Som nyuddannet troede Alexandre Willaume egentlig, at han skulle opføre klassiske teaterstykker på scener verden over. Efter et par år på Det Kongelige Teater vidste han, at det skulle han ikke alligevel. Gennem sin karriere har han flakket rundt mellem genrer, formater og prædikater. Man har kunnet finde ham i, efter eget udsagn, gode og dårlige danske serier, internationale filmproduktioner – og så alligevel også lidt i teatret.
Men nu er han overbevist om, at han er på vej ind i sin storhedstid.
I Viaplays nye serie, ’Hidden – Den Førstefødte’, er Alexandre Willaume den eneste dansker på rollelisten mellem nordmænd og svenskere. Karakteren, han portrætterer, er kompliceret og farlig – og selv mener han, at det er det mest interessante stykke arbejde, han har lavet i mange år.
Dit gennembrud kommer relativt sent. Er det noget, der ærgrer dig?
”Nej, tværtimod. Jeg har arbejdet næsten konstant hele livet, jeg har altid kunnet leve af det, og, allervigtigst, så har jeg haft det sjovt. Nu er jeg nået dertil, hvor jeg er blevet sulten efter noget, der har mere ballast. Jeg har skullet finde ud af, hvad fanden det er, jeg kan, og hvad jeg ikke kan.
Det har nok været godt for mig, at jeg ikke fik det dér gennembrud, lige da jeg kom ud af skolen. Det tror jeg ikke, at jeg havde kunnet håndtere på samme måde.”
Frustrerer det dig, at du ikke får dén dér rolle?
”Til tider bliver jeg utålmodig. Det er vel også frustration. Omvendt synes jeg heller ikke, at der har været vildt mange af de roller, jeg gerne vil have, her på hjemmebane. Men jeg ser mig selv spille skuespil, til jeg drætter om, så på den måde har jeg jo heller ikke travlt. Jeg er sikker på, at den rette rolle nok skal indfinde sig.
Men det betyder jo ikke, at jeg ikke bliver utålmodig. ”
I ’Hidden – Den Førstefødte’ spiller du en fyr, der hedder Mærsk. Hvem er han?
”Ud fra navnet kan vi jo alle se, at seriens skabere har søgt efter en ikonisk dansker. Mærsk; ham kender vi alle.
Han er en lidt mystisk figur, men undervejs i serien får man en bedre idé om, hvem han er, og hvad han kan. Han er en rimelig cocky fætter, som er dansk på den måde, nordmænd og svenskere åbenbart ser os. På et tidspunkt i serien bliver der sat fokus på, hvad Mærsks specielle kræft er. Til det svarer han bare; ’Jeg er dansk.’
De sidste par år har jeg portrætteret en lind strøm af lejemordere, andre mordere og folk med skydevåben, som spiller med musklerne og med truende adfærd. Der er Mærsk anderledes, for han er farlig, men på en meget mere underspillet måde. Det er dejligt at spille sådan én som ham, for det er meget mere nuanceret end de meget firkantede ’mænd-mænd’, jeg har brugt meget af min tid på.”
Har du nogensinde følt, at de meget mandede roller har sat dig i bås?
”Det spøjse er jo, at jeg er gået lidt fra bås til bås. Jeg havde behov for at slippe væk fra det humoristiske prædikat, som sad på mig i Danmark. For selvom jeg havde startet ud med meget seriøse ting som teater på Det Kgl. Teater og kun lavet comedy på sidelinjen, så tog det sidstnævnte over.
Da jeg tog til udlandet handlede det mest om at få nogle nye øjne på, og jeg fik hurtigt tilegnet mig nogle roller, som var noget helt andet end det, jeg havde lavet i Danmark. De kunne slet ikke forstå, at jeg var kendt for at være sjov, for de så mig mere som den dér rendyrkede ’mandemand’.”
Ja, for selvom du har været med i flere internationale produktioner, kender mange dig som ’Wupti Pede’ fra wupti.com-reklamerne….
”Jamen, jeg er jo i virkeligheden meget stolt af de reklamer. Jeg var med til at skrive dem. Vi skrev og optog 60 film, for vi mente, at vi kunne gøre det meget bedre end reklamebureauet. Problemet med at være god til at lave noget i Danmark er, at så er det det eneste, du kan.
Selvom rollen fik mig ind nogle nye, kommercielle steder, har jeg takket pænt nej tak til de tilbud, jeg har fået om at fortsætte som Wupti Pede. Det var ikke pengene, der var interessante. Tværtimod. Jeg havde brug for noget nyt på arbejdsfronten.”
Betyder det, at du er færdig med reklamer?
”Man skal aldrig sige aldrig. Jeg er ikke så bange for at lave det, men jeg vil ikke gøre noget for pengenes skyld. Hvis det er en sjov historie og et produkt, jeg kan stå inde for, så har jeg ikke noget problem.
Det kan godt være, at jeg kommer til at lave en ny karakter på et tidspunkt, og jeg har også nogle ideer i skuffen som engang imellem kommer på tale. Jeg synes jo bare, at jeg har været dygtig til at drive dén side af min business også.
