Adam Cohen står i køkkenet i det hus, han voksede op i, da euroman.dk får ham i røret.
"Om lidt går jeg ind ved siden af og øver i min dagligstue,” siger sangeren og sangskriveren, der 1. februar påbegynder en Europa-turne.
Turneen bringer også Adam Cohen, der gennem karrieren har indspillet fire plader, heraf en fransksproget, forbi Pumpehuset i København.
Men lige nu er han altså i sin fars gamle hus i Montreal. Her boede han som dreng sammen med søsteren Lorca, moren Suzanne Elrod og faren Leonard Cohen.
Adam Cohen har dog ikke levet her lige siden opvæksten. Forældrene gik fra hinanden, da Adam var fem år gammel, og efter bruddet levede Adam og hans søster det, han spøgende kalder en ”sigøjner-tilværelse” med moren i blandt andet Paris og Sydfrankrig. Indimellem besøgte han sin far i Montreal og på den græske ø Hydra, hvor han stadig har et hus.
Som voksen har Adam Cohen boet i blandt andet Los Angeles og New York. Men i forbindelse med indspilningen af sin fjerde og seneste plade, ’We Go Home’, flyttede han ind i sin opvæksts Montreal-hus. Pladen, der udkom i september 2014 blev delvist indspillet her, delvist i huset på Hydra. Denne video fortæller lidt om pladens tilblivelse.
Hvad tror du, det har betydet for din plade, at du har optaget den netop disse steder?
”Jeg var så heldig at kunne optage pladen i de værelser, i de huse hvor jeg voksede op. Det er her, jeg begyndte at konstruere forestillingerne om, hvem jeg gerne ville være som voksen, Det er her, jeg drømte om at blive singer/songwriter. Derfor var der en stor tryghed i at vende tilbage, og samtidig var det umuligt ikke at være ærlig her. De rum virkede som en løgnedetektor på min sangskrivning,” siger Adam Cohen.
Her i telefonen, men ikke mindst på hans nyeste sange minder stemmen fascinerende meget om en Leonard Cohens. Smuk og fyldig, men med et melankolsk knæk. Men det skal vi ikke tale om i dette interview, er jeg blevet instrueret i, altså Leonard Cohen. Adam Cohen er træt af den vinkel, og faren mener heller ikke, den gør noget godt for sønnen.
Alligevel har Adam Cohen, forståeligt nok, også selv svært ved at lade arven fra musiklegenden fuldstændig i fred i sin egen kunst. Så jeg forsøger at komme ind på det ad den vej.
På ’So Much to Learn’, en sang fra din seneste plade, synger du: ”You gotta carry your father’s name, hope your children do the same”. Synes du indimellem, at dine rødder kan være en byrde?
“Der er ingen tvivl om, at nysgerrigheden omkring min far og det fantastiske værk, som han har givet verden, har forurenet publikums måde at se på mig. Nogle gange er jeg offer for hurtige og utilgivende domme. Andre gange betyder det meget højere forventninger til mig, end hvis mit navn var Adam Smith. Men der er ikke noget, jeg kan gøre ved det – udover at blive ved med at forsøge at være den bedste Adam Cohen, jeg kan.”
I briefingen til det her interview fik jeg besked på, at du ikke er så interesseret i at tale om din far. Hvorfor?
”Jeg synes, den vej er overbelyst. Ud af 100 interview, vil 96 af dem dreje sig om det. Jeg synes ikke, det er så interessant, at min far hedder Leonard Cohen, som journalister gør.”
I et tidligere interview har du fortalt, at du, på trods af, at du ikke føler dig som en ”stor musiker”, utrætteligt arbejder på at finde dit eget ståsted som sangskriver. En vis overgang havde du faktisk helt opgivet musikbranchen og holdt syv års album-pause. Hvad får dig til at blive ved?
”Jeg har det som om, jeg skal bære en pakke op til bjergets top. Men jeg er ikke bjergbestiger. Selv om jeg ikke har alle evnerne og færdighederne, bliver jeg nødt til at forsøge at få den pakke derop. Det er min mission."
Og hvordan ser der ud på toppen af dit bjerg?
"Der indtager jeg en position som ligemand til de musikere, jeg elsker, og som har fået mig til at vælge den her levevej."
