Mathias Gidsel har haft et hav af bekymringer: ”Jeg kom næsten aldrig ud af min lejlighed, når jeg havde fri”

JEG HAR AFTALT med Mathias Gidsel at mødes på et utrolig populært bageri på Østerbro en tirsdag formiddag i begyndelsen af juni.

Der er – overraskende nok – en enkelt ledig plads tættest ved indgangen, hvor den milde morgensol rammer perfekt. Men går rundt om hjørnet til en anden café. På Mathias Gidsels eget ønske.

”Det ville ikke have været et rart sted for mig at sidde, det der,” siger Gidsel, da vi har fundet en væsentligt mindre besøgt fortovscafé.

”Jeg ville ikke have kunnet slappe af i at tale med dig, fordi jeg havde bildt mig selv ind, at alle folk ville glo. Det ville de måske også, men jeg havde kørt det op til et større problem i mit hoved, end det i virkeligheden ville være. Jeg ville have haft skuldrene helt oppe under ørerne.”

Mathias Gidsel er i Danmark for en stund. Han har en kort sommerferie og skal besøge venner i Odense, familie i Skjern og svigerfamilie i København.

Normalt bor han i Berlin, hvor han spiller for håndboldholdet Füchse Berlin, der netop er sluttet som nummer to i Bundesligaen, holdets bedste placering nogensinde.

Det er nu to år siden, han pakkede kufferten og drog syd for grænsen. Op til havde han leveret den ene toppræstation efter den anden i den danske liga for det sydfynske hold GOG og på det danske landshold, som han på blot 3,5 år har vundet to VM-guldmedaljer, en OL- og EM-sølvmedalje og EM-bronze med.

Det var bare ikke et skifte, som håndboldeksperterne bifaldt. Tværtimod blev nyheden om skiftet ledsaget af en murren i krogene. Mathias Gidsel havde jo niveau til meget mere end Füchse Berlin, pointerede forskellige fagmænd i særligt danske, men også i internationale sportsmedier.

Men den danske højreback er bedre, end han nogensinde har været, efter skiftet til den tyske hovedstad. Næste år skal han spille Champions League, og tilbage i marts kårede det internationale håndboldforbund, IHF, vestjyden til verdens bedste håndboldspiller foran franske Ludovic Fabregas og tyske Andreas Wolff.

Og heri gemmer der sig så et paradoks, mener hovedpersonen selv. For med luftforandringen er der også fulgt et mentalt skifte: Han er blevet bedre, fordi han i dag har mindre fokus på kun at skulle være håndboldspiller.

”Da jeg valgte Berlin, var der et menneskeligt hensyn, som Bent Nyegaard (håndboldekspert på TV 2, red.) i hvert fald ikke kunne forstå. Men jeg havde på det tidspunkt brug for nogle år, hvor jeg bare kunne passe mig selv.

At have den ro har helt sikkert også gjort mig til en langt bedre håndboldspiller, fordi man selvsagt præsterer bedre, når man har det godt.

For at få det godt var jeg nødt til at gemme mig, og det kan jeg i Berlin. Der er sgu ikke nogen, der kigger, hvis jeg drikker en øl midt i sæsonen, eller hvad ved jeg.

I Odense havde jeg et hav af bekymringer i hovedet hele tiden, og jeg kom næsten aldrig ud af min lejlighed, når jeg havde fri. Det er ikke optimalt for ens udvikling – hverken som menneske eller håndboldspiller,” når han lige at sige, inden han bliver afbrudt.

Tre piger – de er vel 12 år gamle – vil høre, om det mon er muligt at få taget et billede med Mathias Gidsel. Han siger pænt ja, rejser sig og smiler høfligt, mens han kigger ind i telefonkameraet. En seance, der varer omkring 30 sekunder.

”Selvom det drejer sig om så kort tid, er jeg allerede mentalt tilbage på arbejde der, og jeg kan mærke, at min krop spænder op. Jeg gad godt blive bedre til at slappe af i sådan en situation,” siger Mathias Gidsel og prøver så at finde tilbage:

”Hvor kom vi fra?”

At du er blevet en bedre håndboldspiller af at gemme dig i Berlin.

