
Kandis-Johnny er terapi for sine fans: ”Jeg har slet ikke tal på, hvor mange fanbreve jeg modtager om måneden”
Johnny Hansen og Kandis er pludselig blevet en anmelderdarling i kultureliten. Hvem havde set den komme? Den rørende dokumentar ’Kandis for livet’ går i øjeblikket sin sejrsgang og skildrer den specielle tilknytning mellem dansktopgruppen og dens fans. Euroman fik i en travl tourplan hul igennem til forsangeren, som er på fornavn med en stor del af sine publikummer, men ikke kan rumme alles historie.
JOHNNY HANSEN ER PÅ vejen igen. Da han sætter mig på medhør i bilen en onsdag formiddag i oktober, har han netop forladt hjemmet i Thy og påbegyndt den 287 kilometer lange tur til Nordborg på Als. Han skal give koncert i eget navn til et Ældresagen-arrangement klokken 14, og ”på vejen hjem tager jeg også lige et job i Haderslev ”, siger han som den største selvfølgelighed.
Det er på landevejen, at dansktopsangeren Johnny Hansen tilbringer størstedelen af sit liv. Og efter en lang lockdown kimer bookerne ham ned igen. Bare i sidste måned havde han 35 koncerter, og han har endda formået at komme på den anden side af 100 koncerter i dette ellers amputerede kalenderår. Tager man corona ud af ligningen, plejer han give omkring 200 shows om året. 140 koncerter som Kandis og 60 som sig selv. Sådan har hans showbusiness rullet siden starten af 1990’erne. Var Kandis en fodboldklub, ville man i pokalskabet kunne fremvise 53 guld- og platinplader, ni music-awards og mere end 1,5 millioner solgte album.
”Kandis er et fænomen”, siger han selv om de mange koncerter, fans og solgte album.
Solen skinner dog ekstra meget på Johnny Hansen for tiden. Han får lovpriser og anerkendelse fra et uvant segment. Kultureliten og den fine del af dagspressen har for alvor fået øjnene op for fænomenet. Det skyldes en ny dokumentar af instruktør Jesper Dalgaard, der hedder ’Kandis for livet’, og som høster femstjernede anmeldelser i blandt andet Berlingske, Politiken og Soundvenue.
”Mig bekendt har de aldrig anmeldt os før,” siger han. ”Fortjenesten er dog udelukkende Jespers.”
Dokumentaren går tæt på dansktopstjernen og hans mange dedikerede fans. Resultatet er rørende. Fansene bærer stærke følelser for Kandis og ikke mindst 56-årige Johnny Hansen. Gruppens univers er for mange af dem et sted, man søger tilflugt, når livet er sværest. De bruger Kandis som en form for terapi, og Johnny Hansen, der selv har oplevet en personlig tragedie, bliver nærmest deres psykolog, deres frelser.
’Johnny er Gud’ står der også på en T-shirt, som en af fansene i filmen render rundt i.
Selv kan jeg ikke engang nynne en Kandis-sang, hvilket egentlig er underligt, for jeg føler, at de har været en del af min opvækst.
Det var Kandis og Cirkus Arli, der hang plakater af på lygtepælene i mit lokalområde på Vestsjælland. Jeg har med egne øjne set de mange spækkede busser med fans, som ville opleve bandet, der er ’rejsende i livsglæde’, og som bringer sol, sommer og kærlighed ud, selv når det er allermørkest.
I min egen familie har Kandis sågar både været medvirkende til en skilsmisse og et nyt ægteskab. Det var således til en Kandis-koncert, at min fars kusine blev så uvenner med hendes mand, at hun satte sig helt fortabt i baren. Her mødte hun en ny beundrer, der gik på charmeoffensiv, inviterede hende ud på dansegulvet, og resten er historie.
Jeg kommer fra en del af Danmark, hvor man ikke kan forestille sig en fest uden et forsamlingshus, tarteletter til forretten og en hjemmebrygget tekst til tonerne af ’Hammer Hammer Fedt’. Gerne spillet af en musikant af tvivlsom karakter, hvis kontakt man har fundet på opslagstavlen i Dagli’ Brugsen, og som hang ved siden af et foto af en forsvunden kat.
I denne del af Danmark er det banko og Kandis, der fylder hallerne. Man går ikke efter at vinde den store million, men en steg. Og sådan gælder det egentlig ved begge arrangementer. Skal mændene lokkes på dansegulvet, kræver det to-tre snaps til silden og en sang, man ikke slår sig på, men højest giver en kinddans eller svingom.
