Kanye West og Drake synger indieklassikere og danske pophits: Her er alt, du skal vide om teknologien, der kan ændre musikindustrien for altid scroll-down

Kanye West og Drake synger indieklassikere og danske pophits

Med hjælp fra kunstig intelligens’ klamme hånd kan man fra sit sovekammer få popmusikkens største navne til at synge hvad som helst. Mange griner, andre gyser, og i pladeindustrien er man rasende. Vi besvarer fire essentielle spørgsmål.

Af Magnus Kraft
Foto: Getty Images
Kultur Euroman

Tænker du også ’nej, nu kan jeg ikke læse flere artikler om kunstig intelligens’ (bare rolig, vi har ikke sat ChatGPT til at føre en samtale med en eller anden), så bebrejder vi dig ikke, men vil i stedet anbefale vores spritnye forsideportræt af Thomas Frank, her.

Hvad er det, alle taler om?

De seneste par uger har man dårligt kunnet tilgå de sociale mediers dopaminapotek uden at blive mødt af lydbidder, hvor musikkens A-liste-navne (Drake, Kanye West, Ariana Grande, The Weeknd) synger alt fra Plain White-T’s ’Hey There Delilah’ til Gillis ’Kender Ik’ I Morgen’. Det er selvfølgelig bare noget, vi leger, for det er ikke artisternes rigtige stemmer, der er på spil, men stemmekloner genereret af kunstig intelligens. Værktøjet, de fleste bruger, hedder So-Vits-SVC og kan erstatte vokalerne på et nummer med AI-trænede stemmer, der lyder mere eller mindre nøjagtigt som klodens største popstjerner.

På TikTok underholder danske brugere hinanden med drakeificerede versioner af hits fra Rasmus Seebach, D1MA og Kesi, og hvor teknologien på dansk stadig er så svingende, at det mest er sjovt tidsfordriv, kan præcisionen på engelsk få de fleste til at spærre øjnene op.

Sidste uge trak det overskrifter, da et tilsyneladende nyt nummer med The Weeknd og Drake pludselig florerede på sociale medier og de konventionelle streamingplatforme. Kunstneren bag kaldte sig godt nok ’Ghostwriter’, og sangen, der hed ’Heart on My Sleeve’, havde intet at gøre med The Weeknd og Drake. Ordene havde en anonym sangskriver opfundet, melodien det samme, men det lød uvægerligt som deres stemmer.

Og folk kunne lide det: Inden sangen blev fjernet fra Spotify, var den blevet spillet 600.000 gange. (Flere steder, blandt andet hos The Verge, spekuleres der i, at AI-nummeret er et pressestunt, hvilket på en måde bare understreger den gennemgående pointe: Vi ved ikke længere, hvad der er ægte og uægte).

Drake selv har kommenteret på et AI-genereret vers med hans stemme, der var blevet påklistret Ice Spices gennembrudshit ’Munch’. ”Det var dråben, AI,” skrev rapperen på sin Instagram. 

Det er vel et kæmpeproblem?

Det mener musikindustrien i hvert fald. Universal Music Group (UMG), der blandt andre har Rihanna og Drake i stalden, har opfordret Spotify og Apple Music til at være deres ansvar bevidst og hjælpe med at komme AI-genereret musik til livs.

”Det rejser spørgsmålet om, hvilken side af historien alle interessenter i det musikalske økosystem vil være på: på side med artisterne, fansene og den menneskelige, kreative udfoldelse? Eller på side med deep fakes, svindel og benægtelse af retmæssig kompensation til artisterne?” fnøs en talsperson fra pladeselskabet til Billboard Magazine.

Argumenterne er åbenlyse: Det er en enorm krænkelse af artisterne, når deres stemmer misbruges af hensyn til kommercielle interesser eller bare billig underholdning (man skal ikke lede længe for at finde sange om kvindelige rapperes seksuelle tilbøjeligheder – nu er de bare fremført af Drake). Længere nede ad vejen varsles der om fare for omfattende misinformationskampagner, når skillelinjen mellem det autentiske og det konstruerede udviskes af den uhyrligt præcise kunstige intelligens. Den vise kender vi.  

