Thorbjørn Øllgaard fra Smag På Dig Selv fortæller for første gang, hvorfor han ikke har fortænder: ”Jeg var en lille møgunge, der pustede mig op”

NÅR THORBJØRN ØLLEGAARD optræder, er det med fuld kraft. Så snart han med bandet Smag På Dig Selv træder ind på scenen, er tempoet konstant i top.

Thorbjørn flyver rundt og blæser så hårdt som muligt i bassaxofonen. Han råber sine tekster med så store, tydelige og direkte bogstaver, at det er svært ikke at trække i et lidt overrasket og forbavset smilebånd – og hvis man ikke kan lide, hvad man hører, ”så kan man fucke hjem og se noget Go’ Morgen Danmark,” som han selv beskriver det.

Udover Thorbjørn Øllgaard består bandet af Oliver Lauridsen på saxofon og trommeslager Albert Holberg.

De beskriver selv deres musik som en fusion af Olivers jazz, Alberts metal og Thorbjørns drum & bass. Men Thorbjørn Øllgaard fortæller, at de er landet på Fuck You-jazz, efter en udenlandsk journalist omtalte deres musik sådan.

FØR DE TRE herrer for alvor stak instrumenterne sammen, var formålet et helt andet. Der spillede de på gaden i København ved Nørreport og Storkespringvandet for at tjene penge til husleje og øl.

Nu, knap 10 år efter, har Smag På Dig Selv været på adskillige festivalplakater og spillet i Brasilien, USA og hele Europa, og i skrivende stund er det alternative boyband, som de kalder sig selv, på tour i Danmark.

Så er det om at huske fortænderne. For to ud af de tre af bandets medlemmer mangler dem.

Trommeslageren Albert mistede sine fortænder, da han styrtede hen over et el-løbehjul på sin cykel. Men en noget anden historie hører til Thorbjørn Øllgaard, der mistede sine fortænder for 15 år siden.

Historierne har svirret, og nogle af dem har han selv opdigtet – men han har ikke før fortalt, hvad der faktisk er grunden til, at han i dag står uden fortænder. Indtil nu.

Thorbjørn, hvordan mistede du dine fortænder?

”Jeg er født og opvokset på Christiania, og mange af os drenge fra Christiania blev meget tidligt fascineret af Pusher Street. Jeg var lidt for god til at tappe ind i sådan en psykopatisk persona, så jeg blev hurtigt involveret nogle rigtig pøllede ting. 

Jeg var større end de andre drenge på min alder og havde rigtig meget attitude. Jeg var kun 15 år, men jeg rendte rundt med mennesker, der var dobbelt så gamle som mig. Jeg gav rigtig mange tæsk, fik rigtig mange tæsk, og så var jeg med til at styre en jointfabrik. Det var der virkelig mange penge i.

En dag i 2011 gik min ven og jeg rundt under Langebro, da der pludselig stod ti fyre på 18-20 år rundt om os. Det var en gruppe, vi havde haft beef med, og der stod de så. Det eskalerede meget hurtigt.

Min ven fik også nogle slag, og så flygtede han. Det gjorde jeg ikke. Jeg blev tilbage. Der er meget af det, som jeg ikke kan huske, for jeg fik så meget klø. Men på et tidspunkt får de mig ned at ligge, og så bliver der ellers trampet til.

Imens jeg ligger på jorden og får tæsk, er der pludselig én, der råber: ”Politiet kommer!”. Jeg havde så meget adrenalin i kroppen, at jeg bare rejste mig op og spurtede væk.

Da jeg nåede til Christianshavns Torv, gik det op for mig, hvad der var sket. Mine fortænder var blevet trampet ud. Eller vel egentlig mere trykket ind, for der var også noget knogle, der var blevet trukket med ud. Det samme gjorde en af tænderne i min undermund.”

Hvad gjorde du så?

”Jeg ringede med det samme til min storebror og sagde: ’Jens, mand! Vil du ikke lige komme og hente mig? Jeg har fået banket mine fortænder ud’.

Da vi sidder på Amager Hospital, ringer jeg til en af mine venner og spørger, om han vil gå hen til torvet og kigge efter mine tænder. Det gjorde han, og han fandt faktisk dem alle tre”.

Hvorfor har du ikke fortalt den rigtige historie før?

”Det er bare så fucking pøllet! Det føles jo, som om det er sket i et helt andet liv. Men det er mærkeligt, for selvom jeg hader og afskyer det miljø, så elsker jeg jo mange af de mennesker, jeg var sammen med dengang. For vi har oplevet ekstreme og intense situationer sammen.

