I 42 år har Per drevet Café Englen i Aarhus: ”Kongen spurgte nogle gange, om han ikke kunne få lov at snige sig ud gennem gårdhaven”
Slåskampe, lystne protagonister, dyrt italiensk marmor, royale besøg, kunstauktioner, hengemte relieffer og obskure kaldenavne er en del af fortællingen om, hvordan københavnerdrengen Per Engbirk var med til at forvandle Aarhus’ gamle forlystelseskvarter til et latinerkvarter. Her fortæller han historien om Café Englen, som han har drevet i over fire årtier.
Fortalt til: Andreas HenriksenFortalt til: AndreasHenriksenFortalt til: Andreas HenriksenFoto: Martin Ford
MIG OM MINE KAMMERATER Jef og Freddy
åbnede Café Englen i 1984. Dengang var Studsgade, og det vi i dag kender som Latinerkvarteret,
hjemsted for mange af byens brogede eksistenser.
På kvarterets gadehjørner
kunne man støde på prostituerede, bagmænd og tyveknægte. Studsgade optrådte
sågar i det erotiske mandemagasin ’Rapport’ i maj 1982 under det faste format
’Danmarks frække gader’.
Det var et barskt
område, men jeg havde forelsket mig i den gamle bydel. Især i den smukke, men noget
medtagede jugendejendom på Studsgade 3. Da muligheden bød sig, købte jeg hele
opgangen.
Købet af
bygningen vakte stort postyr i nabolaget. Det skyldes overvejende, at lokalerne
havde været et lokalt knudepunkt: En bodega, som hed Øltønden.
Selvom bodegaen
ret beset blev lukket af politiet nogle år forinden, så blev vreden fra de gamle
stamgæster rettet mod os. De første år kastede de med jævne mellemrum brosten
gennem vores ruder. Vi repræsenterede noget nyt, og nyt var ikke godt.
DET VAR PÅmange måder et skrækkeligt sted, vi
overtog. Hele facaden var dækket af spånplader, ruderne var af plexiglas, så vildfarne
glasflasker ikke røg igennem dem, og bordene var boltret fast til gulvet.
Da vi begyndte
renoveringen og arbejdet med at rive den gamle facade ned, fik vi os en
glædelig overraskelse. Inde bag snavs og mørnede træbrædder afdækkede vi
langsomt konturerne af et gammelt relief. Det stod næsten uden slitage, og det forestillede
en engel. Dér var navnet. Vi skulle hedde Café Englen. Det gik også fint i spænd
med, at vi lå lige om hjørnet fra Paradisgade.
PÅ ENGLEN HAR vi altid gået op i vores æstetiske udtryk.
Alt interiør i caféen skulle være holdbart, klassisk og tidløst.
Annonse
Den store cafébølge
var lige skyllet ind over Danmark, da vi startede. Café Sommersko var åbnet i
København og Casablanca i Aarhus, begge inspireret af den parisiske
brasseriestil.
Vi ville noget
andet og lod os inspirere af elementer fra de litterære caféer i Centraleuropa.
Her var materialer som zink, messing, ædle træsorter, spejle og marmor
gennemgående.
Vi besluttede, at
vores bar skulle laves i marmor, så vi fik en arkitekt til at slå stregerne an og
skitsere os et udkast. Mål og tegninger sendte vi til det nordlige Toscana,
hvor de i det fineste hvide italienske marmor udskar elementerne til baren.
KUNSTEN PÅ VÆGGENE er også valgt med
eftertanke. I slutningen af 80’erne tog vi tit til kunstauktioner ude på Søren
Ficks Vej. Vi lavede forhåndsaftaler med de andre købere, så vi ikke bød hinanden
unødigt op. Gennem årene har vi tilranet os værker fra Jens Birkemose, Sven
Dalsgaard, Wilhelm Fredy, Karen Deget og mange flere. De pryder vores vægge,
som er inddelt i tre kategorier: Den kloge, den kunstneriske og den erotiske.
Folk spørger stadig,
om kunstværkerne kan købes, men de er ikke til salg – heller ikke for den
rigtige pris.
Jeg insisterer på,
at alt skal være gennemført og kvalitetsbevidst. Det er ikke tilfældigt, at der
til højre for billedet af dronning Margrethe hænger et askebæger, at alle
dørhåndtag er af messing og designet af Arne Jacobsen.
Selv døren til
toilettet har den særlige bordeauxrøde farve, som jeg forelskede mig i på vinkortet
hos det franske champagnehus i Reims, Louis Roederer.
FORFATTER JAN SONNERGAARDS protagonist
har også benyttet sig af selvsamme bordeauxrøde toiletdør. Det gjorde min
yngste datter mig opmærksom på, da hun 12 år gammel læste hans bog ’Sidste
søndag i oktober’.
På side 133 fortæller han om kvinden Ida, hendes tunge, og
hvor god hun var til at bruge den. Nogle linjer længere nede i teksten befandt de
sig alene på Café Englens dametoilet. Det er i øvrigt ikke verdens største
toiletter, vi har, så det har ikke have været nogen nem manøvre. Hverken i
fiktionen eller virkelighedens verden.
