Pierre-Emile Højbjerg
Foto: Tobias Selnæs Markussen

Pierre-Emile Højbjerg

Pierre-Emile Højbjerg: Manden i trodsalderen

Manden i Trodsalderen

Han kan simpelthen ikke tro, at det er sandt.
Den midaldrende tysker i træningstøj, med langt, rodet hår og et gemytligt ansigt, står med åben mund og spørgende øjne bag de busrude-store brilleglas. For et minuts tid siden har han præsenteret sig som Tykke-Mike, da han faldt i snak med en ung mand ved indgangen til Bayern Münchens træningsanlæg. Tykke-Mike har lige afsluttet en træningsaften som veteranmålmand på en af anlæggets kunststofbaner. Han spørger den unge mand, om han også spiller fodbold, og herfra udvikler samtalen sig.



Ung mand: ”Ja, jeg spiller også i Bayern.”

Tykke-Mike: ”Nå o.k., sådan ungdomsfodbold eller …?”

Ung mand: ”Neeej, altså … jeg er Bayern-spiller.”

Tykke-Mikenu med en vis forventning i stemmen: ”Hvad hedder du da?”

Ung mandlidt afdæmpet, som om han ved, hvad der venter: ”Pierre-Emile Højbjerg.”

Tyskeren stivner i et sekund, mens han i sit hoved får sat brikkerne sammen: 19-årige Højbjerg kom til klubben allerede som 16-årig fra Brøndby i Danmark og blev den yngste Bayern-debutant nogensinde, 17 år og 251 dage. Siden har han kæmpet sig til mere og mere spilletid og mere og mere opmærksomhed fra de lokale fans, ikke mindst efter forårets sejr over Dortmund i pokalfinalen. Måske husker Tykke-Mike ikke alle disse detaljer, men han husker tilstrækkeligt til at slå en tordnende latter op, inden han – halvt råbende – fortsætter med en skov af udråbstegn efter hver sætning:”

Er du der Højbjerg, det er jo ufatteligt. U-fatte-ligt,” trykker han stavelserne ud. Så ryger hans øjenbryn op i panden, mens han kigger op og ned ad den meget højere dansker. 

”Men du ser så lille ud i virkeligheden,” skraldgriner han og omfavner sin nye bedste ven, der ser en smule forsvarsløs ud over for den begejstrede overmagt. Højbjerg nøjes med at smile venligt. ”Det er ufatteligt, er det virkelig sandt?” bliver Tykke-Mike ved og fortæller i et rasende tempo anekdoter om en tidligere Bayern-spiller, han kender. Så opstår der en ’nu ved jeg det’-grimasse i ansigtet. En dag må han da introducere danskeren for den fremragende italienske restaurant, som han kender inde i byen.



”Du skal have mit nummer,” siger han til spilleren, der nødig vil skuffe en fan og for længst har indset, at det er umuligt at modargumentere. Han udleverer sin telefon, og nummeret bliver tastet ind. Imens fortsætter talestrømmen om, hvor fantastisk og ufatteligt det er at rende ind i der Højbjerg sådan en torsdag aften på Säbener Strasse. Da Pierre-Emile Højbjerg sætter sig ind i bilen, der skal transportere ham hjem, siger han: ”Ja, jeg får jo nok ikke ringet til ham.” Det lyder hverken undskyldende eller arrogant, mere ’sådan er det jo’. Tykke-Mike drejer omkring for at fortsætte til fods op ad gaden. Han ser lykkelig ud. Efterhånden mest henvendt til sig selv næsten hvisker han ud i sensommerluften: ”Ufatteligt.”

For to år siden kunne Højbjerg gå uforstyrret ind på det 80.000 m2 store anlæg til første træningsdag. Der var ikke andre i omklædningsrummet, da han dukkede op, men snart kom de en efter en – spillerne på verdens måske bedste klubhold. Dér kom franske Ribéry og hollandske Robben, så brasilianske Dante og også Timosjtjuk med sine langt over 100 landskampe for Ukraine. Og så slog det ham: Hvordan fanden skulle han kunne træne med dem? ”Men jeg forsøgte at tage det roligt og sige til mig selv, at det bare var nogle nye holdkammerater, der var lidt bedre, end jeg var vant til. Efter træningen sagde jeg: ’Tak for i dag, vi ses i morgen.’ De gloede lidt, og i løbet af de næste 10 dage blev jeg nok spurgt 10 gange: ’Hvor gammel siger du, at du er?’ ’16 år,’ svarede jeg. ’Hvor gammel?’” Pierre-Emile Højbjerg skilte sig ud. Som altid.


