HVORFOR SKAL DE TUSINDVIS af mennesker, der en tirsdag aften i februar stod i Forum i København og sang deres hjerter ud, højt og stolt, hver eneste gang Liam Gallagher spillede en Oasis-sang, aldrig få lov at opleve disse med storebroren og sangskriveren Noel ved siden af? Skal vi være oprigtige, kan den ustoppelige konflikt, der nu kører på 11. år, mellem de to brødre, der udgjorde midteraksen af Oasis, udad virke som blot et kynisk marketingstrick for at opretholde salg og interesse. Men der ligger noget langt mere personligt forankret, kompliceret og uløseligt bag.

Har man set det interview, Noel Gallagher for en måneds tid siden gav til Beats-værten Zane Lowe (tidligere BBC Radio 1), vil man have bemærket, at så snart talen faldt på lillebroren, som Lowe havde haft i studiet få uger forinden, ændrede Noels ansigt karakter.

Glimtet i øjet forsvandt som dug for solen. Tænderne blev bidt sammen, og den antydning af et smil, der hidtil havde været, forstenede. Noel sluttede seancen af ved endnu en gang at pille brorens personlighed fra hinanden og isnende koldt afsige et løfte om, at næste gang de to mødes in persona, så bliver der problemer. Alvorlige problemer. I det øjeblik har Noel Gallagher aldrig lydt eller set mere troværdig ud. En dyd han ellers aldrig har forsøgt at mestre.

Denne artikel vil forsøge at kortlægge, hvorfor det forholder sig således. Skitsere deres reaktionsmønstre og deres handlinger. Det hele er baseret på den enorme mængde af interviews, de begge har givet – og giver – nærmest ugentligt gennem de sidste 25 år. Kildematerialet synes utømmeligt.

Og ikke nok med, at fronterne de to i mellem er trukket op til orkan, så er pendulet med offentlighedens gunst svunget entydigt over til Liam, hvor den i kølvandet på Oasis’ opløsning entydigt lå hos Noel. Hvordan er vi nået hertil? Hvorfor er deres forhold så polariseret? Så komplekst? Så kontrastfyldt? Så dysfunktionelt?

Inden vi går i gang med at forsøge at forklare dette, så lad os lige kort opsummere, for de få af jer der ikke ved, under hvilke forhold de to er vokset up under og med – og dermed grundstenene til deres indbyrdes relation.

Begyndelsen

LIAM, NOEL OG STOREBROR PAUL er børn af de to irske immigranter Peggy og Thomas Gallagher. De bosatte sig i Manchester-forstaden Burnage sammen med mange andre af irsk afstamning. Deriblandt dusinvis af slægtninge. Ægteskabet mellem Peggy og Thomas var et ulykkeligt ét.

Den primære årsag var Thomas Gallaghers voldelige og drikfældige natur, samt den spilleafhængighed han besad, der gjorde, at mangel på penge altid var et stort og uoverskueligt problem i arbejderklassehjemmet. For at forsørge familien måtte Peggy ofte tage to jobs. Faderens voldelige tilbøjeligheder gik også ud over børnene, der, jo ældre de blev, stillede sig til forsvar for moderen.

Især Noel og Paul. Faktisk fik Noel en overgang så mange tæsk, at han efterfølgende begyndte at stamme. Liam, som efternøleren, gik fri af de fysiske afstraffelser, men måtte bevidne sin mor og brødre få tæsk. Til sidst lykkes det Peggy og drengene i ly af natten at flygte fra far Thomas.

Ikke specielt langt væk. Men til et nyt sted. Fri fra faderen. Paul fik sit eget værelse. Noel måtte dele med Liam. Vi ved ikke meget om Liam og Noels forhold til faderen efterfølgende, andet end de begge har indikeret, at de fortsat så til ham. For eksempel var de begge nødt til at tage forskellige lidet ønskværdige håndværkerjobs med ham, da de begge blev smidt ud af skolen i udskolingssårene.

Vi ved også, at da Oasis for alvor var slået igennem og berømmelsen verdenskendt, betalte tabloidaviserne News of the World og The Sun (begge ejet af den skandaleombruste mediemogul Rubert Murdoch) betalte faderen for at tage kontakt til især Liam. Begge brødre havde på det tidspunkt afskåret al kontakt med ham. Liam reagerede naturligvis med trusler, som lige så natuligt blev klistret på forsiderne.

Den eneste stabile person, både fysisk, psykisk og som følelsesmæssig faktor, gennem hele opvæksten var altså moren Peggy. En hårdtarbejdende, lidt simpel, uuddannet kvinde fra fattige kår i Irland, der forgudede sine børn. Især den sidst ankomne.