Magnus Kraft årskavalkade scroll-down

Hiphop-året der gik

Hvem lavede årets bedste sang? Hvilken rapper har alle glemt? Og hvilke tendenser var årets vigtigste? Euromans hiphop-skribent Magnus Kraft mindes et hæsblæsende år i dansk og international hiphop.

Af Magnus Kraft
Foto: Getty Images
Kultur

Det engelske vækstlag stak hovedet frem

Siden Skepta og Stormzy udgav henholdsvis ’Konnichiwa’ (2016) og ’Gang Signs & Prayer’ (2017) og kollektivt rykkede den britiske grimescene en hylde op i kvalitet og popularitet, har genrens internationale gennemslagskraft lidt mod forventning været relativt stillestående. Men selvom 2019 ikke blev året, hvor tronen for alvor blev udfordret, kan det engelske vækstlag se tilbage på et imponerende albumår.

Dave, Fredo, AJ Tracey og Nafe Smallz har alle formfuldendte og anmelderroste udgivelser på samvittigheden. Andetsteds har både M Huncho og Nafe Smallz' mere melodiske grime-fortolkninger samt Headie One og Slims hårde drill-beretninger fortjent skrabet store lytter-skarer til sig. Af de nye drenge på blokken har Slowthai og Octavian nok skilt sig klarest ud i det danske medielandskab, mens min personlige favoritter er D-Block Europe, der i september udgav maraton-mixtapet ’Ptsd’, der på mange måder lyder mere amerikansk end britisk uden på noget tidspunkt at blive ensformigt som et 17 numre langt Lil Tjay-album.

Alligevel står jeg med følelsen af, at 2019 var et slags overgangsår i historien om britisk hiphop. Hvis jeg må være lidt hård, har svært ved at nævne en mindre innovativ hiphopscene end den britiske. Det er en skam, men tag ikke fejl: UK-scenen er ved at boble over med halvforløst talent i en grad, hvor man må forvente, at det næste store grime-ikon snart sparker døren ind til et internationalt publikum. Jeg hepper på M Huncho, fordi ’Tranquility’ er en virkelig god sang.

Årets støn

JT fra City Girls røg i fængsel efter ’In My Feelings’-bidraget, men blev løsladt i oktober. Jeg har et svagt punkt for first-day-out-numre, og ’JT First Day Out’ var ingen skuffelse. Hendes stønnende ”huh” efter ”go get a sugardaddy, suck a old dick” (2 minutter og 11 skunder inde) er isoleret set det bedste sekund i amerikansk hiphop i år.

Hvidt

Gangsterrap er rap for gangstere – herhjemme og i udlandet

Med en perlerække af dødsfald og fængslinger var 2018 på mange måder hiphoppens annus horribilis. 2019 har ikke været meget bedre. Hvad end det er skuddrab (Nipsey Hussle i USA, Rozh i Sverige) eller sigtelser for alvorlige forbrydelser (MHD i Frankrig, YNW Melly og Kodak Black i USA, Jamaika herhjemme) stiller det os som lyttere overfor en ubehagelig sandhed: De rappere, der mest autentisk skildrer den kriminelle løbebane, er dem, vi eksponerer mest. Det er en international tendens, der blandt andet berøres i et ganske ambitiøst omfang i Noiseys YouTube-serie 'Gangsta Rap International'.

Jeg berørte problematikken i en klumme i februar om talentfulde YNW Melly, der siden da har siddet inde for et formodet drab på to af Mellys tætteste venner – en anklage, der på nærmest profetisk vis binder en sløjfe på hans uhyggelige tekstunivers. I et interview med nærværende magasin beskrev Branco i sommer, at hans eksistensberettigelse i toppen af den danske hiphopfødekæde er, at han kun skriver om det liv, han rent faktisk lever.

Det er logisk, at autenticitet sælger plader. Og så længe vi promoverer de rå gadefortællinger (her er amerikanerne ikke et hak bedre end os), vil vi stå overfor en virkelighed, hvor et beskæmmende antal rappere bliver dræbt som store børn eller bliver sendt på førtidspension af en lang fængselsdom.

Er det noget nyt? Ikke i USA, måske. Men anekdotisk bevisførelse afslører, at der er sket en forråelse af det danske hiphopmiljø. Malk De Koijn er blevet til MellemFingaMuzik. Clemens er blevet til Carmon (groft sagt, ikke). Ghettofortællingerne har greb om de danske lyttere i en grad, hvor A’Typisk med årets gaderapalbum nummer 82 strøg direkte ind som nummer 2 på den danske albumhitliste. Og apropos det…

”Shutdown Season” fandt rent faktisk sted

Det er en fortærsket pointe, så lad mig holde det kort: 2019 var året, hvor den danske hiphopplade for alvor blev relevant igen. Jamaika skød året i gang med ’Nordsiden’, som også er årets allerbedste danske album.

