I sidste uge kom det frem, at kun 40 procent af de 11-årige danske drenge er fysisk sammen med deres venner en eller flere gange om ugen. Endnu en sørgelig statistik, der viser, at den digitale verden er ved at overtage den fysiske. Og det er den på mange måder.
Ligesom urinstøvet på Roskilde Festival er computere, tablets og smartphones ved at blive en del af vores fysiske organisme, og intet sted er det tydeligere end ved AirPods og den dertilhørende uendelige række af relaterede bastardprodukter.
Den ledningsfrie høretelefon har på rekordtid øjensynligt gjort det helt tilforladeligt at være sammen med andre personer, mens man som en anden cyborg er koblet til sit digitale liv gennem sine AirPods.
Så går man der, halvt til stede det ene sted og halvt til stede det andet sted, med et fragmenteret og flygtigt fokus. Med en AirPod eller des lige i øret er man på vej ud i en stoledans, hvor musikken altid vil stoppe på det forkerte tidspunkt, resulterende i at man lander værdighedsløst og selvforskyldt på røven.
Lad os nu bestemme os for den stol, vi vil sætte os på. Når det kommer til høretelefoner, må vi forsage den djævelske AirPod og gå tilbage til de klassiske høretelefoner med ledning.
Tro mig, jeg kender alt til ledningens genstridige natur. Dens unikke evne til at sno sig sammen om sig selv, og dens nærmest forudbestemte skæbne om først at tabe lydstyrke, dernæst kontakt til knapperne, der styrer lydniveauet, for til sidst at ånde ud efter et alt for kort og til tider besværligt liv.
Men ens valg af høretelefon er principielt af natur. Enten overgiver man sig til det forførende, komfortable og ledningsløse liv med koncentrationsevne som et strobelys, eller også bider man tænderne sammen og folder ledningen pænt sammen efter brug.
Ledninger er det visuelle bevis til omverdenen om, at man er i gang med noget. Om det så er at høre Kelly Clarkson, se porno eller fortælle chefen om sin syge bedstemor, så ved omverdenen, at denne person for en stund bevæger sig i den digitale sfære.
Således dedikerer man sig til sin aktivitet. Ledningen er nemlig portalen mellem to verdener. Det står en frit for, hvor meget man vil være hvor, men det vigtige er, at portalen består, og de to verdener ikke bliver én.
Et menneske med ledningshøretelefoner er et menneske med holdninger. Ikke en pinball, der viljeløst overgiver sig til flipperens lyst, undervældende endorfinudløsninger og hurtigklippede Tik-Toks.
Et menneske med ledningshøretelefoner ved, at livet består af arenaer, og at hvis man går ind i en arena med det forkerte våben eller manglende koncentration, går det galt.
Et menneske med ledningshøretelefoner vælger sit våben, sin arena og ultimativt sin egen skæbne. For ham eller hende gælder det ikke om at overleve. Det handler om at leve. Fuldt ud. Til stede, hvor end man befinder sig.
Og sådan nogle mennesker er der brug for flere af.
