En bluffers guide til bodyguards i nattelivet

Livvagter og dørmænd fylder mere og mere i bybilledet. Morten Vammen ser på fænomenet efter episoden på Sunday med Yahya Hassan, hvor han var til stede i tågerne.

Danmark var og er et meget meget fredeligt land, hvor selv forhadte skatteministre kan køre gennem byen på kulturradikale grønne Ralegh-cykler - uden bodyguards. Men ikke desto mindre er de hærdebrede mænd bogstaveligt talt begyndt at fylde mere.

Det er en tid, hvor partierne, deres reklamebureauer og spindoktorer konkurrerer om, hvem der kan male det mest racistiske valg-skræmmebillede - UDEN at være direkte injurierende naziagtige. Det er så nemt at lefle for den laveste fællesnævner, den indre svinehund, sparke nedad på en uhomogen underprivilegeret gruppe mennesker de færreste danskere har erfaringer med.

Ok, Jeg har fået en falafel med glasskår i, og jeg er blevet kørt i skoven af en grådig taxamand, men det er jo statistisk peanuts i forhold til, hvor meget pis jeg har fået fra folk fra DJØF-suits, journalister, standuppere, reklamekrigere eller folk med Brøndbytrøjer eller Rick Owens jakker på.

Det er da sjovt og lidt for nemt at stereotypificere og segmentere hinanden, men livet bliver så kedeligt af vi ser os selv som positioner frem for personligheder. Det er tid til bare at mærke hinanden igen udenfor mediediskurs-boblen. Alle skal da have en chance til det modsatte er bevist.

Forleden møder jeg Yahya Hassan på Sunday i røg og larm.

Det lignede et mix af en rap video og noget preppie-CBS-gøgl. Pigerne var næsten nøgne. Der var den slags sitrende energi, der er til en fodboldkamp, som før de lokale casuals vil slås.

LÆS OGSÅ: Lige for tiden får jeg ikke tid til at skrive andet end liderlige sms'er


Foto: Rasmus Weng Karlsen

Over massen af festaber står to meget synlige bodyguards, der ligner en slags Kevin Costners i Jack and Jones med den karakteristiske øresnegl, og den vindjakke kun politifolk bærer i nattelivet.

Der er noget let tumult i min øjenkrog, og Yahya ser pludselig meget angst ud og ryger ud i et hjørne bag øresneglene. Jeg vender mig om for at kramme ham. Han ligner en 19-årig dreng, der har angst, og jeg har lyst til at sige, han skal være tryg her.
Hvis han kan behersket kan nakke den krigsliderlige jydebøf Søren Espersen i en DR-debat, kan han også klare det her.

Problemet er, at jeg ligner en officer fra livgarden i en slags Prada/autonom-sort hættetrøje, og angsten forsvinder da heller ikke bare fra hestehalefyrens ansigt. Jeg føler mig lidt storebror-stalke- agtig, så jeg vender mig om til mit hold, der taler om, at Hassan har rodet med en anden standupper.

Det er ikke mit bord. Jeg har bare glad for, han findes. Han blæser liv i det zombificerede spinnende danske politikersprog-virkelighed. Hvem der slog hvem, og hvorfor tonede ud i tågerne, som de fleste drukepisoder.

Men igen, pressen kan sikkert fylde en masse tid ud med det for at undgå vigtigere sager, så jeg vil undlade at deltage yderligere.

For nogle år siden, midt under vores ’demokatiserings-tiltag/bombeangreb på diverse arabiske lande - der hvor Muhammedkrisen peakede - var jeg ude og spise noget opboppet fransk cafemad på Bistro Bohemé på Esplanaden.

Ved bordet overfor sad den dengang over 90-årige Mærsk med en yngre dame på omkring 60 og spiste præcis den samme bøf som alle andre - med ryggen mod et stort vindue, der var som skabt til et driveby hit.

LÆS OGSÅ: Morten Vammens guide til rusmidler

Jeg gik ud på gaden for at se efter sikkerhedsfolk, da han jo ikke bare var Danmarks rigeste mand, men også chef for verdens største container-transportfirma, der jo er hovedleverandør til den amerikanske hær, direkte til fronten. Ammunition, hele møllen, komplet med det blå stjernelogo på. Det bedste, mest oplagte terrormål i Danmark, hvis man er imod det militærindustrielle kompleks - selve Mr. Burns.

Men der var ingen sikkerhedsfolk, heller ikke udenfor på den tomme gade. Ingen underlige biler med antenner, øresnegle eller dronefly. Jeg overvejede for sjov at kidnappe ham for en enorm løsesum, og satte mig tilbage til bordet.

Jeg kiggede på servicen, der var forvandlet potentielle stikvåben, som jeg med mine 90 kg nemt ville kunne nå at presse ind i øjet på den noble leder få meter væk. Han sad roligt og sms’ede.

 Fire minutter efter sms’eriet kom en lidt buttet lille mand ind og BAR den gangmæssigt udfordrede daner-konge ud til en bil så diskret og underspillet, at den nærmest kan kaldes normcore. Stil. Der var totalt styr på landet i smørhullet.

Samme uge var jeg til fest på Hotel d’Angleterre overfor provo-avisen Jyllands-Posten, hvor jeg gik gemmen en foyer fyldt med ensomme kufferter forbi to lag øresnegle og ind ved siden af et et svedigt suit, der viste sig at være den amerikanske ambassadør.

Jeg havde en kamerataske, der kunne have indeholdt mere end Breiviks picknicsæt på ryggen. ingen problemer, selvom medierne tæppebombede os med angst i døgndrift, og vi brugte milliarder på fx at sikre alle danske havne mod terror….og fortsætte en krig nogen påstår kostede 10.000 per Afghaner om måneden - der sikkert vækstedel ISIS lidt senere i historien.

Hvad med vi bare havde droppet at droppe de 2.000 punds MK84 bomber, der dræber i 370 meters radius og laver et 11 meter dybt krater til fordel for massive uddelinger af iPhones med redtube-links, Viagra og mdma i drikkevandet?

Krigen var gammeldags, dyr og ineffektiv. Vi kunne have købt landet i stedet for at smadre det eller gjort dem lige så net-blæste som os. Stoffer, materialisme, internet og sex er nu engang stærkere end religion i længen.

 Men frygten flyttede ind i vores hjerter. Vi var ikke glade hyggelige danske turister mere med Laid Back, Laudrup, hash og fri sex i bagagen, vi var gjort til mistænkeliggjorte uuniformerede potentielle kombatanter, gidsler eller mål af en global paranoia maskine.

Mødet med Barak ’Benneton-Bush’ Obama er mere distanceret: Først hører jeg en masse helikopterlarm over Christianshavn, så forsvinder dækningen på min mobil, da jeg aner en bilkortege fra lufthavnen nærme sig.

I midten sidder direktøren for det hele så i en massiv pansret bil komplet med indbygget Gatlingkanon mod luft og jordmål. Da han triller ud i horisonten er der dækning igen. Den mobile scrambler nakker alle kommunikationskanaler, så man ikke kan udløse vejsidebomber eller betale med dankort 400 meter fra Obama.

I en tid hvor teleselskaber, Apple, Google og myndighederne ved, hvad vi mener, og hvor vi er indenfor tre meter, og der er kameras overalt, virker hele bodyguard ideen ret forældet - i hvert fald i København, heldigvis. Så kram de kendte, de har brug for det.

LÆS OGSÅ: En bluffers guide til nattelivet - her er arketyperne

LÆS OGSÅ: Kvindelige bartendere: Her er vores bedste scoreråd

LÆS OGSÅ: Sådan holder the rich kids ferie

Se, hvad vi ellers skriver om: Guide