’Jeg er jo ikke syg’.

En af mange dårlige far-jokes, der er faldet, når jeg gennem årene er blevet tilbudt en kop varmt blomstervand i de dunkle timer omkring 21-nyhederne, hvor det er for sent at drikke kaffe, medmindre man er pensionist.

Te har altid været noget, andre drak. Dem der ikke kunne lide kaffe – eller dem som skrantede en smule.

Indrømmet; det dufter skønt at stikke snuden ned i en dåse med tørrede blomster og urter, og hvem elsker ikke at stå i en frossen kø til Perchs Tehus til jul sammen med resten af København, der også ligner nogle, der ikke helt ved, hvad de står i kø for.

For te smager jo ikke af ret meget. I hvert fald ikke, når man som jeg selv er vandt til at jagte mavesår med espressobaserede kaffer dagen lang. Te har langt hen ad vejen stået som kaffens undervældene fætter, og er blevet fravalgt næsten med stolthed i stemmen.

Men det er som om, at der er røre i de tyndpjaskede vande. Som om en bevægelse er i gang i te-verdenen.

Som så mange andre elsker jeg, når noget bliver nørdet. Mine år med studiejob som barista var i høj grad drevet af lysten til at dykke mere og mere ned i kaffens tilsyneladende uendeligt nørdede og alt for cykelstyrsoverkægdominerede, elitære verden. Jeg var selvfølgelig også interesseret i at skrabe til mig af den lukrative mindsteløn, men det var kærligheden til snakken om farme, sorter, behandlingsmetoder, bryggemetoder og grej, der fik mig til at blive.

Og nu lader det til, at teen er ved at blive nørdernes nye tempel. Den nye naturvin. Den nye sociale kapital i det københavnske kurveflet.

Jeg støder på mystiske japanske og kinesiske ord, jeg aldrig har hørt om, og gamle svingere som Earl Grey og English Breakfast viger langsomt pladsen for minimalistisk designede single-origin teposer til flere hundrede kroner stykket.

Sjovt nok er det kaffebarerne, der bevæger sig ud på de nye ubetrådte græsmarker, og kaster sig ud i mere avancerede te-tilbud på menuerne. For det er der, vi kommer. Vi går ikke på te-bar i Danmark. Der findes en håndfuld af dem, men det er kaffe, vi drikker her til lands. Og der skal jo også være noget til dem, der ikke kan lide kaffe, på kaffebarerne.