I 42 år har Per drevet Café Englen i Aarhus: ”Kongen spurgte nogle gange, om han ikke kunne få lov at snige sig ud gennem gårdhaven”

MIG OM MINE KAMMERATER Jef og Freddy åbnede Café Englen i 1984. Dengang var Studsgade, og det vi i dag kender som Latinerkvarteret, hjemsted for mange af byens brogede eksistenser. 

På kvarterets gadehjørner kunne man støde på prostituerede, bagmænd og tyveknægte. Studsgade optrådte sågar i det erotiske mandemagasin ’Rapport’ i maj 1982 under det faste format ’Danmarks frække gader’.

Det var et barskt område, men jeg havde forelsket mig i den gamle bydel. Især i den smukke, men noget medtagede jugendejendom på Studsgade 3. Da muligheden bød sig, købte jeg hele opgangen.

Købet af bygningen vakte stort postyr i nabolaget. Det skyldes overvejende, at lokalerne havde været et lokalt knudepunkt: En bodega, som hed Øltønden. 

Selvom bodegaen ret beset blev lukket af politiet nogle år forinden, så blev vreden fra de gamle stamgæster rettet mod os. De første år kastede de med jævne mellemrum brosten gennem vores ruder. Vi repræsenterede noget nyt, og nyt var ikke godt.

DET VAR PÅ mange måder et skrækkeligt sted, vi overtog. Hele facaden var dækket af spånplader, ruderne var af plexiglas, så vildfarne glasflasker ikke røg igennem dem, og bordene var boltret fast til gulvet.

Da vi begyndte renoveringen og arbejdet med at rive den gamle facade ned, fik vi os en glædelig overraskelse. Inde bag snavs og mørnede træbrædder afdækkede vi langsomt konturerne af et gammelt relief. Det stod næsten uden slitage, og det forestillede en engel. Dér var navnet. Vi skulle hedde Café Englen. Det gik også fint i spænd med, at vi lå lige om hjørnet fra Paradisgade.

PÅ ENGLEN HAR vi altid gået op i vores æstetiske udtryk. Alt interiør i caféen skulle være holdbart, klassisk og tidløst.

Den store cafébølge var lige skyllet ind over Danmark, da vi startede. Café Sommersko var åbnet i København og Casablanca i Aarhus, begge inspireret af den parisiske brasseriestil.

Vi ville noget andet og lod os inspirere af elementer fra de litterære caféer i Centraleuropa. Her var materialer som zink, messing, ædle træsorter, spejle og marmor gennemgående.

Vi besluttede, at vores bar skulle laves i marmor, så vi fik en arkitekt til at slå stregerne an og skitsere os et udkast. Mål og tegninger sendte vi til det nordlige Toscana, hvor de i det fineste hvide italienske marmor udskar elementerne til baren.

KUNSTEN PÅ VÆGGENE er også valgt med eftertanke. I slutningen af 80’erne tog vi tit til kunstauktioner ude på Søren Ficks Vej. Vi lavede forhåndsaftaler med de andre købere, så vi ikke bød hinanden unødigt op. Gennem årene har vi tilranet os værker fra Jens Birkemose, Sven Dalsgaard, Wilhelm Fredy, Karen Deget og mange flere. De pryder vores vægge, som er inddelt i tre kategorier: Den kloge, den kunstneriske og den erotiske.

Folk spørger stadig, om kunstværkerne kan købes, men de er ikke til salg – heller ikke for den rigtige pris.

Jeg insisterer på, at alt skal være gennemført og kvalitetsbevidst. Det er ikke tilfældigt, at der til højre for billedet af dronning Margrethe hænger et askebæger, at alle dørhåndtag er af messing og designet af Arne Jacobsen.

Selv døren til toilettet har den særlige bordeauxrøde farve, som jeg forelskede mig i på vinkortet hos det franske champagnehus i Reims, Louis Roederer.

FORFATTER JAN SONNERGAARDS protagonist har også benyttet sig af selvsamme bordeauxrøde toiletdør. Det gjorde min yngste datter mig opmærksom på, da hun 12 år gammel læste hans bog ’Sidste søndag i oktober’. 

På side 133 fortæller han om kvinden Ida, hendes tunge, og hvor god hun var til at bruge den. Nogle linjer længere nede i teksten befandt de sig alene på Café Englens dametoilet. Det er i øvrigt ikke verdens største toiletter, vi har, så det har ikke have været nogen nem manøvre. Hverken i fiktionen eller virkelighedens verden.

