Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Opskrift: bøf bearnaise

Foto: Rasmus Weng Karlsen

Opskrift: bøf bearnaise

Bøf bearnaise med bagekartofler på bål

Alle de bedste ting begynder med b.

Antal personer:

4 personer

Ingredienser

Til bøffen

  • 500 g entrecôte 
  • 2 hele hvidløg
  • 1 bdt timian
  • 1 dl olivenolie

Dekonstrueret bernaise

  • 4 æg
  • 1 bdt estragon
  • 200 g smør
  • 2 spsk æbleeddike

Sådan gør du

Nicolai Tram er en alsidig kok, der på cv-menuen bl.a. kan skrive el Bulli-filialen La Terraza del Casino i Spanien, souschef på Dragsholm Slot og udviklingen af Masterchef på TV3. Derudover har han optrådt med det kulinariske one-man-show ’Fra vugge til grav’, ligesom han er ide­manden bag food.tv

Nu er han taget til Sverige, hvor han tænder op i bålet.

Bøf og kartofler: 

  1. Køb 500 g god entrecôte hos din slagter, men bed ham holde den hel og ikke skære den i bøffer.
  2. Lav en hvidløg- og timianolie ved at rive alle feddene fra hvidløget fint, pluk bladene fra timianen, og læg det sammen med det revne hvidløg. Hæld olivenolie på og lad det trække, indtil du skal bruge det.
  3. Marinér kødet i timian-hvidløgsolie i et par timer.
  4. Bind en kødsnor omkring kødet, så du kan hænge det over gløderne fra et bål. Husk at vende kødet ofte, så det tilberedes jævnt over det hele. Alternativt kan du stege det på grillen.
  5. Læg kartofler direkte i gløderne på et bål og lad dem bage heri, indtil du med en spids kniv kan mærke, at de er møre. Bag dem alternativt i ovnen ved 230 grader i ca. en time. Det er vigtigt, at du ikke pakker kartoflerne ind i stanniol, da de så ikke kan slippe af med det vand, de har i sig og kommer til at virke kogte i stedet for bagte.

Dekonstrueret bearnaise

  1. Smørret brunes i en kasserolle, indtil det er gyldent og dufter nøddeagtigt. Den brændte valle i bunden af kasserollen sigtes fra.
  2. Kog æggene i rigeligt vand i ti minutter, og lad dem køle helt af. Pil æggene, og hak dem fint.
  3. Pluk estragonen i hele blade.
  4. Lun det brunede smør, og smag til med æbleeddike. Læg æg og estragon i.

Anretning:

Fjern snoren fra kødet og skær det i skiver. Læg to snit i kartoflerne og tryk på dem, så de åbner sig. Hæld den dekonstruerede bearnaise ned i kartoflerne.

LÆS OGSÅ: Anden juledag: Denne suppe er genial til dine rester