Stalins monumentale galskab? – et kort indblik i sovjetisk arkitektur

Arkitektur har altid været en central del af mit liv. Sommetider kan jeg også undre mig over, hvorfor jeg ikke fulgte i min farfars og fars spor og blev arkitekt.

Arkitektur kan et eller andet ekstraordinært. Kunst, økonomi, ideologi, politik, demografi og social udvikling gemmer sig alt sammen i arkitekturen. Det er som om, at overlevende bygninger bliver en værdifuld port til fortiden og oplyser os om datidens civilisation.

Hermed en lille historie fra sovjettiden.

I 1931 annoncerede Josef Stalin en arkitektkonkurrence om opførelsen af et nyt administrativt center og konferencerum – Paladset for sovjetterne – som skulle opføres på den grund, hvor Frelseren Kristus-Katedralen allerede lå. Det så man ikke som en hindring og i et sovjetisk samfund med ateisme, påbegyndte man at rive kirken ned.

Langt over 160 arkitekter fra hele verden deltog i konkurrencen, herunder Le Corbusier, Auguste Perret og Walter Gropius, men vinderne blev russiske Boris Iofan. Iofan betragtes som en af de ledende arkitekter bag strømningen - stalinistisk arkitektur – i 1930ernes i Sovjetunionen. Den gigantiske statue af Lenin ville få Frihedsgudinden og Eiffeltårnet til at ligne små stykker legetøj.

Det monumentale bygningsværk skulle rumme 20.000 siddepladser, restauranter, bibliotek med 500.000 bøger, labyrint af museer og et utal foyer.

Opførelsen blev påbegyndt i 1937, men blev pludselig afbrudt i 1941, da tyskerne angreb Sovjetunionen. Projektet blev aldrig opført.

I 1958 blev det kolossale fundament så forvandlet til verdens største opvarmede friluftsbassin.

Efter kommunismens fald besluttede man i perioden 1995-2000 at genopføre Frelseren Kristus-Katedralen på ny.