”Det er først nu, jeg kan se, at dumme rektor nok gjorde mig en tjeneste, da han sparkede mig videre”

Jeg har 25 års studenterjubilæum. (Nå? Hurra. Siger du så.) Selv om jeg blev smidt ud af Birkerød Gymnasium/HF og kostskole efter ét år - af rektor personligt.

Han kaldte mig ind på kontoret og erklærede i uforglemmelige vendinger, at jeg var uegnet til at gå i skole, og dagen efter måtte jeg tage ud til hans hus og ringe på døren og gå ned på knæ og tigge og bønfalde ham, om jeg dog ikke bare denne sidste uge inden sommerferien kunne få lov at blive boende på mit (allerede dyrt betalte) værelse på kostskolen, for jeg havde ingen andre steder at bo.

Jeg har aldrig glemt denne hyggeligt fuldskæggede 68'ers manglende format, hans hånlige spark til en mand, dreng (mig), der lå ned.

Min familie boede i udlandet, så langt væk som muligt, og jeg var lost in space. Taber. Fi. As. Ko. Lost. In. Space.

Efter sommerferien kom familien hjem, og jeg startede på en frisk, og rå dødsangst, på Vesterbro toårige Studenterkursus, i det gamle Vestre Borgerdyd, hvor vi skulle nå gennem det samme pensum som gymnasiet, bare på to år i stedet for tre, så der var hverken tid til idræt, studieture, temauge eller billedkunst.

Jeg havde en rimelig akut fornemmelse på struben af, at det var sidste chance her i livet, og den har egentlig siddet der siden dengang med røvtur 1988 i Birkerød. Ikke at det har hjulpet, jeg er tungnem.

LÆS OGSÅ: "Jeg kender folk, der afskyr Ikea. Men det er først i Ikea, man forstår, hvem man virkelig er"

Men man kører nu engang bedst på angst og med Fanden i hælene her i livet. Så de næste to år stod jeg op kl. 5.45 for at komme med toget fra Helsinge ind til skolen i København, hvor klassekammeraterne faldt som fluer omkring mig. Det var fårene fra bukkene. Det var stoledans. Hunger Games. Alpe d'Huez. D-dag.

Man kunne ikke gemme sig, og alle kneb gjaldt. Af de 35 elever, som startede i klassen 1. N (nyzproglig), var vi kun 2 (jeps, to) elever, der blev stående på benene og fik studenterhuen to år efter.

Jette, hed den anden, som var der for at forbedre sit snit til 11, og så mig, sagde hunden. Jette og jeg kørte en ond western-duel med russisk roulette til dessert. Jette vandt. Så der var lissom no love lost og da slet ingen studenterhestevogn, og nogle år efter stak det i mig hvert år på denne tid i juni, når jeg hørte studenternes høje hujen og glade opkastlyde fra vognladet gennem byen.

Dét gik jeg glip af, tænkte jeg. Lykkelig var jeg nu alligevel, de uger i min studentersommer 1990, og jeg fik jo mirakuløst nok det snit, jeg skulle bruge til at komme nogenlunde videre i systemet.

På studenterkurset brugte de ikke huer, den måtte jeg sgu selv gå ned og hente efter eksamen i C.L.Seifert, og da jeg endelig fik den på, huen, mente min far - en ærekær mand - at jeg skulle tage forbi min tidligere rektor, der havde smidt mig ud fra Birkerød Gymnasium.  Som en hævngerrig samurai i en Kurosawa-film skulle jeg flashe  min studenterhue lige op i smasken på ham og sige: ”Hvad var det for resten, du sagde for to år siden om min skoleegnethed? Og hvad er så dét her på mit hoved? Nå?!"

Men det var trods alt for plat en gestus at stå der og true rektor med en hue, syntes jeg. Selv for mig. Og desuden: Rektor couldn't care less.

LÆS OGSÅ: 7 ting der er langt bedre end deres ry

Nu er rektor død. (Det var ikke mig, der gjorde det. Han blev vist også forholdsvis gammel.) Og som Kim Schumacher også sagde: ”Du skal bare vente længe nok, så kommer din fjendes lig drivende ned ad floden.”

Og Kim Schumacher blev student fra Birkerød kostskole i 1970, og Kim Schumacher døde i samme uge som jeg blev student, den 12. juni 1990, så det hele hænger sammen, som I sikkert kan høre.

Der bliver nok ingen 25 års studenterjubilæumsfest for mig, hvis jeg da ikke selv holder den, og hvad er sådan en studenterhue også værd, kan du spørge. Men når jeg tænker på, hvor fortabt jeg var, på (og i) knæ den dag i Birkerød foran almægtige rektors dør præcis to år forinden, er studenterhuen stadig en mega-monster-majestæt triumf-UMPF-UMPF (tysk techno-bas).

Det er først nu, jeg kan se, at dumme rektor nok gjorde mig en tjeneste, da han sparkede mig videre.

I går så jeg en doku på DR om de perfekte gymnasiepiger der skal ha' 12,1 i snit eller dø, og når man (jeg) selv har prøvet at knække halsen 117 gange af præstationsangst, så man (jeg) aldrig kommer i gang med opgaven/semestret/eksamenslæsning/græsslåning/livet, kan jeg godt finde min indre perfekte pige, bare med lidt mindre eye-liner, med ambitioner over stratosfæren og resultater liiiiiidt under.

Ikke fordi jeg nogensinde har lavet mine lektier, men princippet genkender jeg. Nå, men en klog mand fra Børne-/unge-psykriatriker-fonden sagde i udsendelsen, at uddannelsesvejen og karriere og pis ikke er lineære og direkte. Dét er jeg en omvandrende reklame/skamstøtte for.

Og den banale morale med min pointe med mit budskab er, at livet ikke er et marathonløb, men en 60 meter-spurt mod dig selv, og til sidst vinder stopuret.

LÆS OGSÅ: Boisens blog: X Factor er Hernings åndelige hjem

LÆS OGSÅ: 9 eksempler på at kontakt-annoncer er det bedste

LÆS OGSÅ: Kære statsminister: Jeg håber, du tager os alvorligt denne gang


Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte