Er du vild med ure, nørderi og vores podcast ’Watch Me’, har
vi gode nyheder: Vært og urnørd Brian Lykke inviterer sammen med fotograf og urekspert Kristian
Haagen til ’Det store ur-show’ i Aalborg, Aarhus og København. Her vil de på den helt store klinge dykke ned i deres fælles passion for de små mekaniske vidundere.
Gennem humor, nørderi og ægte interesse for ure tager de dig med bag skiven og ind i et univers af tikkende detaljer, interessante historier og passion, skriver de i en pressemeddelelse.
”I juli 2015 gik jeg ind i en urmagerbutik på gaden Magnificent Mile i Chicago. Uvidende om det ur-eventyr, der siden har ført mig ind i nørdede og hemmelige ur-fællesskaber, samarbejder med high-end urbrands og vist mig historiske øjeblikke, hvor ure har spillet en rolle i verdens udvikling,” udtaler Brian Lykke i pressemeddelelsen.
”Jeg forlod dengang butikken med et IWC Pilot Chronograph om håndleddet og en akut forelskelse i urenes verden. Sidenhen har jeg studeret urdesign i et omfang, der får mine universitetsstudier til at ligne overspringshandlinger, og flittigt næret mit samlergen.”
Undervejs vil de live fra scenen optage et afsnit af vores ur-podcast ’Watch Me’, som efterfølgende vil være tilgængeligt på alle podcastplatforme.
Du kan opleve ’Det store ur-show’ i Aarhus den 8. april, i Aalborg den 24. april og i København den 1. maj. Find billetter og læs mere om showet her og her.