Mette og Harald har skabt et minimirakel på Lolland: ”Folk begynder at opdage, at der er nogle seriøst gode oplevelser hernede”

Sponsoreret af Visit Lolland-Falster. 

Jeres vine er blevet et symbol på, at kvalitet og terroir ikke kun hører de klassiske vinlande til. Hvornår opdagede I, at kirsebær fra Lolland godt kunne bære vin på et internationalt niveau?

Harald: ”Vi startede i 2006, og jeg vil sige, at der gik nogle år, før jeg forstod, hvor genialt det var, det, som mine to partnere, Morten (Brink-Iwersen, red.) og Jan (Friis-Mikkelsen, red.), havde fundet på. Det var dem, der fandt på at lave vin med kirsebær. De kunne se noget, som jeg slet ikke formåede dengang. Jeg har siden fulgt op på det, og det er det, vi trækker på den dag i dag.”

Mette: ”Nu er vi nået til et sted, hvor vores kirsebærvin er blevet en klassiker på det danske julebord. Det er vores største og mest stabile salg. Den næste generation er virkelig kommet med på den front. 

Nu er vi også i gang med at få fat i drinksmarkedet med vores likør og i festmarkedet med vores sparkling. Men det er jo en opdragelsesrejse, som tager tid. Heldigvis har vi kunnet læne os op ad, at den ældre generation er vant til at drikke kirsebærvin juleaften.”

Der er jo netop noget ved kirsebærvin, der rimer på mormor og varme og gamle dage. Men det er noget, som unge mennesker også kan købe ind på?

Mette: ”Vi spænder jo vidt, så vores helt unge segment kan især godt lide vores sparkling og vores likør, som de blander i drinks. Og så kan de også godt lide vores saft, fordi der er en meget stor trend mod non-alcoholic drinks.”

Man har i lang tid snakket om, at der er en opblomstring i gang på Lolland-Falster. Hvordan oplever I det, og hvordan vil I beskrive området?

Harald: ”Jeg vil hellere sige, at vi er opblomstringen. Der har tidligere været mange, mange flere tusind hektarer kirsebær og æbler og alt muligt andet hernede. Men det er blevet fuldstændig afviklet. 

Dansk frugt hænger med neglene i sin eksistens. Det handler både om rådgivning, industri og forbrug. Vi kan slet ikke følge med mere. Og det skyldes jo nok, at vi lever i et velfærdsland, hvor vores lønninger er meget, meget høje, og vores forbrug kommer fra lande med folk på lavere lønninger. Men det er en længere snak.”

Mette: ”I forhold til opblomstring vil jeg sige, at Lolland-Falster har – lidt ligesom Bornholm, som dog er meget mindre – oplevet noget af den samme turismetiltrækning. Folk begynder at opdage, at der er nogle seriøst gode oplevelser hernede. Bare på et meget stort område. 

Derfor kommer det nok også langsommere, end da Bornholm blev en destination. Men det, vi oplever, er, at folk gerne vil ud og smage kirsebær og komme med ud på rundvisning. Se, hvordan tingene bliver lavet. Komme med helt ind bag produktionen.”

Nu vi taler turisme. Her eksisterer jo denne her idé om ’regenerativ turisme’ – at give det samme eller mere tilbage til naturen og lokalsamfundet, end man tager. Hvordan passer jeres arbejde ind i den tanke?

Mette: ”Vi arbejder med det på to forskellige planer. Vi er med i et projekt om regenerativ turisme, hvor vi har fået nogle penge til at lave et forsøg, og i år er vores bidrag, at vi har valgt at sælge Stevnskirsebærtræet, så folk kan tage det med hjem. På den måde er vi med til at genbefolke Danmarks haver med surkirsebærret, for det er nemlig ved at forsvinde helt, fordi ingen laver deres egne marmelader eller saft mere.”

Harald: ”Jeg sidder så med landbrugsdelen, og her er vi en del af det, der hedder Biomagine. Og det handler netop om regenerativt landbrug. Hvilket er at dyrke jorden, så vi efterlader den i bedre stand, end da vi modtog den. Og det er sådan set ikke så svært. 

Den måde, vi driver landbrug på nu, er faktisk på bekostning af naturen. Som jeg ser det. Det skal vi til at tænke alvorligt over, hvordan vi gør i fremtiden. Det vil vi gerne lave et eksempel på her på Frederiksdal. At plante træer er en rigtig god start. I bedste fald havde vi endnu flere frugttræer og endnu flere landbrugsformer.”

Her til sidst. Vil I prøve at beskrive, hvordan det ser ud hos jer i vintermånederne.

Mette: ”Nu er jeg en bypige, der for 15 år siden flyttede på landet, og vi ligger lige ved siden af Langelandsbæltet. Det vil sige, at vi virkelig er udsat for vind og vejr.”

Harald: ”Siger maleren Vilhelm Hammershøi dig noget? Det er sådan, her ser ud. Blågråt.”

Mette: ”Lolland er meget fladt. Jeg plejer at kalde det for Alléernes land. Du kan se meget langt henover land. Landskabet brydes ofte af alléer og kanaler.”

Harald: ”Vi plejer at citere Anne Dorte Michelsen. ’Ud under åben himmel. Der, hvor jeg bliver svimmel.’”