For et par uger siden var jeg på Roskilde Festival. Her hørte jeg i selskab med tusinder og atter tusinder af festivalgæster koncerter med nogle af landets mest populære kunstnere: D1MA, Tobias Rahim, Lil Nas X. Alle optrådte med flotte anmeldelser fra både publikum og kommentariatet til følge.
Men jeg forstod det ikke. Altså, D1MA’s maske er da pirrende for min nysgerrighed, og Lil Nas X kom ind på en gigantisk hest, hvilket var fedt. Men musikken var ikke noget at skrive hjem om, syntes jeg. Da jeg lagde vejen forbi Kesi, Benny Jamz, Kendrick Lamar og Ukendt Kunstner havde jeg til gengæld the time of my life. Det samme mønster går igen, når jeg sætter musik på i privaten. Jeg vender altid retur til de gamle kendinge, som fx kunne være Gilli, Rihanna eller netop Kesi og Ukendt Kunstner – fra før de gjorde comeback, vel at mærke. Med andre ord: lyden af mine teenageår.
Det kan være irriterende ikke at kunne være med på snakken, når der bryder nye, populære kunstnere frem. Mange kender måske til at være på bagenden af fraser som:
”Har du ikke hørt Caroline Polacheks nye album?”
”Hvordan kan du ikke synes, at Zar Paolo er fede?”
”Ved du ikke, hvem Rema er? Har du boet under en sten i et år?”
Men åbenbart er jeg slet ikke så mærkelig, som jeg sommetider kan føle mig i selskab med mine mere musikinteresserede venner. For som videnskab.dk skriver, er der en ganske god forklaring på, hvorfor jeg bliver ved med at finde de gode, gamle hits frem fra gemmerne.
Forskerne fra flere britiske studier (Roehampton og Cambridge University), som mediet henviser til, kalder det open-earedness – altså at have åbne ører – og den evne og vilje bliver mindre og mindre med alderen. Viljen til at opdage og blive fanget af ny musik er på sit højeste, når man er fra 11 år til slutningen af pubertetsalderen. Det skyldes, forklarer forskerne, at man som voksen har mere etablerede og veludviklede personligheder, så motivationen for at basere sin personlighed på sit musikvalg falder som voksen. Hvis det er sandt (som forskningen vel er), så er jeg faktisk udelukkende glad for mine ikke-eksperimenterende musikvalg.
Men på den anden side kan selvsamme forskningsartikel få mig til at føle mig som en halv dinosaur med formuleringer som denne:
”Hvad vi tænker på som vores smag, er en dopaminreaktion, der fremkommer fra mønstre, vores hjerner genkender, som skaber en forventning om glæde baseret på gode minder fra fortiden. Når vi stopper med aktivt at lytte til ny eller uvant musik, bliver forbindelsen mellem det musikalske mønster og glæde afskåret fra hinanden. Det kan godt tage et årti eller to at nå dertil, men resultatet er, at unge menneskers musik med tiden føles fremmed og ikke fører nogen glæde med sig.”
Det lever jeg med. For der er ikke så stor en skam i at holde fast i de velkendte travere, selvom hypenbevæger sig i nye retninger. For i de år, hvor min musikalske præferencer ifølge forskningen formede sig (altså inden min personlighed var etableret), var det cool at kunne lide den dengang rimeligt ukendte Gilli. Han havde lige lavet soundtracket til filmen ’Ækte Vare’ – og jeg fejede et hav af popcorn væk til tonerne af ’Knokler Hårdt’ i Biocity i Esbjerg. Det havde lidt kant at lytte til det i modsætning til Avicii, Christopher, Justin Bieber, og hvad de andre ellers spillede på deres nyerhvervede smartphones.
Igen-igen sætter jeg med ro i maven den samme, gamle og skamspillede Spotify-playliste på. Og det er – har jeg forskningens ord for – slet ikke så besynderligt.