Det er simpelthen fascinerende, hvordan dansk rap i et halvt årti har været heftigt domineret af de samme seks-otte rappere. Med hitlistetoppende album fra Sivas, Branco, Gilli og Stepz er det svært at forestille sig, at 2019 ikke var kulminationen på denne dominans. Og hermed videre til næste punkt på dagsordenen.

Dansk rap går en mere mangfoldig fremtid i møde

Det har næsten været komisk at følge med i pladeselskabernes desperate kamp for at finde den næste Gilli. Mod al forventning har det vist sig, at det ikke er helt tilstrækkeligt at gå med DSquared-kasket, tale gadelingo på fransk og have ’Scarface’ som yndlingsfilm. Det føles nu som om, udviklingen er vendt. Færre dilettanter ryger igennem pladeselskabsmøllen, og et langt mere diverst hiphoplandskab er begyndt at blomstre i år.

Danmarks venligste rapkollektiv Iswaal lavede BMW-rap, man har lyst til at samle op og kramme. Det kan godt være, ’Lyden’ er blevet fjernet fra streamingtjenesterne, men Xabski står noteret for årets omkvæd.

Tessa (en kvinde!) satte sig på branchens ansigt og rundede et blændende år af med ’Ben’, et veritabelt hit.

Og ovre på hiphop-intra, Instagram, har en af de mest skamfuldt undervurderede artister herhjemme, Pay (hør bare 2018-sangen ovenfor), teaset for 2020-projekter, der lægger op til den første rigtige omfavnelse af skrabede NLE-Choppa-Stunna-4-Vegas-agtige beats i Danmark. Jeg er all for it.

Årets folk-rap

XXXTentacion har ikke levet forgæves, og hiphop, der egentlig mere er folk, tager countryrap ud alle dage på ugen. Hør bare denne dejlige sang fra den undervurderede latino-rapper Natia. Hans seneste album ’Natia The God’ anbefales.

Hvidt

New York er tilbage på kortet

 Midt i dette årti blev det pludselig populært at mene, at New York-rappen var død. Alle de nyeste, varme artister var hovedsageligt fra Atlanta. Jay-Z lignede en pensioneret mand, Nicki Minaj, kronprinsessen af New York, var begyndt at lave euro-house-rap og det største nye navn var årtiets one-hit-wonder, Desiigner. Okay, ASAP Rocky var godt kørende, men følelsen af, at det ikke ligefrem var New York-scenen, der drev hiphoppen fremad, var helt på sin plads.

Men så kom 2018, der markerede eftertrykkelige gennembrud for Cardi B og 6ix9ine. Fast forward til december 2019, hvor Cardi B ikke har udgivet solomusik i et halvt år og ser ud til at satse hårdere på reality-karrieren, mens 6ix9ine… Ja…

Heldigvis fik vi alligevel to fantastisk stærke udgivelser fra hiphoppens hovedstad: Byd velkommen på verdensscenen til Pop Smoke og Griselda. To navne, der minder ganske lidt om hinanden, men begge understreger, at der er lyse udsigter for New York.

Lyt for eksempel til Pop Smokes fænomenale ’PTSD’ og bild mig ind, at du ikke får mindelser om naboen 50 Cent. Dermed ikke sagt, at Pop Smoke er endnu en i rækken af unge New York-rappere, der bagstræberisk skeler til forgængernes storhed i en grad, hvor de aldrig rigtig får deres egen identitet. For med Pop Smoke har drill-scenen, der primært har trivedes i Chicago og på den anden side af Atlanten, fået en yderst kompetent bannerfører. Debutmixtapet ’Meet The Woo’ er med sine hæsblæsende traphouse-beretninger en af årets allerbedste udgivelser. Det er i øvrigt ikke kun det musikalske udtryk, Pop Smoke har nedarvet fra drill-scenen. Ligesom det har været tilfældet i London, er Pop Smoke udfordret af en noget penibel tvist med politimyndighederne i New York. Læs mere om det her.

Hvor Pop Smoke er trådt ind på scenen som skudt ud af en pistol, er historien om Griselda noget anderledes. Buffalo-trioen, der består af undergrunds-legenderne Westside Gunn, Conway The Machine og Benny The Butcher, har længe gjort sig fortjent til et mainstream-gennembrud. Det lille kollektiv begyndte at blomstre i forskellige konstellationer i 2016, blev signet til Shady Records i 2017 og har i 2019 udgivet debutalbummet ’WWCD’ på bagkant af en glorværdig bunke af soloprojekter de tre imellem.