BAYERN MÜNCHENS talentchef Michael Tarnat var ikke i tvivl, da han så opgøret mellem to U17-hold fra FC København og Brøndby i 2011. Klubbens svenske talentspejder Björn Andersson havde allerede for noget tid siden givet klubben et tip om, at der var en interessant 16-årig spiller i Brøndby, og nu ville talentchefen se ham med egne øjne. Fem minutter inde i kampen gik Tarnat hen til Højbjergs agent, den tidligere Bayern-spiller Søren Lerby, og sagde: ”Ham skal vi have.” Tilbage i Tyskland gentog han det og tilføjede: ”Om det så skal være for mine egne penge.” 



I Brøndby tog man en snak med spilleren. Var han klar over, at han skulle konkurrere med verdens bedste spillere, og vidste han, hvor svært han ville få det? At der hvert år er mange spillere i en stor klub som Bayern München, der ikke klarer den og bliver solgt eller udlejet til mindre klubber? Måske vidste Brøndby-folkene i bund og grund, at det var håbløst at holde på ham. De kendte Højbjergs tro på egne evner, og de vidste, at de evner var usædvanlige. De havde set, hvordan han dominerede på banen, og hvordan han ikke var bange for at komme med forslag til trænerne. Og ikke mindst kendte de til hans manglende interesse i, hvad andre måtte tænke om ham. De vidste fx, at han havde forladt FC København i protest mod, at han blev sat til at spille angriber. Andre spillere var taknemmelige for bare at være med, men Højbjerg ville spille på midtbanen, hvor han kunne deltage mere i spillet. Hvis det ikke kunne blive i FCK, måtte det blive hos rivalen Brøndby. Og sådan blev det, også selv om nogle af de gamle kammerater havde så svært ved at acceptere det, at de holdt op med at kontakte ham.

I januar 2012 skrev han under på Bayern München-kontrakten. Aviserne i Danmark skrev om talentet, der skulle skifte fra ungdomsfodbold i Danmark til seniorfodbold i mægtige Bayern. Og så blev selv spilleren med selvtillid nok til et helt fodboldhold i tvivl.

”Jeg tænkte: ’Det er kraftedeme en af de største klubber i verden. Skal jeg hellere starte et mindre sted?’ Jeg skulle pakke mit 16-årige liv sammen i tre tasker og flytte det hen, hvor jeg ikke kendte nogen og ikke engang kunne sproget. Jeg ringede til Søren (Lerby, red.), men han sagde: ’Kom nu, det er ikke for sjov, at Bayern München henter en ung spiller fra udlandet.’ Jeg skulle lige have forklaret en gang til, at de troede på mig.”



Højbjerg fortæller på altanen i sin nye lejlighed i et velfriseret villakvarter i den sydlige del af München. Her er der ro sammenlignet med hans tidligere hjem tæt ved træningsanlægget, hvor det efterhånden var svært at bevæge sig rundt, fordi hundredvis, om ikke tusindvis, af fans flokkes om anlægget, hver gang træningen er åben for offentligheden. Siden har han lært nogle af den professionelle spillers ’våben’ mod opmærksomheden. Han ved, at han er nødt til bare at gå, hvis køen af autografjægere bliver ved med at vokse, og han har bevidst udeladt efternavnet på dørtelefonen i det nye hjem.



”Jeg skal nyde, at jeg har en dejlig lejlighed, bare sidde og drikke en kop kaffe og nyde, hvad der er vigtigt i livet. Tre timer om dagen er det fuld skrue på fodboldbanen, og så er det væk og slappe af og få luftet ud i hovedet. Sådan skal et professionelt fodboldliv være.”

For mindre end et døgn siden var han i startopstillingen, da Bayern tabte Super Cup-finalen til Borussia Dortmund foran 80.000 tilskuere på Dortmunds hjemmebane. Efter kampen gav nogle af de rutinerede spillere et par interview i mixed zone, hvor pressen har adgang til spillerne, og målmanden Manuel Neuer gik tilsyneladende upåvirket omkring. Men pressefolkene skulle være hurtige for at få et glimt af Pierre-Emile Højbjerg. Han hastede duknakket forbi, gemt under en hættetrøje og med et skuffet udtryk i øjnene. Hurtigt ud gennem flokken af journalister og op i bussen, der skulle få ham væk fra nederlaget. Tidligere kunne sindstilstanden vare en uge, fortæller han, men med tiden er det gået op for ham, at det ikke gør noget godt for hans spil at dvæle ved det. I dag er skuffelsen ude af kroppen efter en nats søvn og formiddagens lette træning. 

Han kigger ud over villahaverne og begynder at tale om tiden i München, som han kalder den hårdeste og mest lærerige i sit liv. 

”Jeg er blevet stærkere, og jeg havde ikke været så stærk, hvis det ikke havde været for alt det, der er sket uden for banen. Jeg føler, jeg er blevet en voksen mand, selv om jeg godt ved, man ikke kan sige det i en alder af 19 år.”



