Jeg læste filosofi på et tidspunkt, men var ikke god til det. For at hæve mit karaktergennemsnit valgte jeg at melde mig til drama også. Jeg interesserede mig så lidt for mit valg, at jeg slet ikke havde opdaget, at jeg skulle op på en scene og spille skuespil.
Først var jeg skrækslagen og vred på mig selv, men så besluttede jeg mig for at overvinde den panikangst, der bankede rundt i kroppen. Den beslutning udviklede sig til en slags frygtløshed. Da det skete, fandt jeg ud af, at jeg var sammen med andre mennesker om at fortælle en historie, og at det var bedre end noget andet, jeg nogensinde havde prøvet før.
Jeg voksede op i Midtvesten. Her spørger man ikke, hvad en persons religion er, man spørger ikke, hvad folk mener om politik, og man spørger ikke, hvor mange penge de har. Jeg ser stort set stadig sådan på verden. Det rager ikke nogen, og jeg tror ikke, at det vil gavne at vide, hvad jeg mener om politik. Der sker ting i verden, som jeg mener er forkerte, men jeg kan kun operere ud fra min egen overbevisning, og jeg er ikke ekspert. Jeg er en vælger ligesom alle andre. Jeg har én stemme, og det er alt, jeg bør have.
LÆS OGSÅ: Mine aftener i en galakse langt herfra
Som skuespiller bruger du al din tid på at kigge, indtil det en dag er dig, alle kigger på.
Det interesserer mig ikke at være Harrison Ford. Det interesserer mig at være Mike Pomeroy, Indiana Jones og Jack Ryan. Jeg ønsker ikke at være en Harrison Ford-virksomhed. Jeg tager det, jeg laver, alvorligt, men jeg tager ikke mig selv alvorligt.
En heroisk figur er for mig en, der har beslutsomhed og udholdenhed til at sejre over modgang, når oddsene er stablet op imod ham. Andre mænd ville give op eller falde fra hinanden. Jeg kan godt lide at forestille mig selv som en, der har nogle af disse kvaliteter, og derfor er det den type mand, jeg kan lide at spille.
En rigtig mand bør aldrig hvile på laurbærrene. Det har intet at gøre med at være macho, men med at tage ansvar for sig selv og sin familie. Med alle mine erfaringer må jeg sige, at jeg stadig kæmper med en masse af de samme problemer og frustrationer, som jeg har gjort hele mit liv. Men i dag ved jeg, hvordan jeg bedre styrer det hele, og det giver min vej igennem livet mere stil og ære.
Jeg fik konstant tæv i skolen og blev drillet, fordi jeg var genert og lille. Jeg var en sølle fyr, og jeg havde hverken styrke eller mod til at gøre noget. Men jeg overlevede de skiderikker.
Min far var i reklamebranchen, og han producerede og instruerede radio- og tv-reklamer. Jeg var fascineret af serien ’Sky King’, indtil jeg en dag gik ind i et studie med min far og mødte en lille, buttet mand (skuespilleren Kirby Grant, der spillede helten Sky King, red.). Han passede ikke ind i mit billede af Sky King. Jeg tror, at jeg justerede min interesse for showbusiness lige dér.
LÆS OGSÅ: Chewie, we're home: Den nyeste Star Wars-trailer ser lovende ud
Jeg ved ikke noget om filmbranchen. Jeg arbejder her bare. Jeg har virkelig kæmpet for ikke at blive en del af branchen, fordi det for mig er den forkerte måde at anskue det på. Jeg har altid set på film som et job.
Jeg kunne se frem til tre dages optagelser med en sværd-mod-pisk-kamp i ’Raiders of the Lost Ark’. Det var jeg slet ikke i humør til, fordi jeg, ligesom 90 % af filmholdet, led af dysenteri. Jeg kunne højst være uden for min trailer i 10 minutter ad gangen med bukserne oppe, så da jeg havde kørt med Steven Spielberg i 45 minutter for at komme hen til optagelserne, sagde jeg til ham:
”Hvorfor skyder jeg ikke bare skiderikken?” (Indiana Jones skyder pludselig sin modstander i stedet for at kæmpe med sin pisk. Scenen er blevet kåret til den bedste ’Indiana Jones’-scene, red.).