Onde tunger vil kalde det for Udkantsdanmark eller Det Gule Danmark. Selv kalder jeg det bare for hjem. Det var min indgang til Danmark, og Kandis-zonen er langt større, end man formentlig tror i hovedstaden. Dahlgårds Tivoli har rigtig nok slukket for radiobilerne og hører 1990’erne til, men folk vil stadig have en tur i karrusellen og en candyfloss.
Hvor jeg er fra, kigger man ikke skævt, hvis naboen mangler en finger eller ingen tænder har. For pokker, min egen farfar, morfar og sågar mormor manglede da alle nogle fingre hver især. Alle grundet arbejdsulykker. Og mine forældre har faktisk en nabo, som ingen tænder har, og som er trofast Kandis-gænger. Man må ikke begå den fejl og betvivle folks hjertevarme, men flytter en ny til byen, skal vedkommende lige ses an, før man hilser og inviterer på kaffe. Hvor jeg er fra, foretrækker man det velkendte fremfor det ukendte, og at bøffen er well done fremfor for rare.
Selv beskriver Johnny Hansen den typiske Kandis-fan som den helt almindelige dansker.
”Også fordi vores tekster som regel er taget ud af hverdagen og ud af noget aktuelt. Vi har skrevet om Pókemon, Tinder og generelt bare om ting, der er oppe i tiden. Det er nogle sange og tekster, som har været i øjenhøjde med den almindelige dansker,” forklarer han.
Lyttere af satirepodcasten ’R8dio – Undskyld vi roder’ ville nok irettesætte ham til ’gulvhøjde’, men nok om det. Han fortsætter:
”Når vi spiller koncerter, er vores mission at få folk til at glemme hverdagen og egentlig bare læne sig tilbage og nyde det hele. Vi har ikke nogen politiske budskaber i vores sange, det ville ikke fungere til vores koncerter, medmindre det ville være en sidde-ned-og-lytte-koncert. Nogle af vores fans danser, andre står oppe foran scenen. De har ikke brug for at høre om politiske budskaber.”

FOR TRE ÅR SIDEN modtager Johnny Hansen og resten af Kandis en forespørgsel af Jesper Dalgaard, der på det tidspunkt lige er blevet færdig med sin uddannelse som dokumentarinstruktør fra Den Danske Filmskole. Dalgaard har idéen til at lave en lave rigtig bandfilm, hvor man skal følge Kandis på landevejene, bag scenen og privat. Instruktøren er selv opvokset i en lille landsby tæt på Vesterhavet i Thy, hvor Kandis ligeledes er udsprunget fra. Idéen med filmen for Dalgaard er også at blive klogere på sit eget ophav, efter han for mange år siden flyttede til København.
”Men så tager projektet en drejning,” som Johnny Hansen forklarer det.
Dalgaard har fået udleveret en liste med omkring 100 navne på fans af Kandis fra hele landet, som ville være gode at snakke med, og da han begynder at caste dem, finder han en guldåre. Historien. Fansene rummer alle en ægthed, noget sorgfuldt, ensomt men også et håb og har især de stærke og kærlige følelser for Kandis tilfælles. De finder mening med livet gennem Kandis. Persongalleriet spiller så godt sammen, føler Dalgaard, at filmen nu mere kommer til at handle om den specielle fankultur, der er omkring dansktopgruppen.
En drejning, som Johnny Hansen sætter pris på.
”Det er blevet en film, som alle kan se. Nu handler det om nogle fans og mennesker, som spejler sig i musikken og vores liv, og der kan man godt trække paralleller til sig selv. Det er jo ikke sikkert, at man spejler sig i musik. Det kan være, at man i stedet spejler sig i sportsnavne eller mange andre ting. Havde det nu været en bandfilm som udgangspunktet, havde det kun været en film til vores hardcore fans.”
I ’Kandis for livet’ møder vi blandt andre københavnske Susan Bjerre, som er forelsket i Johnny Hansen og hans blå øjne. Hun har skrevet en hel roman om ham, som dog er lidt ’for syret’ til at udkomme, så han må ikke læse den hele. I stedet ser man i filmen, at hun overrækker ham et brev i partyteltet før en koncert, som hun har brugt tre nætter på at skrive. Detaljen med ’om natten’ og ikke ’om dagen’ pointerer hun flere gange. ’Johnny, læs det grundigt. Og så taler vi sammen i morgen’, meddeler hun ham insisterende. Kandis-Johnny lytter venligt til hende, men kan ikke gengælde hendes kærlighed.
Modsat andre bands har Kandis altid insisteret på at gå ned til forkanten af scenen efter koncerterne og tage sig tid til at tale med fansene. Han insisterer ligeledes på, at der ikke er forskel på Kandis-Johnny eller den private Johnny Hansen.