Teenagedrengen i ham viser sig stadig: Han udbryder ”de kan rende mig i røven” om situationer, hvor han fornemmer, at andre tænker negativt om ham, og han leder med hovedet inde i et køkkenskab forgæves efter nogle vandglas til sine gæster. Han har en ’Jackass’-dvd på hylden, og hans onkel, der er på besøg, kommer tilbage fra supermarkedet og har været opmærksom på, at der manglede toiletpapir. Manden Pierre-Emile Højbjerg er tænksom og bevidst omkring sin karriere og formulerer sig omhyggeligt, også når han ind-imellem må lede efter de rigtige danske ord. Manden Pierre-Emile Højbjerg er ham, der under et interview siger ”undskyld mit sprog” og kigger på båndoptageren, hvis han er kommet til at bande, og manden viste sig også i går under kampen i Dortmund. Lige inden kick off gik han hen til den bare 17-årige Gianluca Gaudino og kom med et par råd, mens han næsten alfaderligt lagde hænderne på hans skuldre, og ved et hjørnespark til Dortmund signalerede han til Dante, at han skulle være klar og se at komme op på tæerne. Dante adlød. 


VED SIDEN AF ET BORD, hvor Pierre-Emile Højbjerg har arrangeret sine fodboldmedaljer, står en reol, og på en af hylderne har han placeret en let gulnet gipsfod. Sidste år indkapslede den hans højre fod og underben, da han måtte holde pause fra fodbolden. Netop som han følte sig klar til et gennembrud i Bayern, blev han 3. august rykket ned på reserveholdet for at spille en kamp, og som om det ikke var frustrerende nok, måtte han udgå efter 50 minutter. To dage efter, på sin fødselsdag, blev han undersøgt. Et ledbånd var revet over, og det ville tage to måneder, før han var klar igen, sagde lægen.



”Jeg smider nok den gipsfod ud på et tidspunkt, men altså, det var en tid, som …,” begynder han. ”Jeg var lige fyldt 18 år og troede, at min tid kom nu. Så føles to måneder af ens liv som rigtig meget. Jeg havde ingen tålmodighed. To uger senere ringede min far og græd i telefonen. Der var noget, han ville sige, men han havde svært ved det. Han havde fået kræft, og det var ikke sikkert, de kunne helbrede det. Bagefter græd jeg i en time. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre,” siger han og gentager det lavmælt: ”Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre.” 

Til sidst tog han et par solbriller på og humpede over i klubben på sine krykker for at tale med nogen, og et par dage senere modtog Pierre-Emile sin far i lufthavnen i München. Klubben havde sørget for, at han kunne blive behandlet af tyske specialister.

”Jeg kunne se, han havde tabt sig lidt. Han begyndte at græde, og jeg tog ham i mine arme. Han sagde, han ville kæmpe, til der ikke var mere at gøre. Samme aften sad han på sin seng og sagde: ’Hvis det ender med, at jeg ikke overlever, er jeg nødt til at fortælle dig noget: Da du var barn, løb jeg rundt om Søerne (i København, red.), hver gang du skulle spille kamp. Jeg håbede at give noget energi videre til dig på den måde.’ Jeg havde selv løbet den tur mange gange. Jeg blev rørt, men jeg havde sagt til mig selv: ’Du græder fandeme ikke foran ham’, selv om det var svært. Tiden med sygdommen blev samtidig den bedste tid, jeg havde med ham. Han boede hos mig og fandt ud af, at jeg ikke længere var en lille dreng. Vi snakkede om livet som voksne mænd. Det var fantastisk. I starten af sygdomsforløbet tænkte jeg: ’Livet er noget lort, fuck det hele’, men min familie blev min store motivation. Jeg fandt ud af, hvor meget kraft der kan ligge i et godt familieliv.” 



Hen over sæsonen kæmpede Pierre-Emile Højbjerg sig tilbage mod førsteholdet. 22. april i år skulle han med til Madrid, hvor tyskerne dagen efter skulle møde Real Madrid i Champions League. Han vågnede om morgenen efter en nats urolig søvn og greb ud efter telefonen. På displayet stod fem opkald fra hans mor.

”Jeg frygtede det værste, men jeg stod op og tog jakkesæt på. Klokken var 7.45, og vi skulle være i klubben kl. 8. Jeg ringede, da jeg gik ned ad trappen. Hun sagde, at der ikke var mange timer igen, og hun syntes, jeg skulle komme hjem. Ovre i klubben satte jeg mig ned, begyndte at græde og fortalte, at jeg ikke kunne tage med. Guardiola (Bayerns spanske cheftræner, red.) kom forbi og sagde: ’Tag hjem, af sted med dig.’ Inden jeg kom om bord på flyet, ringede min bror og sagde: ’Det er sket.’”