Det er egentlig ikke, fordi jeg er blufærdig med historien, men jeg synes, at den er lidt flov, for det er så langt fra, hvor jeg er i mit liv i dag. Men jeg var også bare en lille 15-årig møgunge, der pustede mig op.

Jeg har været bekymret for, at historien ville tage fokus fra Oliver, Albert og os som helheden Smag På Dig Selv. Det er også derfor, jeg selv har fortalt mange af de her forskellige falske historier.”

Hvordan kom du ud af det miljø?

”Det var på en af de årlige ture for alle Christianiabørnene. I 2013-2014 var vi i Østrig, og jeg fløj rundt på et snowboard. Dengang synes jeg, at jeg var modig, men i virkeligheden var jeg bare dumdristig.

Pludselig styrtede jeg ned i noget ny-præpareret sne og endte i koma i lidt over en måned. I de første par dage troede lægerne ikke, at jeg ville overleve. Efter en uge på hospitalet i Østrig, troede de, at jeg ville overleve, men at jeg ville være en grøntsag. Derefter blev jeg fløjet til Rigshospitalet, hvor de nu troede, at jeg ville vågne og så ’bare’ være lam i venstre side af kroppen.

Da jeg vågnede, skulle jeg lære alt på ny igen. Det kom heldigvis hurtigt tilbage til mig, men det var hårdt. Det var helt sort for mig. Jeg havde fået hukommelsestab, og det lider jeg stadig af.

Jeg skulle også lære de sociale regler igen, for jeg blev skør. Altså helt skør. Jeg blev udstødt af det miljø og dem, som jeg hang ud med før. Men det er nok det bedste, der er sket i mit liv.

Dem, jeg hang ud med på Pusher Street, var der for gadens skyld, men da jeg virkelig havde brug for hjælp, så var det det rigtige Christianiamiljø, der greb mig. Jeg er så evigt taknemmelig for Christiania på det punkt. Jeg blev omgivet af mennesker, der ville hjælpe og støtte mig gennem det her.

Og på det tidspunkt var det min mindste bekymring, at jeg ikke havde nogle fortænder.”

Hvordan er det så ikke at have fortænder?

”Det er egentlig fint nok. Men det er også irriterende, fordi jeg ikke kan spille saxofon med fortænderne i. Mine mundstykker er blevet ret slidte, hvilket til gengæld fedt. Det gør, at jeg – KLIK – kan sætte mundstykket fast mellem mine tænder, og så kan jeg løbe rundt på scenen og svinge rundt med et instrument, der vejer 17 kilo, uden at det falder ud.

Det er sket flere gange, at jeg har mistet protesen, fordi jeg har lagt den et eller andet fjollet sted. Engang måtte jeg endda eftersøge mine fortænder fra scenen og ud til publikum.

Men i hverdagen kan jeg klart bedst lide at have min protese i. Uden den læsper jeg meget, og min mund bliver helt tør. Det er ret irriterende. Jeg bruger den hver dag, helt indtil jeg skal børste tænder og i seng. 

Men det kan sagtens ske, at jeg næste morgen kommer ud ad døren, ned ad trappen og i gang med dagen, før det går op for mig, at jeg sgu har glemt mine fortænder. Men jeg går aldrig tilbage efter dem.”

Hvorfor spiller du bassaxofon uden fortænder?

”Jeg lærte først at spille, da jeg gik på højskole – og der havde jeg allerede mistet mine fortænder. De få gange, jeg har øvet med fortænderne i, har mundstykket trykket på protesen, så den løsnede sig, så det stoppede jeg hurtigt med at gøre.

Når vi skal ud at spille koncert, putter jeg fortænderne ned i saxofonkassen, og så kommer de altså ikke op, før koncerten er færdig. Det er lidt som en ganebøjle, så det fungerer bare ikke at spille med den i.

Albert har fået skruet sine proteser i, så de sidder fast, men det vil jeg ikke endnu. Det vil jeg først, når jeg ikke længere skal spille musik, eller i hvert fald have en rigtig lang pause. 

Det ville nemlig betyde, at jeg skulle opbygge en helt ny embouchure (teknik til placering af læber og tunge på mundstykket af et blæseinstrument, red.) og muskler omkring munden, og det ville jo være lidt som at skulle lære at spille bassaxofon om igen.”