Men altså, jeg kommer aldrig til at blive sådan én, der står med Estrella i hånden og mekanisk siger ’Spis de her chips!’”
Var du forberedt på, at Wupti Pede ville hænge så godt ved, som det har gjort?
”Altså, da jeg lavede Wupti Pede, havde jeg lavet teater på Det Kongelige Teater, Bådteateret, Aarhus Teater, Betty Nansen og Aveny-T. Store, solide teatre, og så desuden med et par tv-serier og film ved siden af. Jeg troede, at man måske – på bagkant af det – kunne se Wupti Pede som en rolle i rækken, der viste endnu en side af mig som skuespiller. Men i stedet blev den definerende. Dér tænkte jeg godt nok; ’Jeg har lige knoklet min røv ud af bukserne på at lave ’Peer Gynt’, så hvad fanden snakker I om?’
Jeg ville sagtens kunne forstå det, hvis jeg var ikke-uddannet og det var det første projekt, jeg nogensinde havde lavet, men at fantasien var så lille, at jeg også endte i en kasse… Det var også derfor, jeg begyndte at lave tv-programmer og snakke i Go’ Aften Danmark og den slags. Jeg var nødt til at sige; ’Det her, det er mig. Det dér, det er en rolle. Og der er mange flere, hvor de kommer fra.’
Men det var jo også en rolle, som åbnede en masse døre. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg ville lave det om, hvis jeg kunne. ”
Alexandre Willaume som Mærsk i 'Hidden – Den Førstefødte'. Foto: Ewa Marie Rundquist
Har du nogensinde taget en rolle, du har fortrudt?
Det har jeg. Men det har været fordi, jeg pludselig har stået i noget, som blev meget anderledes, end jeg havde troet. Det er faktisk ikke så lang tid siden, at jeg lavede noget, hvor jeg stod på settet og tænkte, ’ham her, han er kørt så langt ud på et sidespor, at han er ligegyldig’. I sådanne situationer siger de kloge mennesker, at man bare skal tage checken og løbe, men sådan har jeg det ikke. Jeg føler, det er spild af min tid, og jeg gider det ikke.
Hvad gør man så som skuespiller?
”Du bider det i dig. I ’Tomb Raider’ var min rolle dog blevet ændret så meget, at jeg var lige ved at smutte. På grund af en skøn instruktør, der overtalte mig, endte jeg med at blive, og det er jeg rigtig glad for i dag. Men jeg gider altså ikke stå og spille andenviolin, bare fordi det er en udenlandsk film. Så længe mine børn har det godt, og jeg kan betale mine regninger, har jeg ikke brug for at lave ting, der ikke interesserer mig.
Det er selvfølgelig enormt udfordrende at skulle ’mase sig ind’ fra sidelinjen i et forsøg på at berettige sin rolles eksistens, men det er absolut også frustrerende at have en lind strøm af roller, som ikke rigtig viser, hvad jeg kan. Dermed ikke sagt, at jeg ikke står med en stor gun i næste uge til optagelserne på ’Tomb Raider 2’. Så kan det jo være, at jeg har set noget værdifuldt i det. Det vigtigste er, at det er sjovt for mig at gå på arbejde. Jeg vil fucking have det sjovt.”
Hvad med Danmark?
”Jeg vil vildt gerne arbejde mere i Danmark, men jeg kan mærke på mig selv, at jeg vil have en rolle, der kan noget. En, hvor jeg kan gå all-in. Jeg tror, at min styrke ligger i min sårbarhed. Den får jeg ikke lov til at vise så meget, men ikke desto mindre kan jeg mærke, at det er dén vej, jeg vil gå som skuespiller. Var jeg fortsat i min rille i trygge Danmark, så tror jeg, at jeg havde tørret mig selv ud. Det skal ikke lyde som om, jeg er Gitte Nielsen, der er vendt tilbage fra Hollywood, men jeg var blevet så trist over mig selv.
Jeg kommer dog nok til at satse meget på udlandet. Fordelen ved udlandet er, at casterne tager stilling til mig uden at vide en skid om mig ellers. De kan selvfølgelig se det hele på mit CV, men de ser mig som et blankt lærred, helt uden at være forudindtagede. Det er enormt bekræftende og giver mig blod på tanden.
Jeg har brugt udlandet til at finde ud af, hvad andre ser i mig, og heldigvis ser de noget helt andet end herhjemme.”
Hvordan har du det med at folk har en idé om, hvem du er – uden at vide det?
”Egentlig har jeg ikke noget problem med det. Jeg sætter også selv hatte på folk. Det er mere i arbejdsregi, hvor jeg godt synes, at branchefolk kunne fjerne prædikatet. Det synes jeg, at jeg har fortjent. De ved jo godt, at ’Wupti Pede’ ikke længere bør være vores fælles reference.
Men altså, jeg ænser det ikke rigtigt længere.
I øvrigt er det mig, der griner hele vejen til banken.”
'Hidden – Den Førstefødte' har premiere d. 1. februar på Viaplay.