”Jeg tror, at de fans, som er kommet til vores koncerter i mange år, føler en eller anden form for venskab, velvidende, at der er en usynlig grænse. Ubevist føler de nok også nogle gange, at de har et tættere forhold til os, end de egentlig har,” siger Johnny Hansen.
Selvom fansene får lang snor, kan han ikke tage alles historie sig til, hvilket er helt bevidst.
”Jeg kender fansene på overfladen. Jeg ved jo godt, at Finn Clausen bor i Aarhus og har en lejlighed, der stort set er plantet til med Kandis-ting. Men jeg kender ham ikke i dybden. Når jeg går ned på forkanten af scenen, kommer fansene og fortæller deres historie til mig, men jeg kan jo ikke rumme alles historie. Så vi får lige en kort snak, og så er jeg også nødt til at lægge det lidt væk igen for ikke at skulle bære rundt med alt for mange menneskers historier.”
I filmen møder vi også nordjyden Søren Strøm. Han er ’take it or leave it’-typen. Han har endnu ikke fået skilt sig af med morens tøj, efter hun døde. Han nægter at give tøjet videre til den lokale genbrug, for han har ikke lyst til at rende ind i en, der er iklædt hans mors bukser. Vi ser i stedet, at han brænder tøjet.
Vi møder den ekskriminelle biker Réne, der er en stor, skaldet og tatoveret mand, som fortæller i filmen, at man altså ikke skilter med i fængslet, at man lytter til Kandis. Du finder heller ikke noget Kandis-merch på hverken hans krop eller i hans hjem. Men han bærer Kandis dybt inde i hjertet.
Dansktopgruppen har faktisk reddet hans liv bogstaveligt talt. Kandis-nummeret ’Hotel Himmel’ afværgerede hans selvmordsforsøg.
For Réne er Kandis’ tekster blevet en kommunikationsform, som han benytter sig af i forhold til konen. Han sender hende ofte Kandis-tekster.
”Han føler, at jeg hjælper ham med at formidle hans følelser til hans kone igennem musikken.”
Johnny Hansen siger flere gange under vores interview, at han får kuldegysninger og må stoppe op, når han fortæller de rørende scener og historier fra ’Kandis for livet’.
”Jonas er en solstrålehistorie,” fortæller han.
Jonas mistede sin far som ganske ung, og gennem Kandis har han og moren fundet et fællesskab, som de dyrker sammen. Jonas arbejdede i et år i Kandis’ crew og hjalp med at bære udstyr ud og ind af bilen og sætte det op på scenen.
”Langsomt finder han ud af, at han kan et eller andet, og der er også er en mening i hans liv. Han fik så meget selvtillid, at han begyndte på en uddannelse. Han ville gerne uddanne sig som sømand ligesom sin far, og det er han faktisk lykkedes med. Han har sejlet rundt omkring ved Færøerne og Grønland. Jeg har fået en kæmperespekt for Jonas.”

SELVOM FANSENE ÅBNER meget op om deres liv, bliver det ikke for intimt og udleverende, mener Johnny Hansen.
”Jesper (instruktøren, red.) er sindssyg dygtig. Han har været god til at få det bedste ud af fansene, uden at udstille nogen. Han har fået folk til virkelig at fortælle deres historie på en god og rørende måde, som folk kan forholde sig til.”
Havde du selv nogen betænkeligheder ved filmen?
”Det eneste, som jeg var lidt uenig med Jesper omkring, var, om min egen historie og tragedie fra 2008 skulle med i filmen. Jeg syntes ikke, at den skulle være med, fordi alle sten har været vendt før, og det var en stor offentlig ting dengang.”
Johnny Hansen mistede sin første kone og moren til sine to døtre til selvmord i 2008.
”I dag er det en privat ting og noget, som vi kun snakker om i vores familie. Jeg kan dog godt se, at i forhold til de personer, som Jesper har castet til filmen, der giver det mening, at min egen tragedie er med, og det er selvfølgelig også med til at give filmen en stærk karakter. I dag har jeg det derfor fint med hans beslutning. Men jeg sagde også til ham: ’Det er sidste gang, at det bliver omtalt’. Det er ikke, fordi nogen er glemt. Der er bare gået så mange år.”
Johnny Hansen, der er lykkeligt gift på ny, besøger ikke sin første kones gravsted, fortæller han i filmen. Det gør Henning til gengæld, der er en af de medvirkende i ’Kandis for livet’, og han er dybt berørt, når han kommer forbi kirkegården.
Fansenes kærlighed betyder meget for Johnny Hansen.