Jeg tror bestemt, at jeg ville kunne vinde over Sean Connery i en slåskamp … Jeg ville helt sikkert kunne vinde over ham.
At flyve er som god musik: Det er givende, og det er en interessant frihed. Det er ikke en spændingsting eller et adrenalinkick. Flyvning er at engagere sig i en proces, der kræver fokus. Jeg foretrækker at flyve selv. Jeg er ikke bange, jeg er gør det selv-mand.
Til prisuddeling på The Beverly Hilton Hotel i februar 2015.
Jeg fløj engang over Atlanten. Stoppede kun i Nova Scotia i Canada og Reykjavik i Island for at tanke op. Reykjavik har en af de bedste indiske restauranter, jeg nogensinde har været på.
Jeg kan lide pænt tøj, og jeg tænker over, hvad jeg tager på om morgenen. Til gengæld tænker jeg ikke på, hvad andre mennesker mener om min påklædning, og tøj er ikke en vigtig faktor i min tilværelse – jeg kan bare godt lide æstetisk tiltalende ting, velarrangerede blomsterbuketter fx.
Når jeg siger til folk, at de eneste jakkesæt, jeg har ejet de seneste 25 år, kommer fra roller, jeg har spillet, så smiler de, som om det er en vittighed. Men det er sandt. De jakkesæt er gratis og håndlavede, og jeg går op i, hvor mange penge jeg bruger.
Jeg har altid været meget taknemmelig for, at jeg ikke er lækker. Igennem hele min karriere har jeg aldrig været den mest beundrede.
Jeg hader berømmelse og er imod den status, berømtheder har i vores kultur. Der er alt for meget celebrity-pladder. Jeg er i et serviceerhverv. Det er ligesom at være tjener eller arbejde på en tankstation. En tjener på en restaurant betjener seks personer. Jeg betjener seks millioner.
Da det var overstået, var jeg klar til at gå i kloster. Jeg syntes, det var cool. Men jeg kunne slet ikke følge med de gutter. Det var for meget. (Som 25-årig turnerede Ford i en kort periode med The Doors. Han fungerede som kameraassistent, red.).
LÆS OGSÅ: Jesper Christensen: Opium, løgne og en far, han nægtede at se
Jeg bygger ikke noget selv længere, men det var en kilde til evig tilfredsstillelse. Det, jeg savner mest, er den form for koncentration, man kræver af sig selv, når man bygger et bord, en reol eller et hus. Den slags koncentration, man har brug for som skuespiller, er meget den samme som den, man bruger som tømrer.
At være på et stort filmset med masser af mennesker omkring sig er én ting, men jeg har vanskeligt ved at tale foran en menneskemængde. For mig er taler en blanding af rædsel og angst.
At give interview er formentlig ikke værre end en hel dag med waterboarding.
Ford til premiere på ’Air Force One’ i 1997 med sine forældre.
Jeg har ikke noget imod at besvare gennemtænkte
spørgsmål, men jeg er ikke begejstret for at besvare spørgsmål som: ”Hvis du blev overfaldet, og du havde et lyssværd i den ene lomme og en pisk i den anden, hvad ville du så vælge?”
Er jeg gnaven? Ja, måske, men sommetider tror jeg, at det beror på en misforståelse.Du kan tage til Los Angeles eller til New York, hvis du vil være skuespiller. Jeg slog plat eller krone om det. Det blev New York, så jeg slog igen. Når du starter fra bunden som skuespiller, hvorfor så tage et sted hen, hvor der er koldt?
Skuespillere er som væddeløbsheste, hvad følelser angår. Vi træner vores følelser og får derfor bedre adgang til dem end folk, der ikke træner.
