Stine Pilgaard har knækket koden til at have en hyggelig hverdagsmorgen med børn

Forfatter Stine Pilgaard, 42, er C-menneske og romanaktuel og skriver om hverdag, levet liv og alle de mennesker, hun ikke kan lade være med at forelske sig i. For når de karakterer, hun skaber, er en slags kolleger, skal de være sjove at hænge ud med.

Offentliggjort

Hvordan starter din dag? 

”Den starter altid på samme måde. Min kæreste (forfatter Daniel Dalgaard, red.) og jeg har to børn, der ikke rigtig bruger det der med at sove om aftenen og natten. På et tidspunkt indså vi, at hvis vi skulle have noget, der mindede om vores egen tid sammen, måtte vi stå op efter det. Så det gør vi, typisk klokken seks, og så sidder vi i sengen og drikker kaffe i tre kvarter midt i morgenens stilhed. 

Vi må ikke tale om dagen, der ligger foran os, ting vi skal huske, praktik, planlægning, legeaftaler eller om børn i det hele taget. Vi må kun tale om drømme, vi har drømt, bøger, vi har læst, og minder, fordi det er begivenheder, der har fundet sted og ikke kræver planlægning.

Vi har praktiseret vores morgenritual i tre år, og jeg kan kun anbefale det. Både mine dage og mit kærlighedsforhold er blevet bedre. Et stort søvnunderskud har bygget sig op, siden vi fik børn, så det er en vigtig påmindelse til os selv, en kæmpe kærlighedserklæring, at vi prioriterer vores tid sammen over søvnen.”