Berlin
Foto: René Riis

Stor restaurantguide: Her skal du spise i Berlin

Tysklands hovedstad har lidt og lidt gennem mange årtier, men Berlin er for alvor på vej tilbage til fordums styrke som kulturel metropol med en madscene i rivende udvikling. Med visionære kokke og tjenere i spidsen er en ny bevægelse, der sætter langt større fokus på lokale råvarer, ved at få fodfæste, og det gør Berlin til en særdeles interessant madby at besøge.

Berlin har gennem årtier været en af Europas mest interessante byer på grund af sin turbulente historie, der næppe kræver nogen videre introduktion. Berlin gik fra at være en af verdens mest moderne byer før Anden Verdenskrig til at være én stor ruin med mere end 80 % af byen ødelagt. På den baggrund forstår man, hvorfor Berlin hidtil ikke har været et kulinarisk paradis hverken for lokale eller tilrejsende – prioriteterne har ganske enkelt været anderledes.

"Madkulturen efter Anden Verdenskrig var domineret af industrialisering. Det handlede først og fremmest om at gøre folk mætte, og der var ganske enkelt ikke overskud til at tænke på mad ud fra et kulturelt perspektiv. Det gik meget ud over håndværket i årene, der fulgte. Prisen var altafgørende, og Tyskland er jo også berømt og berygtet for discountsupermarkeder såsom Aldi og Lidl," siger Berlins førende madblogger, Per Meurling, der står bag sitet berlinfoodstories.com.

Den vigende madscene hænger ifølge Per Meurling også tæt sammen tyskernes tilgang til at gå ud at spise.

"Langt de fleste tyskere fokuserer rigtig meget på, at de skal have meget for pengene, og når de endelig går ud, forventer de at kunne optage bordet hele aftenen. Går de endelig ud for at spise fint, skal det gerne være ’ægte Michelin’ med hvide duge, formel service og klassiske gourmetråvarer såsom kammuslinger, foie gras og rødt kød," siger han.

Ny bølge og multi-kulti

Han og andre madinteresserede berlinere lægger dog vægt på, at tingene i løbet af de seneste fem-seks år er begyndt at ændre sig i den tyske hovedstad, hvilket har givet plads til en ny bølge af restauranter med et andet, mere lokalt fokus.

"Der er ved at opstå en ny måde at spise på i Berlin. Det er mere afslappet, og der er en helt ny type af restauranter, der viser vejen med lokale råvarer, såsom Nobelhart & Schmutzig, Einsunternull og Ernst (læs mere i længere fremme), der lægger meget mere vægt på, hvad Berlin og dens omgivelser har at byde på. I løbet af få år har vi eksempelvis også fået 15-20 steder, hvor man kan drikke naturvin," fortæller Per Meurling, der mener, at Berlin som madby har mange ligheder med New York.

"Berlin har altid haft en stor tilkomst af mennesker fra mange forskellige verdensdele med et hav af forskellige kulturer i bagagen, og det betyder, at vores etniske restauranter rent faktisk drives af personer med en oprindelse i de lande, stederne repræsenterer. I Berlin kan man få autentiske udgaver af alt fra tyrkisk til vietnamesisk og thailandsk mad. En anden lighed med New York er, at man kan spise godt på alle niveauer lige fra streetfood til gourmet," forklarer han.

Gå efter det nye

Antrittet til en ny madbølge i Berlin tog kokken Tim Raue med den tostjernede restaurant af samme navn (som gastro ved dette besøg ikke kunne få bord på), der satte Berlin på det gastronomiske verdenskort med sit asiatiskfunderede gourmetkøkken, der hidtil ikke var set i Tyskland, og med placeringer på World’s 50 Best Restaurants har Tim Raue gjort meget for byen, som nu kan lukrere på, at flere kokke har etableret nye steder på egen hånd (se omtalen af Tisk). Nu er anden bølge med de lokalt forankrede restauranter i fuld sving, og spørger man Per Meurling, er det disse restauranter, man skal bruge sin tid på.

"Der er i alt fire tostjernede restauranter i Berlin, men de etablerede steder i byen er alle klassisk fine dining, som du kan finde den over hele verden med hvide duge og de samme råvarer. Det virkelig interessante er de steder, der prøver at vise, hvad Berlin og dets omgivelser har at byde på," mener Per Meurling.

Det har givet gastro anledning til at spise sig igennem alt fra tyrkiske pizzaer til avantgarde tysk gastronomi, og på de følgende sider giver vi vores bedste anbefalinger til byen.

8 restauranter i Berlin, der er værd at besøge

Ernst .jpg

Ernst  

Hvad der begyndte som et lille projekt i en lejlighed med plads til seks spisende gæster, der hurtigt udviklede sig til Berlins mest eftertragtede spiseoplevelse, blev i august 2017 tilgængelig for flere. Der åbnede den canadiske kok Dylan Watson-Brown restauranten Ernst, som er talk of town i Berlin lige nu, i den endnu lidt udsatte bydel Wedding. Den nu 25-årige canadier rejste egentlig til Berlin, fordi han ikke længere ønskede at arbejde som kok, men hans frustration over mangel på gode spisesteder gjorde, at han begyndte at lave middage i sin lejlighed tilbage i 2013.

Efter japansk forbillede er Ernst indrettet med en spisebar lavet i lys ahorn med plads til 12 mennesker, som sidder fordelt rundt om det lille, åbne køkken, hvorfra man kan følge med i tilblivelsen af de denne aften ikke mindre end 37 serveringer. Watson-Brown fortæller, at det ikke handler om at servere et specifikt antal retter – de serverer, hvad de har lyst til på dagen, men forvent alligevel i omegnen af 30 serveringer på Ernst.

Den japanske spisebar kommer ikke ud af det blå. Dylan Watson-Brown har arbejdet i to år i Japan, det første halve år som opvasker, indtil han fik lov til overhovedet at kokkerere. Derfor er maden på Ernst også japansk i sit fundament med dashi som en af grundstenene. Råvarerne er foruden de essentielle japanske remedier som japansk tang og katsuobushi lokale, og Ernst gør en dyd ud af at fortælle om deres særlige råvarer.

Noget af det første, der slår en på Ernst, er, at Dylan Watson-Brawn på ingen måde kører et onemanshow. Hele brigaden af unge, energiske kokke og tjenere kender samtlige fremgangsmåder og råvarer, hvilket giver stedet stor troværdighed – man fornemmer, hvor meget de brænder for deres mad. De plus/minus 30 serveringer spises i én til tre mundfulde, og de kommer til bordet i et hurtigt tempo, som er med til at holde fokus på maden, hvilket er det, et besøg på Ernst handler om. Der er en uformel, behagelig stemning, men det er ikke stedet til en romantisk middag – her handler det om maden.

Vi får mælketofu på mælk fra en bestemt ko med dråber af olivenolie fra naturvinguruen Frank Cornelissen på Etna, en vidunderlig tærte med shiitake-svampe og et stykke dampet spidskål foldet om hjemmelavet ricotta og en pasta på hasselnødder fra Franken; rene, delikate og velkomponerede smage. Dernæst udhulet, sprød jordskokskal fyldt med en emulsion på brunet smør og friskrevet trøffel.

Ud over den linde strøm af komplekse velsmagsbomber er noget af det, der imponerer mest, det unge holds mod til at være så enkel i udtrykket. Normalt tager det mange år for kokke at samle tilstrækkeligt mod til at fjerne det overflødige og fokusere på essensen. På Ernst får man kun essensen af råvarerne i hver eneste servering, og man sidder og bliver dybt imponeret over den intelligens og det overblik, der ligger bag maden. Chawanmushien, den japanske æggestand, med dashi, citron fra Sicilien og purløg giver gåsehud med sin cremede konsistens, dybe umami og sarte røg fra dashien, og velbehaget forlænges af de afskallede valnødder, der er blevet blancheret 10 gange og serveres med mælk blandet med mandelolie. Og er man typen, der ikke tror på, at man kan få gåsehud af en servering baseret på rødbede, skal man prøve versionen på Ernst, der er langtidstilberedt og sidenhen røget, indtil den har opnået en sej, frugtlæderlignende konsistens, hvortil fløden med kombu-olie passer som fod i hose. Genialt.

Resten af middagen fortsætter i samme høje gear ledsaget af velvalgte naturvine, der vil være velkendte for de fleste københavnske naturvinsaficionados. Man taler om, at Ernst kan blive Berlins første trestjernede michelinrestaurant, og baseret på denne middag er der ingen grund til ikke at bakke op om det udsagn.

Ernst er et must, når man besøger Berlin. Mødet mellem de ekstremt friske lokale råvarer og de subtile japanske teknikker og smage skaber en spiseoplevelse i særklasse, der ville skille sig ud i en hvilken som helst madmetropol.

Gerichtstraße 54

13347 Berlin

ernstberlin.de

Nobelhart.jpg

Nobelhart & Schmutzig

Restauranten Nobelhart & Schmutzig forsøger at gøre for Berlin, hvad Noma har gjort for København. Med indehaver og mestersommelier Billy Wagner som idémand og hovedrolleindehaver ved roret har restauranten som den første seriøse i Berlin slået sig op på at lave gourmetmad med udgangspunkt i det tyske køkken og lokale råvarer. Berlin har – såvel som resten af Tyskland – været præget af det franske gourmetkøkken med afstikkere til resten af verden, og ingen lokalt funderede restauranter har for alvor formået at markere sig … indtil nu.

I 2018 blev Nobelhart & Schmutzig optaget på listen World’s 50 Best Restaurants med en 88. plads, og mens listen ikke nødvendigvis giver et retmæssigt billede af, hvilke restauranter der er verdens bedste, siger den meget om, hvilke der formår at skabe opmærksomhed om sig selv. Det har Billy Wagner formået med et skarpskåret koncept, som bliver formidlet på hjemmesiden, hvor man også finder et udførligt interaktivt europakort med et fuldt overblik over, hvor og hvem restaurantens råvareleverandører er.

Restauranten ligger ved Checkpoint Charlie. Man ringer på, bliver budt indenfor, og bag den mørke entré åbenbarer restauranten sig med sit store, åbne køkken omkredset af en tilsvarende stor spisebar. Her sidder man usædvanligt behageligt i de høje barstole med udsigt til alt. Dette er et åbent køkken af den slags, hvor også grovarbejdet foregår – intet holdes hemmeligt.

Der er én menu på Nobelhart & Schmutzig, som torsdag til lørdag koster 120 euro, mens den tirsdag og onsdag kun koster 95 euro. Der er fotoforbud på stedet, så for en gangs skyld kan man ikke gøre så meget andet end at læne sig tilbage og nyde oplevelsen med telefonen i lommen. Menuen begynder med en lun drik på udtræk af havre efterfulgt af en delikat cracker med marineret kinaradise samt en servering med den mest guddommelige koldrøgede ål med fast, saftigt og fedmefuldt kød toppet med solbærmarineret rødkål – ingen tysk middag uden kraut, og den sidder lige i skabet.

Hjemmelavet råmælkssmør af mælk fra en gård på halvøen Seewalde får vi også, og det smager friskt og syrnet. Maden er ikke voldsomt kompliceret på Nobelhart & Schmutzig, og typisk består den af tre-fire komponenter. Her er det renheden og fortællingen om råvarerne, der driver værket, men velsmagen følger skam med. Tag bare de hengemte kantareller fra sommeren, der er kogt hurtigt op i eddike og hengemt i olie. De bliver serveret i en sauce på vildtben smagt til med timian – en vidunderlige svamperagout.

Generelt er der velsmag i rigelige mængder, og den bliver præsenteret gennem de fortrinlige lokale råvarer, som i flere tilfælde og bliver tilberedt med sans for traditionen, eksempelvis de grønne valnødder, der er blevet præserveret og mørnet, således at de kan serveres i tynde skiver på en let mælkeis.

Vinene udvælger Billy Wagner, som flere gange er blevet kåret til Tysklands bedste sommelier, og ligesom råvarerne på tallerknen kommer vinene fra små producenter, der værner om naturen. Således har vinprofilen naturvin som omdrejningspunkt, men det er ikke i den ekstreme udgave, som for mange bliver for outreret, og aftenens parringer til maden passer både til det på tallerkenen og smager fortrinligt i sig selv.

Nobelhart & Schmutzig er en restaurant, der tager sit dogme meget seriøst, men man bliver på ingen måde tvangsfodret med smædekampagner. Tværtimod er der plads til at sænke skuldrene og have en sjov aften på en af Tysklands mest interessante restauranter lige nu.

Friedrichstraße 218

10969 Berlin

nobelhartundschmutzig.com

Einsunternull

Einsunternull er et godt eksempel på, at det regionale, sæsonbetonede køkken er ved at brede sig i Berlin. Restauranten, der siden december 2016 har haft en michelinstjerne, arbejder med mere end 40 forskellige små producenter i og omkring Berlin, og ganske som i Norden forsøger de at strække råvarerne til mere trange tider ved at hengemme alt fra asparges til blommer og urter, og går man en tur i kælderen, kan man finde mere end fire tons hengemte råvarer.

Meget af filosofien stammer fra indehaver Ivo Eberts minder om sin bedstefars grønthandel med friske, lokale råvarer. Han savnede håndværket fra dengang, og derfor bygger Einsunternull på kærligheden til håndværket, både i form af råvarerne og servicen, som er håndlavet af en lille keramiker, der i øjeblikket kun har tid til at dreje til restauranten.

Selv om restauranten har en stjerne, er den alt andet end formel. Under gastros besøg var restauranten ved at renovere kælderlokalet, der har givet navnet til stedet, Einsunternull = en (etage) under nul, og således tog vi plads i lokalet i stuen, der er nydeligt og simpelt indrettet med lyse træborde uden dug. Det er ligeledes en af få restauranter i byen på højere niveau, der har åbent til frokost i hverdagene.

Vi begynder med en række snacks, herunder en berliner, som på disse kanter kaldes krapfen eller pfannkuchen, med rødbede. Stilen på Einsunternull er meget puristisk og vækker minder om det nordiske køkken i sin mere rendyrkede, tidligere form med få, forholdsvis ferske komponenter og masser af friskhed, blandt andet eksemplificeret ved en ret med brakvandsaborre, hvedegræs, blomsterkarse og tang, som smager let og fint af frisk fisk og umami fra det grønne.

Med flere af retterne prøver Einsunternull at fortælle en historie, og med det lille kunstværk af striber, dutter og små kerner drejer det sig om en hyldest til Slesvig-Holsten med ristede boghvedekerner, enebær, gran og honning oven på et tyndt lag af røget sellerifløde; en fin servering, der sætter fokus på, at regioner, der er mindre kendt for deres råvarer, også har noget at byde på. Den flotte servering med tynde skiver champignon lagt i lag på en puré af svampe og brød er en reference til, at køkkenholdet en dag under service var sultent og derfor begyndte at spise ristet brød med champignon på – friskt og umami-rigt.

Den står også på lokal kylling, som bliver leveret personligt af kvinden, der avler dem. Den er udbenet, stegt og skåret i skiver med stykker af både bryst og lår. Kødet bliver serveret med en æggeblommecreme og a part en skål med en creme på kyllingelever i bunden toppet med en velsmagende suppe på skrogene.

Einsunternull er væsentligt mere casual, end vi kender det fra etstjernede restauranter i Danmark, og maden er på sin vis også relativt simpel, så forvent ikke meget komplekse serveringer her. Til gengæld er det et dejligt afslappende sted at spise, og man får et godt indblik i, hvad Berlin og omegn har at byde på rent råvaremæssigt.

Hannoversche Str. 1

10115 Berlin

restaurant-einsunternull.de

01_01_Berlinguide2967.jpg

Mrs. Robinson

Det er især byens mange udenlandske tilflyttere, der præger madscenen i Berlin, og Mrs. Robinson er ingen undtagelse. Til gengæld er det et af de skarpeste køkkener i mellemklassen. Maden er på gourmetniveau, mens indretningen og stemningen er helt og aldeles afslappet. Det lille restaurantlokales hjerte er det lille åbne anretterkøkken, hvor den israelske kok Ben Zviel og hans hold lægger sidste hånd på retterne. Rundt om det åbne køkken er en lækker spisebar med bordplade i indbydende lyst træ. Her kan det varmt anbefales at bestille plads, hvis man gerne vil følge med i madlavningen og sludre med personalet, og ellers kan man tage plads ved et af de ditto lyse træborde i selve restauranten. Retterne kan både bestilles som deleretter og enkeltserveringer, og uanset hvad man vælger, bør man komme godt rundt på det velsmagende kort, der er præget af smage fra hele Europa.

Vi lægger ud med en tempura-stegt grøn tomat toppet med hollandske østers og stikkelsbær – en havfrisk umami-bombe med masser af dybde og tekstur. Også de barbecueglaserede havbarskinder serveret på ben smager igennem. De skal spises med fingrene med slubren og slikken, indtil man bliver dejligt klistret, hvilket den medfølgende skylleskål retter op på.

Man kommer for alvor i nærkontakt med maden på Mrs. Robinson, og det passer godt til de smagsintensive, velsmagsorienterede serveringer. Det gælder også fadet med hjertemuslinger, der ligger i en velsmagende tyk suppe på egen saft, chili og forskellige tørrede tangtyper.

Der er heller ikke et øje tørt efter at have gnasket sig igennem det saftige spyd med skiftevis stykker af blæksprutte og fedt fra krogmodnet okse. Man er ikke bange for at lade smagene få frit løb på Mrs. Robinson, og det er det, der gør maden så pokkers velsmagende og interessant. Dertil kan man nyde et glimrende udvalg af naturvine i den mindre outrerede ende af skalaen, og der er også enkelte klassiske vine på kortet. Afgjort et must i Berlins mellemklassesegment.

Pappelallee 29

10437 Berlin

mrsrobinsons.de

Tisk.jpg

Tisk

Normalt plejer en bys centrum at være det dyreste sted at bo, men sådan har det indtil murens fald ikke været i Berlin. Vestberlinerne ønskede ikke at bo tæt på muren med udsigt til byens forbandelse, og eftersom muren gik midt igennem byen blev de centrale områder uattraktive, hvilket resulterede i, at de især blev domineret af indvandrere, der ikke havde råd til at bo andre steder. Neukölln, der ligger i sydlig forlængelse af det hippe Kreutzberg, har tidligere været en udsat bydel, men ligesom sit nabokvarter har kunstnere og andre kreative fået øjnene op for de (hidtil) billigere boliger, hvorfor området nu er ved at blive fyldt med kreativ kapital. De trækker også nye spændende spisesteder til, blandt andet Tisk, der drives af en af Tim Raues disciple gennem flere år.

Stedet er en sjov blanding af noget værtshuslignende med brune gulvfliser, rustikke træborde og en forholdsvis fancy spisebar, der ligner noget, som kunne have været en del af en gourmetrestaurant. Klientellet er en god blanding af unge alternative typer og midaldrende mennesker, der synes at være lokale.

Maden tager fat i et emne, som mange tyske kokke har berøringsangst over for: det nye tyske køkken. Langt de fleste gourmetkokke i Tyskland tilslutter sig verdenskøkkenet, mens meget færre tør tage initiativ til at forny nogle af de gamle traditioner, men på Tisk gør de et rigtig godt forsøg. Rollmops, de marinerede sildefileter, der typisk rulles om blandt andet agurk, er en klassiker i Berlin, som på Tisk har fået et elegant tilsnit.

Den faste, delikat marinerede sild ligger i en lille skål for sig, og sammen med den kommer en større skål med skarpt udskårne cylindre af marineret agurk serveret med en intens, syrlig og cremet sauce på agurk og krydderurter; yderst velsmagende. Det samme må siges om blodpølsekroketterne med æblemos til – det rustikke ophav er bevaret, samtidig med at udtrykket er moderniseret og raffineret. Spis dem med spreejurken – slang for spreewäldergurken – som er sprøde, syltede drueagurker; berlinerne har det med at udskifte g med j, således at ”ganz gut” bliver til noget i retning af ”janz jut”.

Hovedretterne er delevenlige serveringer såsom hele kyllinger, svinebryst eller lignende, og Tisk er et perfekt sted at nyde en aften med gode venner, hvor det er tilladt at tale en smule højrøstet. Stemningen er god, og middagen kan snildt ende ud i en større eller mindre fest – ikke mindst hvis du får smag for snapsen på de førnævnte spreejurken.

Neckarstraße 12

12053 Berlin

tisk-speisekneipe.de

Örnek

Takket være Marshallplanen oplevede Vesttyskland hurtigt efter Anden Verdenskrig et markant opsving i økonomien, og med alt det, der skulle genoprettes efter krigens ødelæggelser, var der brug for hjælpende hænder udefra. Den kom i stort antal fra Tyrkiet i løbet af 50’erne, 60’erne og 70’erne, og dermed opstod begrebet ”gæstearbejder”. Gæsterne blev dog hængende, og således huser Berlin Europas største forsamling af folk med tyrkisk baggrund uden for Tyrkiet med knap 300.000 indbyggere. Det er årsagen til, at man på enhver gade kan finde tyrkiske spisesteder, der serverer kebab af mere eller mindre hæderlig beskaffenhed.

Et af de steder, der tager sagerne alvorligt, er Örnek, en lille, smal biks, der har specialiseret sig i fladbrød med forskelligt slags fyld. Signaturen er kebabspyddene med hakket oksekød og et væld af krydderier og urter. I en traditionel tyrkisk kebab er der ikke dressing, hvilket kræver masser af saftighed og fedme fra kødet, og det er netop, hvad kødet på Örnek er karakteriseret ved. Den bliver serveret med tomatsalat, en smule chili og masser af urter, og det er svært at komme på noget bedre at spendere fire euro på. Prøv også en lahmacun, en lille tyrkisk pizza med hakket kød og den samme glimrende salat.

Tyrkisk kultur spiller en stor rolle i Berlin, og man bør spise kebab mindst én gang i løbet af sit ophold i den multikulturelle storby.

Prinzenallee 80-82

13357 Berlin

Tjek Instagram: @ornek_lahmacun

Neun.jpg

Markthalle Neun

I slutningen af 1900-tallet åbnede man markedshaller rundt i Berlin for at sikre tilgang til varer for hele byens befolkning. Markthalle Neun i Kreutzberg var én af disse, og efter en broget historie med op- og nedture før og efter Anden Verdenskrig står den nu som en af Berlins mest interessante steder at finde forskellige madvarer og spisesteder under samme tag.

Her finder man specialostehandlere, øko-grønthandlere, slagtere, fiskehandlere, en lille trøffelstand og vinbutikker side om side med interessante små spisesteder, hvor man kan stille sulten, mens han handler. Markthalle Neun har en rigtig god fordeling mellem stader, hvor man kan handle til madlavningen derhjemme, og stader med servering af mad.

Et af de mest iøjnefaldende og ligeledes velsmagende er en foodtruck med navnet Big Stuff Smoked BBQ, der er indehaverne Anna Lai og Tobias Bürgers drøm om et ægte newyorker smoke house midt i Berlin. Røgovnen er hjembragt fra New York, og i denne tilberedes guddommelige stykker kød fra lokale fritgående dyr. Vi taler brisket, short ribs, kyllinger og svinebryst i den møreste forfatning, man kan forestille sig, med en krydret, sød, barbecuesmag og en delikat røgkarakter. Få kødet i en sandwich, eller kast dig over en oldschool blikplatte med én-tre slags kød med røgede kartofler, tre slags sauce og bønner.

Lige ved siden af ligger den økologiske ismager Rosa Cantina, hvor man kan få is med spændende kombinationer såsom gedefriskost og abrikos såvel som en mere velkendt udgave med karamel og salt.

Markthalle Neun får mundvandet til at løbe, og bor du i lejlighed med køkken under opholdet, er det også et oplagt sted at købe dagligvarer af høj kvalitet.

Eisenbahnstraße 42/43

10997 Berlin

markthalleneun.de

CODA

CODA er enhver dessertelskers våde drøm og samtidig en af Berlins mest unikke restauranter. Der er tale om en rigtig restaurant med tastingmenu, som vi kender det, men den helt store forskel er, at menuen udelukkende består af desserter. Dem står dessertkokken René Frank, der senest styrede det søde køkken på trestjernede Restaurant La Vie i Osnabrück, for. Sukkerfornægtere bør læse videre, for CODA handler ikke om at få det størst mulige sukkerchok. Tværtimod finder man ikke raffineret sukker i køkkenet. I stedet for anvendes frugternes naturlige sødme, hvilket stiller krav til kvaliteten, for der skal perfekt modne frugter til for at opnå tilstrækkelig sødmebalance i retterne. Frugterne får René Frank og co. fra hovedsagligt økologiske og biodynamiske producenter, så vidt muligt lokale.

Indretningen er stilfuld og fokuseret med rene linjer og dunkel belysning, der giver fornemmelsen af en upscale cocktailbar. CODA har også stort fokus på cocktails, og til hver ret får man en cocktail parret til maden.

Der er to seatings. På den første kl. 19 kan man vælge den store syvrettersmenu, mens man fra kl. 22 kan vælge a la carte eller en mindre menu med tilhørende cocktails. Prisen for den store menu med drikkevarer er 128 euro, hvilket kun kan siges at være fair for snacks, syv gourmetdesserter og frisklavede cocktails. Selv om der er skruet op for stilen og cocktailbaratmosfæren, er stemningen afslappet med plads til alle.