HØJBJERG TALER LÆNGE OM sin far. I begyndelsen af sygdomsforløbet var det noget andet. ’Som en kniv i halsen’ og ’brækfornemmelser’ siger han om, hvordan det var, når folk spurgte. Nu hjælper det ham at fortælle. Han taler sig tilbage til en opvækst, hvor faderens opdragelse var ’af den gamle skole’, og om de telefonopkald, som familien Højbjerg på Østerbro i København alligevel måtte vænne sig til. ”Du har altid problemer med de voksne, måske skal du tænke lidt mere over, hvordan du opfører dig,” kunne Christian Højbjerg finde på at sige til sin yngste søn efter endnu en samtale med skolen. Mødte man Pierre-Emile for første gang, var der ikke meget, der signalerede ballademager eller kontroversiel opførsel. ’Rød i hovedet, svedende og nervøs’ er de ord, han hæfter på drengen Pierre-Emile i selskab med fremmede mennesker. Men så snart han følte sig tryg ved dem, var sagen en anden, måtte lærere og fodboldtrænere sande.



"Jeg sagde dem gerne imod, hvis jeg mente, at jeg vidste bedre. Det er jo ikke normalt for en 13-14-årig, og de voksne var nogle gange lidt chokerede. Det gav mig nogle problemer, men det tog jeg ikke så tungt. Jeg sagde bare min mening, fordi jeg ville hjælpe. Jeg vidste godt, at jeg stak lidt ud. Min mors franske baggrund betød også, at jeg altid blev spurgt ’du er halvt fransk, ikke?’ Jeg følte mig hverken udansk eller pæredansk. Jeg følte mig godt tilpas, men altid anderledes.”

Det var ikke, fordi drengen manglede disciplin hjemmefra, at han stødte sammen med autoriter. Tværtimod. Faderen holdt ’buen spændt’, som Pierre-Emile siger. Børnene skulle gøre deres bedste i skolen, på fodboldbanen og i alt, hvad de beskæftigede sig med. Gjorde de det godt, var meldingen som regel: ”Det var fint klaret, men nu må du videre. Du kan ikke leve på, hvad du gjorde i går.”  

”Nogle gange var det sgu lidt hårdt, ikke? Men I dag forstår jeg, hvorfor han gjorde det. Det handler om at finde sin vej. Finde ud af, hvordan man vil gøre tingene, og så holde fast i det, uanset om det går godt eller dårligt. Det gælder i sport og i livet. Der har været så mange nedture og svære tidspunkter, men til sidst kom jeg styrket ud af det.”



Han fortæller om en flot begravelse, at han beundrer sin far, og om, at han lærer mere af modgang end medgang. Han virker overbevisende, når han siger, at han er stærkere nu, og hans status i Bayern taler også for det. Højbjerg vendte tilbage til München efter begravelsen med sorg, men også en lettelse i kroppen. Uvisheden var forbi. I perioden, der kom, spillede han mere og mere fast for Bayern, og 28. maj debuterede han for Danmarks A-landshold mod Sverige i Parken. Landstræner Morten Olsen sagde efter kampen til den nye spiller, at han var tilfreds med hans præstation. Til pressen sagde han, at han sjældent i sine 14 år som landstræner havde set en mere lovende debut. 



De danske fodboldfans opdagede i samme periode, at der var et særligt talent, og de opdagede, at der var noget særligt, der rørte sig i hovedet på den unge spiller. Der var ingen sportsklicheer om, at ’vi må gøre vores bedste og se, hvor langt det rækker’. Højbjerg talte om, at danske spillere burde tro mere på egne evner, at han vil være blandt de bedste i verden på sin position, og han sagde, at Danmark har talentfulde fodboldspillere nok til at vinde Europamesterskabet i 2020.

”Jeg sagde det for at sende et budskab til mine holdkammerater og også til dem, der vil heppe på os, om, at de har noget at se frem til. Det kan give dem noget håb. Det vigtigste for mig er at inspirere folk til at gå deres egen vej. At gå den vej, de altid har ønsket, men måske ikke har turdet eller haft mulighed for.”

Højbjerg har trampet sin egen vej og taget sine valg. Ligesom den ca. 15-årige dreng til Super Cup-finalen i Dortmund, der blandt alle trøjerne med ’Robben’, ’Müller’, ’Lahm’ og de andre stjernenavne havde ’Højbjerg’ på ryggen.”Sig til ham, at han bare skal gøre ligesom i sidste sæson. Han skal nok klare den,” sagde han og forklarede sit trøjevalg: ”Jeg kan godt lide ikke at gøre ligesom alle de andre.”■

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Portræt og Landsholdet