolden længst væk? Reina var The Master, når det kom til væddemål. Engang jeg rejste med førsteholdet til udekamp – jeg mener, det var mod Aston Villa – stillede han sig op midt i restauranten på hotellet og hævdede, at man ikke kunne spise en skive toastbrød på et minut uden at drikke vand til.

Det troede jeg ikke på, selvfølgelig kunne man det. Reina ville give fem af de lange, 5.000 pund, altså omkring 50.000 kroner, hvis man gjorde det, hvorimod man kun skulle give ham 500 pund, hvis man ikke kunne. Reina prøvede at lokke en spiller ved et af spillerbordene, vist nok Lucas Leiva, men han takkede nej. Det næste spillerbord takkede også nej, og så kom han endelig hen til vores bord, og jeg fangede hans blik.

“Hvad med dig?” spurgte han.

“Jeg er klar,” sagde jeg. “Men jeg kan ikke diske op med 500 pund.”

Det var helt fint. Reina ville nøjes med 50 pund fra mig, mens jeg ville få én af de lange, altså 1.000 pund. Vupti, et væddemål var sat op, og jeg proppede toastskiven i munden, mens resten af spisesalen gloede på mig.

I de første sekunder troede jeg, at det ville gå, men så blev skiven til en tennisbold, der voksede og blev hårdere, og til sidst kunne jeg ikke tygge. Jeg var tør i munden og øm i kæben, og jeg sad med tårer i øjnene af anstrengelse og kunne ikke synke noget som helst. Hele restauranten flækkede i et fælles latterbrøl.

Jeg hadede at tabe, men jeg elskede den følelse, som væddemålet udløste: Følelsen af, at jeg var en del af førsteholdet, og Reina skulle selvfølgelig ikke slippe så let. Jeg ville have revanche ud og tog tre-fire stykker toast med op på værelset for at øve mig.

Det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre, og det vidste den gode spanier alt for godt.

LÆS OGSÅ: Sådan foregik salget af Dame N'Doye

LÆS OGSÅ: Fodboldstjernernes vilde bilindkøb

LÆS OGSÅ: Christian Eriksen: Sådan skyder jeg frispark


Se, hvad vi ellers skriver om: Artikler