”Mikkel, kommer du ikke også og stopper her hos os?” sagde sportsværten Morten Ankerdal efter medaljeceremonien i Rio, da han midt i et liveinterview på TV 2 med to andre danske spillere spottede landsholdets overskyggende profil passere forbi nogle meter væk, og rakte ud efter ham.
”Du har jo to i forvejen …,” lød det med et tøvende udtryk fra Mikkel Hansen, inden han alligevel trådte hen til det interimistiske tv-studie og svarede på spørgsmålene med en mine, der skiftede mellem seriøsitet og spredte smil over den joviale jubeltone.
Men ingen, der så med, kunne være i tvivl om, at han helst havde været fri for at stå der i rampelyset, og da han efter et par minutter så sit snit til at slippe ud af interviewet, var han væk igen.
Giv Euroman i gave – til dig selv eller en du holder af
”Prøv lige at høre her,” siger han i dag. ”Hvad havde jeg lyst til? Jeg havde lyst til at stå i omklædningsrummet med mine holdkammerater, som jeg havde trænet med i flere måneder og kæmpet som en sindssyg sammen med.
Medierne betyder noget, men i den situation betyder mine holdkammerater væsentlig mere. Jeg ved godt, at vi skal give det ene interview efter det andet, men folk må også have forståelse for, at man lige efter at have vundet OL ikke har lyst til at stå igen og igen og svare på, hvad man føler, eller hvordan man skal feste.
Selvfølgelig var jeg glad. Men jeg gad ikke være den sidste mand ude af hallen. At vinde en OL-finale er et minde for livet, og det skal ikke være, at jeg stod i mixed zone i en time bagefter.
Det var da federe at hoppe og danse i omklædningsrummet, hvor det fløj med ting. Jeg ville hellere opleve at vinde OL end fortælle om det. Sådan noget kan folk ikke altid forstå. Hvis nogen synes, at jeg er arrogant, må det være deres mening. Måske synes nogen, at det er forkert, men det er jeg ligeglad med. Sådan er jeg.”
I en branche fuld af friske fyre fremstår Mikkel Hansen som en kunstnertype. En kompleks størrelse, der ikke kan og ikke vil sættes bås, for der generaliseres meget ude i verden, mener han. Især om sportsfolk.
”Jeg ville blive skør, hvis jeg skulle læse alt det om, hvordan jeg skal spille og opføre mig og se ud på banen, eller om jeg skal klippe mit hår,” siger Mikkel Hansen.
Hans lange hår har rent faktisk været emne for en artikel i en formiddagsavis, hvor det blev udsat for kendisfrisøren Dennis Knudsens bedømmelse, og læserne kunne give ham andre frisurer.
Lige så reserveret Mikkel Hansen kan virke på fladskærmen, lige så gavmild er han kendt for at være behind the scenes, når fankøen til autografer er lang, og det fortælles, at han engang i AG København havde glemt en ældre dame, der ventede på hans signatur i hallen, og valgte at køre hende hjem, da han kom ud fra omklædningsrummet.
Og lige så afdæmpet han kan virke på pressemøder med landsholdet, lige så højt kan han høres i holdbussen eller på hotellet, når han laver skæg og ballade med de andre spillere, siges det også om ham.
Men kun få mennesker får lov til at komme rigtig tæt på Mikkel Hansen.
”Jeg har altid haft min familie, som jeg har kunnet snakke med. Begge mine forældre ved meget om håndbold. De har altid været gode til at hjælpe mig, når jeg har spurgt om det. Det er ikke sket så tit, men når det er sket, har de vidst, at det var seriøst, og har været der for mig. De mennesker, jeg har tæt på, betyder meget for mig. Dem holder jeg inde på livet, men det tager tid, inden jeg lader andre mennesker komme derind. jeg har brug for at være privat.”
LÆS OGSÅ: Kvinder synes, de her sportskroppe er mest sexede
LÆS OGSÅ: Myte gennemhullet:Trøjesalg kan ikke opveje astronomiske transfersummer