VORES CAFÉ HAR altid tiltrukket folk fra den kulturelle klasse. Det skyldes, at vi i vores første leveår afholdt en lang række kulturelle arrangementer. Vi havde digtoplæsning, kunstudstillinger og afholdt filosofisk café, hvor der blev snakket om kunst, film, lyrik, chokolade, og hvad der ellers trængte til en filosofisk gennemtrawling.

En anden, der kom her i den periode, var Kong Frederik, som dengang var kronprins og studerede statskundskab i Aarhus. Han sad tit ved bord ét bagerst i caféen, hans livvagter sad ti meter længere oppe ved vinduesbordet, hvor de holdt sig beskæftiget med en sandwich med port salut eller pate. 

Nogle gange, når kongen var rigtig træt af vagterne, spurgte han, om han ikke kunne få lov at snige sig ud gennem gårdhaven.

MELLEM KENDISSER OG KONGELIGE har vi altid været en café, som ville rumme alle eksistenser. Vi lever under filosofien: den venlige café. Det betyder, at alle gæster bliver behandlet ens, og at man aldrig skal føle sig snydt, når man forlader Englen.

Selvom alle har været velkomne, har der været en overvægt af arkitektskole- og kunstskolestuderende. De har hjulpet med udformningen af plakater, og med tiden har de været med til at give området sin puls og identitet. Deres bidrag har lagt stenene for udviklingen af det Latinerkvarter, vi kender i dag.

CAFÉENS STORE SPISELIGE varemærke er Engleburgeren, som vi har serveret, siden vi i 1996 fik installeret vores køkken. Den læner sig op ad den klassiske caféburger, men vi har skiftet hakkebøffen ud med en oksefilet. Ellers følger den en almindelig burgers anatomi. Det er en af de eneste retter, vi serverer hele året, for ellers er vores menu sæsonbestemt.

Til de spisende gæster beklæder vi – lidt endnu – vores borde med hvide duge og pynter med blomster, jeg selv plukker i Risskov Skov. Filterkaffen brygges også stadig på den samme økologiske kaffe fra Frellsen, som da vi åbnede for mere end 40 år siden. Den konservative tilgang oplever jeg tit, at vores gæster takker os for.

HVIS JEG NOGLE gange får lyst til at mindes gamle dage, så går jeg ind på mit kontor og finder den lille røde bog. I de første år af caféens eksistens aflagde de ansatte altid en lille notits over dagens forløb.

Jeg vender tit tilbage til en marts-aften i 1986. Det var den aften, hvor en mand, der gik under navnet Lampeknuseren, og to af hans venner raserede hele caféen lige inden lukketid. Lamper, borde, vinduer og bartendere blev alle smadret. Gæsterne skreg og søgte tilflugt under bordene.

I forsøget på at stoppe spektaklet fik jeg selv en på hovedet. Værre var det med tjeneren Philip, som kom løbende fra nabocaféen Le Estragon. Ham stak de i armen. Flængen var så stor, at han måtte på skadestuen.

Inde fra baren havde min kollega trykket på overfaldsalarmen. Der gik en direkte linje fra caféen op til politistationen. Inden politiet nåede frem til Studsgade, var Lampeknuseren og hans kammerater flygtet ud i natten.

VI SKRIVER IKKE dagbog mere, og overfaldsalarmen tror jeg heller ikke er blevet brugt i mange år, men hver morgen, lidt før klokken syv, går jeg stadig fra min lejlighed i Hjelmensgade hen og åbner caféen. Jeg sætter kaffen over, putter croissanter i ovnen og tæller pengene fra dagen før, mens Chopins klaverspil bryder ud gennem højtalerne.

Lidt efter lidt begynder der at dukke medlemmer fra ’morgenholdet’ op. Det er stamgæsterne Flyver-Frank, Trylle-Birger, Ingeniøren, franske Christian og så videre, som mellem klokken 07 og 9.30 kommer forbi og drikker deres kaffe, læser avisen, siger noget grimt om USA's præsident, for så igen at forsvinde ud på Studsgade til dagens gøremål.

EFTER FROKOST TRILLER jeg selv af sted mod vinterbadeklubben Jomsborg. Hen på eftermiddagen plukker jeg lidt blomster og cykler så tilbage mod caféen. 

Har tjenerne ikke gjort det, så tænder jeg levende lys i baggården og rydder lidt småting op på vejen. Så går jeg ind, spørger efter et glas vin fra en åben flaske og sørger for, at der ikke bliver skænket til under knækket – vi er jo den venlige café – så videre ud til fortovsbordene, hvor jeg tænder tobakken i min pibe. 

Det har jeg nu gjort i 42 år, og jeg ser ingen grund til at stoppe med det.