”Ja! Det er nok den bedste læring i mit liv og i min sportskarriere: at mennesket skal være i balance, før håndboldspilleren kan være det. Jeg har de seneste år fokuseret langt mere på at være Mathias end at være håndboldspiller, og det har gjort mig bedre på banen også. Men der er et stykke vej endnu i forhold til at hvile 100 procent i mig selv. Særligt når jeg er hjemme i Danmark.

Det ville fx være fedt, hvis jeg ikke registrerede, at de to i bilen lige der sidder og peger,” siger han og nikker med hovedet over mod en sort varevogn, der holder for rødt.

HVER GANG, MATHIAS GIDSEL omtaler OL-sølvmedaljen fra 2021, hvor Danmark tabte med 23-25 til Frankrig, siger han: ”vandt sølv.” Anderledes lyder det, når samtalen falder på EM-sølvmedaljen fra i år, hvor Danmark ligeledes tabte til Frankrig.

”Hvis jeg skal nævne mine medaljer, vil jeg altid nævne OL-sølvmedaljen som noget af det første. Og selvfølgelig VM-guld, men sølvmedaljen fra EM ville jeg nok springe over,” forklarer han.

Hvordan kan det være?

”Alt ved OL er bare fedt og noget særligt. Der er kun OL hver fjerde år, og der er EM eller VM-slutrunder hvert år. Man ved aldrig, hvor man er henne om fire år, så man kan aldrig tage et OL for givet,” siger Mathias Gidsel.

Legene i Tokyo i 2021 var en historisk anomali på grund af pandemien: Tilskuerrækkerne var tomme, og atleterne skulle holde sig i sine egne delegationer og måtte ikke forlade OL-byen. De seneste tre år har han derfor gået og ventet på muligheden for at opleve et ’rigtigt’ OL.

”Jeg glæder mig ekstremt meget til at spille foran et vanvittigt hjemmepublikum i åbningskampen mod Frankrig. Den stemning fik vi ikke sidst, og det savnede jeg. Jeg lever også af sammenspillet med tilskuerne. Alligevel var det en vanvittig oplevelse i Tokyo. At gå rundt inde i den der kæmpestore spisesal side om side med verdens allerstørste stjerner var for vildt. Jeg blev så starstrucked hele tiden. Emil (Jakobsen, red.) og jeg gik rundt med julelys i øjnene og hviskede til hinanden, når vi gik forbi Novak Djokovic, Luka Dončić og sådan nogle verdensstjerner.”

MIKKEL HANSEN, NIKLAS LANDIN og Nikola Karabatić, tre af håndboldsportens allerstørste gennem tiderne, spiller alle deres sidste landskampe ved dette OL. For Hansen og Karabatić’ vedkommende er det endda den sidste kamp i hele karrieren. De store dramaer er allerede skrevet: Landin, der har en feberredning i finalens døende minutter. Hansen, der kroner en imponerende karriere med en 10-målskamp i OL-finalen. Karabatić, der vinder sin fjerde OL-guldmedalje på hjemmebane i Paris.

Det sidste scenarie er nok det mest realistiske, lyder det nærmest ukarakteristisk underspillet fra den ellers altid optimistiske Mathias Gidsel.

”Frankrig er favoritter. Det må de være, når de er på hjemmebane og forsvarende vindere.”

Han trækker lidt på den.

”Og så alligevel: Franskmændene er under et enormt pres, og det kan måske være lidt en hæmsko for dem, at der er alle de her historier rundt om kampene. Så selvfølgelig tror jeg på, at vi kan slå dem og alle andre. Det gør jeg altid,” siger han.

Hvis det lykkes at vippe hjemmebanefavoritterne af pinden, skal Mathias Gidsel under nålen – for første og nok sidste gang. Hvis han altså ikke får kolde fødder, som han gjorde for tre år siden.

”Jeg har altid sagt, at jeg kun skulle have en tatovering, hvis jeg en dag kom med til OL. Men da jeg blev udtaget sidste gang, turde jeg ikke. Så nu er det blevet sådan, at hvis jeg nogensinde vinder OL, så får jeg en tatovering af OL-ringene. Så må vi se, om jeg trækker i land igen … ej, den her gang er jeg ikke en kylling.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Ol, Olympiske Lege og Håndbold