Peberkværn
Foto: Ida Rud Nielsen

Signe Amtoft integration kæreste

Radiovært Signe Amtofts integration af sin engelske kæreste: ”Her giver vi penis-tønder til folk, når de fylder 30”

Signe Amtoft skal integrere sin engelske kæreste, men bliver også selv ramt af forbløffelse over sin egen kultur.

Jeg har bevæget mig ud i en danskhedsopdragelse af min engelske kæreste. Han er netop flyttet ind i min lejlighed på Nørrebro i København, og hen over sommeren har han, og dermed også jeg, flere gange stået over for mødet med den kultur, der er så indgroet i mig, og som jeg nu prøver at gøre ligeså interessant - og ikke mindst mindre forvirrende - for ham.

En dag bevægede danskhedsmødet sig lige direkte ind i køkkenet, på en helt almindelig eftermiddag. På en måde, jeg ikke havde troet, det kunne lade sig gøre. Jeg troede for eksempel, at når jeg nu bare havde lært ham at spise koldskål, så ville han spise koldskål, og så sluttede læringskurven dér. Jeg tog fejl.

Vi er mange, der holder af såkaldte ‘lifehacks’. Muligheden for at gøre hverdagen lidt lettere ved at smøre madpakkerne dagen før, eller bruge brødposeklemmen til at holde styr på ledningerne. Små ting. Men folk har forskellige behov for lifehacks, og jeg stødte hovedet direkte ind i en uventet mur - den der nu er døbt engelske lifehacks møder danske kammerjunkere.

Den dag, jeg kom hjem og så, hvad der bedst kan beskrives som en pose smulder på køkkenbordet. Jeg vendte mig mod min kæreste og spurgte, hvad det var. Det var kammerjunkere. “Men de er jo gået i stykker?” Og det var meningen. Han smilede stolt, og fortalte, at han havde for-smuldret kammerjunkerne.

Så var de jo klar, næste gang jeg ville have en omgang koldskål. Jeg kunne mærke mig selv blive helt forvirret. Jeg havde i bedste mening fået frataget mit ejerskab over smulderet i min mælkebudding. Frataget glæden ved at tage kammerjunkeren og knuse den, så den frisksmuldret drysses ud over den hvide overflade. Han havde jo ikke gjort noget forkert. Han forstod det jo bare ikke. Så sad jeg bare der, helt alene med min danskhed og en pose smulder.

Sommeren startede med en Brexit afstemning. Det var træls. Ikke for dem, der ville forlade unionen, men for os der havde håbet på et andet resultat, var det en hård omgang, som holdt os vågne hele valgnatten. Han landede i København dagen efter valget, og var midt i sin utilfredshed positivt overrasket over, hvordan han blev mødt af folk, vi mødte. “I’m so sorry about your country”, “come live with us in the EU!”.


Foto: Emilie Hemmingsen

Det betyder jo ikke noget, hvad folk siger. Men når man kommer fra et land, der lige har sagt nej tak til verden, er det rart, at ens nye verden siger ja tak til én. Og det var generelt ikke Englands uge, dén i juni.

De tabte stort til Island i EM, og vi så det på storskærm, naturligvis omgivet af vikingefans og i silende regn. Den danske måde, kan man sige. For selv for en englænder er vejret helt skizofrent. Derovre er man vant til, at det kan skifte fra dag til dag. Men da han for tredje gang havde gået en tur på en halv time og kom hjem i drivvåde shorts og med solbriller på, gav han op.

Sproget er en anden udfordring. “Man putter sin tunge steder, den aldrig har været før”. Vi løser børnekrydsogtværser og kigger i meget letlæselige børnebøger for at få gloser ind, og jeg har for første gang i mit liv spoilet en pixi-bog for nogen (musen får en ny lagkage). Men hold op, hvor er det svært, det danske sprog.

Næsten lidt som en dårlig sketch, nogle gange. Jeg siger et ord, han gentager det forkert. Jeg gentager det rigtigt, han gentager det lidt bedre. Jeg gentager, han gentager, igen forkert. Jeg gentager, han gentager - denne gang helt rigtigt og jeg bliver så glad.

Problemet er bare, at han ikke kan høre, hvad han gjorde anderledesfra de første 12 gange, han sagde det, og så er vi næsten tilbage ved de for-smuldrede kammerjunkere. Efter EM i fodbold sad hele repertoiret: indkast, frispark, mål osv. Lige, hvor det skulle. Til gengæld kan han ikke tælle til 20.

Noget, han havde glædet sig til, var Roskilde Festival. Det var musik, mærkelige mennesker og manglende grænser en masse. Du ved, danskhed. “Jeg har aldrig set så mange folk i badekåber,” lød et udbrud midt i anarkiet på vej til en koncert med S!vas, hvor jeg i øvrigt brugte åndssvagt lang tid på at forklare, hvem han sang om, når der blev sunget “Steinnn Bagger” af hele publikum. Det er i øvrigt en historie, der kun er imponerende i Danmark. Og det er måske meget sigende om os - så mange enestående kæmpesvindlere har vi alligevel ikke.  

Min yndlingsoplevelse kom, da vi tilbage i byen gik os en tur. Det gør vi af og til. Han prøver at orientere sig i området, gætte, hvordan gadenavnene udtales og på mange måder bare finde hjem. En dag kom vi gående ned ad gaden. Jeg gik og snakkede til ham, men mærkede, at jeg pludselig ikke havde ham ved siden af mig længere.

Jeg kiggede tilbage, og han stod og betragtede en tilsyneladende hjemmelavet skulptur på fortovet. Jeg gik hen til ham og så, at det han stod og kiggede på, var en kæmpe penis formet af olietønder, der var malet lyserøde i dagens anledning, og henover roden stod der med spraymaling skrevet “”.

Efter en oversættelse af det sofistikerede skrevne budskab, spurgte min kæreste “Hvordan får jeg sådan en?”. Og det er her, jeg igen bliver helt stolt af at være dansker.

“Du fylder 30,” sagde jeg, uden at blinke, ja, uden overhovedet at tænke over svaret. Jeg kommer fra et land, hvor jeg uden at blinke, ved, hvordan man får en penis af olietønder, og det ville jeg alligevel ikke bytte for noget.

LÆS OGSÅ: Radiovært Signe Amtoft har fået sin engelske kæreste til Danmark: “Hvordan forklarer man borgerservice, Superligaen og Uffe Elbæk?”

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: Det ville jeg gerne have fortalt den 15-årige version af mig selv

LÆS OGSÅ: Fri mig for mandefjolset