Men … nogle af sangene er jo decideret gode?

Hvem vidste, at Kanye West kunne synge ’Hey There Delilah’ med så skrøbelig en inderlighed? ”Jeg hader, at jeg elsker det,” som en Twitter-bruger rammende skriver.

Det er sagens kerne: Hvad sker der, når computeren laver musik, vi faktisk gerne vil høre? Når vi ikke bare kan forkaste det som fjollet underholdning?

Diskussionen er beslægtet til den om lækkede sange. Sange, der ikke nødvendigvis har været ønsket udgivet af artisten, men alligevel har fundet vej til internettet. Kan man tillade sig at nyde Kanye Wests stemme, hvis Kanye West ikke ønsker, at man skal nyde den på den sang? Her er forskellen selvfølgelig, at artisten aldrig har engageret sig i de pågældende AI-sange, men nærmere bliver teknologisk voldtaget.

Ligesom nogle lækkede sange aldrig for alvor forsvinder fra internettets afkroge, kan man forestille sig, at de AI-genererede sange, der rent faktisk er et publikum for (hvem disse besynderlige mennesker så end er), vil blive svære at makulere for bestandig. The Weeknd og Drakes AI-hit kan man i hvert fald stadig finde rundt omkring.  

Stirrer vi ind i et musiklandskab, der er forandret for altid?

Det er jo det, folk siger. Perspektivet er, at vi står for foden af AI-bjerget, og som tiden går, vil maskinens indlæring blive bedre, skarpere, flere stemmer vil blive kopieret og på nye måder. Og så er det fantasien, der sætter grænser.

Vi har allerede set eksempler på artister, der får lavet falske gæstevers (i februar brugte David Guetta en time på at producere et nummer med en stemme, der lød præcis som Eminems). Alle og enhver kan få leveret et omkvæd af Rihanna. Og hvad skal man så bruge den rigtige Rihanna til? Hvad hvis computeren, som i mange sektorer, kan udføre jobbet, musikken, bedre end et menneske?

Og så igen.

Teknologiske fremskridt ansporer alle mulige former for misbrug: Selv den mest forhutlede teenager kan klippe en popstjernes ansigt troværdigt ind på en pornofilm, vi kan få Barack Obama og David Beckham til at tale alle verdens sprog, og billedredigeringsprogrammer har i årtier forvrænget vores opfattelse af, hvordan vi hver især går og ser ud.

Uden at forklejne de problemer, der er med pornomanipulation og politiske misinformationskampagner, kan man spørge sig selv, om vi, flertallet, for alvor kommer til at være i tvivl om, hvornår det er en musiker i kød og blod, der er spil, og hvornår det er en veltrænet computer. Man må forestille sig, at menneskelige følelser i musikken trods alt har en større appel end computergenererede menneskefølelser (og grue seriøst for, hvis det ikke er tilfældet).

Rent praktisk venter der en teknologisk og juridisk bråvallaslag. Streamingtjenester og pladeselskaber har selvfølgelig ret til og mulighed for at slå ned på numre, der AI-imiterer deres artisters stemmer. Men hvad sker der, når nogen udvikler en computer-genereret stemme, der lyder som Drakes fantasilillebror?
Streaming vil formentlig føle kampen mod AI-musik som et spil whack-a-mole. Hver gang de får bugt med et manipuleret, rettighedskrænkende nummer, vil to nye poppe op.

Indtil da kommer AI-musikken til at udfordre vores gode smag. Betyder det noget for os, om der et menneske bag musikken? Vil vi blive ved med at sætte pris på de mennesker, der har brugt tusindvis af timer på at perfektionere en vokal, et instrument eller en produktionsstil, når en computer på ingen tid gøre det samme og mere? Svaret for nu må formodes at være ja.

På ’Heart on My Sleeve’ er ”Drake” generisk og forudsigelig. På sin nye (rigtige) single ’Search & Rescue’ er den han spydig og sjov. Det tænkende menneske har stadig en finesse og selvstændighed, den kunstige intelligens ikke har. Indtil videre.

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Teknologi