”Jeg kan huske al den kærlighed, vi modtog efter vores tragedie. Der var mange, som sendte breve, og skrev, at de havde prøvet noget lignende, og det her med, at man egentlig aldrig kommer over det, men man lærer at få det placeret et sted, så man kommer igennem det. Der læste jeg de her breve, og der var mange af dem, som hjalp mig med at komme et lille skridt videre.”
Hvor mange fanbreve modtager du om måneden?
”Det har jeg slet ikke tal på. I dag er det jo ikke breve mere, men i stedet beskeder og hilsener, som lander i indbakken på Facebook og Instagram. Der tikker flere beskeder ind hver dag. Jeg skimter som regel dem alle sammen, men jeg har ikke tid til at svare på alle. Hvis det er noget sagligt, svarer jeg for det meste. Men der er også nogen, som bare skriver: ’Hej, hvad laver du?’ Hvad skal jeg svare til sådan noget?’”
Der har også været ubehagelige breve og pakker.
”Det eskalerede fuldstændig i 2008. Det var i en periode, der var meget hektisk, og hvor medierne skrev rigtig meget om mig og min familie. Vi havde nogle stalkere dengang, som vi måtte få politiet til at lukke ned for. Vi kunne simpelthen ikke håndtere det selv længere. Det var en fan, som skiftevis sendte hadegaver og gode ting. Vi modtog porcelæn, der var skåret i stykker og sågar afføring. Det var meget ubehageligt.”

’KANDIS-JOHNNY’ ELLER ’LILLE BJØRN’, som Johnny Hansen også kaldes, er født ind i musikken. Han er søn af sangeren Bjørn Hansen, kendt fra dansktopbandet Bjørn og Okay, og selvom han tog sig en elektrikeruddannelse, har musikkarrieren altid været drømmen. Han var 23 år, da han etablerede Kandis.
”Vi var hårdtarbejdende. Dengang fandtes X Factor ikke, så vi har kæmpet os op til dette niveau. Når vi udgav en ny plade i 1990’erne, kørte vi rundt til 55 radiostationer og fortalte den samme historie igen og igen. Vi spillede på kroer og i forsamlingshuse. Al det hårde arbejde og de frø, vi såede for 30 år siden, gør, at vi kan høste den succes i dag,” siger han.
Johnny Hansen udlever sin drøm, og derfor piver han ikke over at spille så mange koncerter om året.
”Det er jo det, som jeg har kæmpet for lige siden, at jeg var en lille dreng og sad på nogle transportkasser og så min far spille musik.”
Hvor mange gange har du aflyst en koncert?
”Det er virkelig få gange. Dengang med min families tragedie måtte vi aflyse i en måned, fordi jeg skulle give mine to døtre en masse kærlighed og prøve at få en hverdag til at fungere. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle ud og spille musik igen. Det er mit liv. Det er det, som jeg ånder og lever for.
Vi har også prøvet at aflyse to koncerter, da vores bassist mistede sin mor, og så tog vi min far med til den tredje koncert. Jeg vil gå langt for ikke at skuffe vores fans. Mange af vores job er jo arrangeret halvandet år frem i tiden, og folk har haft billetten hængende på køleskabet i al den tid. Du kan ikke bare aflyse. Det kan du ikke. Jeg har spillet mange gange med 40 feber.”
Hvad håber du på, at ’Kandis for livet’ kan få af betydning for fremtiden?
”Jeg håber, at den er med til at bygge lidt bro. I Danmark har vi det med at putte ting i kasser, og vi er havnet i en dansktopkasse, og så forbinder man os med vores første sang, der hed ’En lille ring af guld’. Men jeg synes bare, at der er gået 32 år nu, og vi har flyttet os rigtig meget musikalsk gennem årene.
Dansktoppen fik allerede et dårligt prædikat tilbage i 1960’erne, hvor folk begyndte at kigge skævt til det – især i medieverdenen. Men det var også nemt at lave dansktop dengang. Der tog man bare en udenlandsk sang, og så satte man en dansk tekst til, og så havde man et hit. I dag er vi kommet så langt, at alle vores plader kun indeholder nyskrevne sange. Vi startede også med at spille coversange, men i dag er ni ud af ti sange nyskrevne.
Jesper tager os faktisk ud af denne dansktop-kasse og prøver at finde ud af, hvad fænomenet Kandis er for noget. Jeg håber, at det kan være med til at bygge bro mellem flere genrer og kulturer. Man kan godt deles om nogle ting på kryds og tværs i Danmark.”
Instruktør Jesper Dalgaard har selv formuleret et lignende ønske med filmen. Han vil skabe en ’brobizz’ mellem den snobbede finkultur og det lavkulturelle.
Er du klar til at krydse broen?