Det var som en dartpil, der ramte direkte i bullseye, da Linea Maja Ernsts
debutroman med den tvetydige titel ’Kun til navlen’ landede på landets
boghylder i foråret 2024.
Sjældent har en bog ligget på så mange strandhåndklæder hen over en sommer,
og den normkritiske skærsommernatsfortælling gik rent ind hos læserne. Romanen
vandt Bogforums Debutantpris, indtog bestsellerlisterne i flere måneder og blev
efterfølgende solgt til udgivelse i 12 lande.
Nu har Nordisk Film Production erhvervet sig filmatiseringsrettighederne med
henblik på at omsætte romanen til en spillefilm – til stor begejstring for
forfatteren selv:
”Jeg er selvfølgelig åndssvagt glad for, at romanen skal filmatiseres, og
jeg håber egentlig ikke, at filmatiseringen bliver bogstavtro, men at filmen
bliver sit eget, selvstændige værk,” siger Linea Maja Ernst i en
pressemeddelelse.
Hos Nordisk Film Production er der også glæde at spore over rettighederne
til det satiriske millennialportræt:
”Vi på Nordisk Film Production er meget glade for at have erhvervet os filmatiseringsrettighederne
til Lineas underholdende, velskrevne og stemningsfulde bog, der tegner et
stærkt og præcist portræt af en generation, som vi sjældent ser skildret på det
store lærred. Vi er i fuld gang med udviklingsarbejdet og glæder os til at
præsentere mere om projektet på et senere tidspunkt,” udtaler Mads-August
Grarup Hertz, producer hos Nordisk Film Production.
I ’Kun til navlen’ samles syv venner i et sommerhus ved en
skovsø, hvor de soler sig i hinandens performative selskab. To af vennerne skal
giftes, og over solbadning og overdådige middage tvivles og diskuteres der,
hvor alvorligt man egentlig skal tage sine forbudte forelskelser – og hvad man
stiller op med længslen efter, at alt kunne være anderledes.