Jeg havde ingen forventning om det niveau, beundringen af mig ville nå. Jeg ville egentlig bare leve et stille live med en regelmæssig rolle i en tv-serie.
Ford havde sine sammenstød med instruktør Ridley Scott, da de lavede ’Blade Runner’ (1982), men resultatet blev en legendarisk film.
Jeg spiste engang frokost med to gutter på min egen alder, 55, som begge havde ørering. Efter et par glas hvidvin for meget sagde jeg: ”Hvorfor skulle jeg ikke også få mig en ørering?” Jeg gik ned til en juveler, som også tilbød at lave huller i ørerne, og pludselig havde jeg en ørering. Jeg var helt uforberedt på den opmærksomhed, det gav.
Helt ærligt vil jeg hellere være hjemme og malke en ko end gå ned ad den røde løber, men jeg er da glad for, at jeg kan skabe opmærksomhed om filmen.
Jeg udøver min profession på samme måde, som jeg bygger møbler. Der er ingen tricks, ingen magi, ingen mysterier. Der er intet andet end hårdt arbejde, viljestyrke, teknik og masser af tålmodighed.
Jeg har intet imod independent-film set ud fra et kunstnerisk synspunkt, men jeg har intet behov for at lave det samme arbejde for færre penge.
Næ, jeg er ikke vild med penge. Men jeg er da glad for at få dem, og jeg bruger dem på forskellige udmærkede formål. Penge i sig selv siger mig ikke noget. Og nej, jeg investerer dem ikke i film. Det er for risikabelt.
Jeg er heldig med, at der fra tid til anden er en god rolle til en i min relativt høje alder, hvor der ellers er noget færre muligheder for at få en hovedrolle. Men det er nu o.k., for hvis noget går galt, kan jeg bare sige: ”Hey, jeg arbejder her bare. Spørg ham den anden fyr derovre.” Jeg er glad for at arbejde en smule mindre. Så kan jeg flyve mine fly og have det sjovt i stedet. At spille skuespil er mit job – ellers er der ikke mange overraskelser tilbage.
Med instruktør Alan Pakula og Brad Pitt. Filmen ’The Devil’s Own’ (1997) havde kaotiske indspilninger og fik lunkne modtagelser.
Det, der gør mig god til det, jeg laver – hvis jeg da overhovedet er god til det – er, at jeg ikke føler mig speciel eller anderledes. Netop derfor føler folk, der møder mig, heller ikke, at de taler med en, der føler sig bedre end dem, bare fordi han er i filmbranchen.
Jeg er blevet far fem gange. Børn er for evigt. En del af processen med at opdrage børn er, at du hjælper dem igennem deres liv, så godt som du kan, uden at fortælle dem for meget eller kræve for meget, men bare er der og støtter dem. Hver gang du gør det, bliver det hele formentlig en lille smule bedre.
Det er faktisk ikke svært for mig at rumme mine fans. Medmindre jeg lige står og lader vandet.
Jeg bekymrer mig ikke om, hvad man vil huske mig for som skuespiller. For mig handler det om lige nu og her og om, hvad der er forude. Jeg tænker aldrig rigtig på fortiden, bortset fra når jeg reflekterer over, hvor heldig jeg har været. Det er gået ret godt.
Teksten er baseret på et interview foretaget i San Diego i sommeren 2015 samt bøgerne ’Harrison Ford’ af Laurence Caracalla, ’Harrison Ford – Imperfect Hero’ af Garry Jenkins og ’Harrison Ford: The Films’ af Brad Duke. Derudover skriftlige og mundtlige interview fra bl.a. MTV, IMDB, Politiken, Berlingske Tidende og div. udenlandske aviser og magasiner.
LÆS OGSÅ: Henrik Boserup: ”Vi laver 10 eller 15 burgerbarer. Vi banker til den i København”
LÆS OGSÅ: Årets 12 bedste film (indtil videre)