Den første ret demonstrerer glimrende, at der er et gennemtænkt forløb på CODA med stigende intensitet og sødme. Vi begynder med gule tomater i form af sorbet og kompot med en delikat sødme og syre. Der er marengs af kikærter, five spice og olivenolie, og det smager friskt og delikat. Blandt favoritterne er retten med hjemmelavede svesker, karamelliserede valnødder, sprøde flager af søltang og en mousse på svesker. Dertil får vi en cocktail med Madeira, merlotdruesaft og darjeelingte, der rammer lige ned i det tørrede, komplekse frugtunivers.

Også kakaodesserten tager kegler med hjemmelavet kakao malet på stenmølle, tørret banan, karamelliseret banan, pæreeddike og ristet majs. Det smager sødt og tropisk uden ét eneste gram tilsat sukker og understreger, at CODA arbejder seriøst og målrettet med deres menu, som ellers umiddelbart kunne lyde som en gimmick.

CODA er et must i Berlin, og mon ikke det bliver verdens første dessertrestaurant med en michelinstjerne meget snart.

Friedelstraße 47

12047 Berlin

coda-berlin.com

Freundschaft

I den finansielle del af Berlin Mitte, der ellers ikke er kendt for sit pulserende restaurantliv, finder man den nyåbnede vinbar Freundschaft, der, som navnet angiver, lægger op til et godt glas eller to i gode venners lag. Navnet symboliserer også partnerskabet mellem de to østrigske venner Willi Schlögl og Johannes Schellhorn, der har åbnet baren i fællesskab. Her finder man et bredt udvalg af klassiske såvel som naturlige vine, flere af dem fra hjemlandet Østrig.

Lokalets placering nogle få trin under grundplan og den dunkle belysning indbyder med det samme til en afslappet stemning ved den aflange træbar formet som en aflang cirkel, der ikke er bredere, end at man kan tale med gæsterne på den anden side af baren. Der er et nydeligt udvalg af vine på glas såvel som på flaske, og priserne for glas og flasker begynder ved henholdsvis sympatiske 5 og 30 euro for en flaske Dein Bester Freund, som kommer fra Steiermark i Østrig.

Således kan alle være med, og man vil gerne være en del af den gode stemning, som er inkluderende frem for eksklusiv og snobbet, og således har man i Freundschaft et glimrende sted at indlede såvel som afslutte en god og sjov aften – baren er åben indtil klokken 02.00. Der er også et lille menukort med snacks og småretter, og her bør man ikke snyde sig selv for sandwichen med pattegris, der passer perfekt til et glas kølig riesling eller en østrigsk orangevin.  

Mittelstraße 1
10117 Berlin

facebook.com/bar.FreundschaftMichelberger.jpg

Michelberger Hotel

I det gamle Østberlin lige på grænsen til Vestberlin finder man Michelberger Hotel, der i ægte berlinerstil er moderne industrielt med lækre, smagfulde detaljer, uden at man på nogen måder tænker klassisk luksus. Selv om værelserne så afgjort er interessant indrettet, satser hotellet især på fællesarealerne, hvor der lægges op til hyggeligt samvær med andre gæster, vin, gode cocktails og vellavet mad. Økologi er endnu et nyt fænomen i Berlin, og Michelberger er et af de eneste hoteller, der satser stort på denne bølge. Det mærker man i hotellets restaurant, der også danner ramme om morgenmadsbuffeten, som byder på et omfangsrigt, velvalgt udvalg af både søde og salte sager. Det er en af de mest ambitiøse morgenmadsbuffeter, hvad angår sund morgenmad, denne skribent har oplevet, med et flot udvalg af salater og grøntsager, der rent faktisk gør en mæt og stimuleret på sanserne. Er man ikke kommet for at blive tanket op med grøntsager, kan den hjemmelavede granola også på det kraftigste anbefales.

Også til frokost og aften går Michelberger for at være et af byens bedste spisesteder i mellemklassen med udgangspunkt i samme fokus på lokale, økologiske råvarer. Bordbestilling er nødvendig.

Fra hotellet er der hurtig adgang til offentlig transport, og inden for gåafstand finder man Berlins længste bevarede del af Berlinmuren såvel som et museum om dennes historie.

Bonusinfo: Bemærk, at nogle af værelserne på Michelberger er udstyret med sovehems og en tilhørende stejl trappe, der ikke egner sig til dårligt gående og/eller kraftigt berusede typer, så styr uden om disse (loftzimmer), hvis du på forhånd ved, at det bliver en dårlig cocktail.

Warschauer Str. 39-40

10243 Berlin

michelbergerhotel.com

Se, hvad vi ellers skriver om: Restauranter og Guide