VORES CAFÉ HAR altid tiltrukket folk fra den kulturelle klasse. Det skyldes, at vi i vores
første leveår afholdt en lang række kulturelle arrangementer. Vi havde
digtoplæsning, kunstudstillinger og afholdt filosofisk café, hvor der blev
snakket om kunst, film, lyrik, chokolade, og hvad der ellers trængte til en
filosofisk gennemtrawling.
Annonse
En anden, der kom
her i den periode, var Kong Frederik, som dengang var kronprins og studerede statskundskab
i Aarhus. Han sad tit ved bord ét bagerst i caféen, hans livvagter sad ti meter
længere oppe ved vinduesbordet, hvor de holdt sig beskæftiget med en sandwich
med port salut eller pate.
Nogle gange, når kongen var rigtig træt af vagterne,
spurgte han, om han ikke kunne få lov at snige sig ud gennem gårdhaven.
MELLEM KENDISSER OG KONGELIGE har vi altid været en café, som ville rumme alle eksistenser. Vi
lever under filosofien: den venlige café. Det betyder, at alle gæster bliver
behandlet ens, og at man aldrig skal føle sig snydt, når man forlader Englen.
Selvom alle har
været velkomne, har der været en overvægt af arkitektskole- og kunstskolestuderende.
De har hjulpet med udformningen af plakater, og med tiden har de været med til
at give området sin puls og identitet. Deres bidrag har lagt stenene for udviklingen
af det Latinerkvarter, vi kender i dag.
CAFÉENS STORE SPISELIGE varemærke er
Engleburgeren, som vi har serveret, siden vi i 1996 fik installeret vores køkken.
Den læner sig op ad den klassiske caféburger, men vi har skiftet hakkebøffen ud
med en oksefilet. Ellers følger den en almindelig burgers anatomi. Det er en af
de eneste retter, vi serverer hele året, for ellers er vores menu sæsonbestemt.
Til de spisende
gæster beklæder vi – lidt endnu – vores borde med hvide duge og pynter med
blomster, jeg selv plukker i Risskov Skov. Filterkaffen brygges også stadig på
den samme økologiske kaffe fra Frellsen, som da vi åbnede for mere end 40 år
siden. Den konservative tilgang oplever jeg tit, at vores gæster takker os for.
HVIS JEG NOGLE gange får lyst til at mindes gamle dage,
så går jeg ind på mit kontor og finder den lille røde bog. I de første år af
caféens eksistens aflagde de ansatte altid en lille notits over dagens forløb.
Jeg vender tit
tilbage til en marts-aften i 1986. Det var den aften, hvor en mand, der gik
under navnet Lampeknuseren, og to af hans venner raserede hele caféen lige
inden lukketid. Lamper, borde, vinduer og bartendere blev alle smadret.
Gæsterne skreg og søgte tilflugt under bordene.
I forsøget på at
stoppe spektaklet fik jeg selv en på hovedet. Værre var det med tjeneren Philip,
som kom løbende fra nabocaféen Le Estragon. Ham stak de i armen. Flængen var så
stor, at han måtte på skadestuen.
Inde fra baren
havde min kollega trykket på overfaldsalarmen. Der gik en direkte linje fra caféen
op til politistationen. Inden politiet nåede frem til Studsgade, var
Lampeknuseren og hans kammerater flygtet ud i natten.
Annonse
VI SKRIVER IKKE dagbog mere, og
overfaldsalarmen tror jeg heller ikke er blevet brugt i mange år, men hver
morgen, lidt før klokken syv, går jeg stadig fra min lejlighed i Hjelmensgade
hen og åbner caféen. Jeg sætter kaffen over, putter croissanter i ovnen og
tæller pengene fra dagen før, mens Chopins klaverspil bryder ud gennem
højtalerne.
Lidt efter lidt begynder
der at dukke medlemmer fra ’morgenholdet’ op. Det er stamgæsterne Flyver-Frank,
Trylle-Birger, Ingeniøren, franske Christian og så videre, som mellem klokken
07 og 9.30 kommer forbi og drikker deres kaffe, læser avisen, siger noget grimt
om USA's præsident, for så igen at forsvinde ud på Studsgade til dagens
gøremål.
EFTER FROKOST TRILLER jeg selv af sted
mod vinterbadeklubben Jomsborg. Hen på eftermiddagen plukker jeg lidt blomster
og cykler så tilbage mod caféen.
Har tjenerne ikke gjort det, så tænder jeg
levende lys i baggården og rydder lidt småting op på vejen. Så går jeg ind,
spørger efter et glas vin fra en åben flaske og sørger for, at der ikke bliver skænket
til under knækket – vi er jo den venlige café – så videre ud til fortovsbordene,
hvor jeg tænder tobakken i min pibe.
Det har jeg nu gjort i 42 år, og jeg ser
ingen grund til at stoppe med det.
Hvis man er sådan én, der gerne vil spille musik, så skal man jo se på historien, ikke? Så kender man den Led Zeppelin-sang. Man kender den Guns N’ Roses-sang. Man kender musik fra alle årtier. Men bare at konsumere musik – at lytte – det er noget andet.