’WWCD’ er noget så sjældent som smagfuld klassicisme. Det er snorlige, gritty drugdealer-rap proppet med højt belagte MPC-produktioner og kloge ordspil, men ukarakteristisk for tiden er Griselda hverken bagstræberiske eller bedrevidende. Selvom de tre artister er vante i spillet og tager de fleste ud på lyrik og flows, udstråler de intet behov for at gøre sig hellige på bekostning af den nye skole. For mig er netop dét uendeligt befriende.

Tørster man efter mere af samme skuffe, kan især Westside Gunns soloprojekt ’Flygod’ anbefales. I andre New York-distrikter har også Your Old Droog, 38 Spesh og Skyzoo i løbet af 2019 udgivet fin, klassik, New York-rap, som mor lavede den.

Betragt Pop Smokes hårdtslående drill og Griseldas kultiverede retrorap, samt Lil Tjays mere tidstypiske, nasale græderap, og konturrerne af en divers og progressiv New York-scene vil vise sig.

Årets tweet

Hvidt

I år glemte du…

At blive 1000 % skarp på fransk rap. Det samme gjorde jeg, men jeg har virkelig nydt at høre albummet ’Mr Sal’ fra manden med de to stemmer, Niska, som de fleste nok kender fra 2017-hittet ’Réseaux’. ’Mr Sal’ har et tårnhøjt produktionsniveau hele vejen igennem, og Niska mestrer alt fra gadebangers til mere letbenede pralenumre a la ovenstående video.

Kalash står bag årets mest velproducerede nummer, 'Mada'.

Årets interview

Politiken, der som den første avis nogensinde bragte et interview med Branco.

The Tablets interview med Los Angeles’ skarpeste hiphopskribent Jeff Weiss er også godt.

Hvidt

Ingen havde det sjovere end Young Thug

Den bedste meme-skabelon i internettets historie er billedet af Young Thug, der demonstrerer whatever for Lil Durk på en computer. Ikke alene har et billede aldrig før så præcist indkapslet et storebror/lillebror-forhold. Billedets enorme adspredelse og popkulturelle gennemslagskraft forstærker også historien om en af årtiets vigtigste rappere: Young Thug.

Selv står han bag et utal af mixtape- og albumklassikere, men hans betydning for scenens yngre artister er også veldokumenteret og overstiger langt, hvad nogen anden artist kan prale af. Listen over prominente rapstjerneskud (Gunna. Lil Keed. YNW Melly. Lil Baby. Roddy Ricch. Lil Gotit. YoungBoy NBA. Lil Tjay. Calboy. Lil Tecca. Rich The Kid. Lil Uzi Vert. Polo G.), der på den ene eller anden måde står på skuldrene af Thugs palet af rapvariationer er uoverskueligt lang. Gunna har skabt en karriere på at halv-hviske tilbagelænet som Young Thug på ’Power’. Lil Keed vræler og trækker vokalerne ud som Young Thug på ’Best Friend’. Selv Drake har adopteret det valsende maskinpistolsflow, Young Thug demonstrerer på første vers af ’Check’.

Til tider har det virket som om, at mindre komplekse artister har kunne bruge Thugs værktøjer som et afsæt for at skabe flotte mainstream-karrierer, mens det misforståede geni selv har lavet lidt for utilgængelig musik, præget af impulsive pr-strategier og alt for mange læk, til at anerkendelsen for alvor har kunne ske fyldest. I tråd hermed vandt Young Thug først på året sin første Grammy – for at have lavet adlibs på Childish Gambinos ’This Is America’…

Derfor var det også et af årets højdepunkter at opleve reaktionen på Young Thugs mest tilgængelige projekt til dato, ’So Much Fun’. Projektet er ikke Young Thugs bedste, men det er det mest gennemarbejdede, det bedst promoverede og, nok af samme årsag, bedst streamende. Pladen er en ode til at have det sjovt. Det kan lyde banalt, men ’So Much Fun’ er præcis den plade, Young Thug manglede i sin diskografi. Fra de crunkede ’I Came From Nothing’-mixtapes (2011-2012) over den superintense ’Jeffery’ (2016) til weirdo-mixtapet over dem alle ’Beautiful Thugger Girls’ (2017), har det føltes som om, der manglede et værk, hvor Thugs enorme instrumentkasse blev kondenseret ned til ét album. ’So Much Fun’ er netop det. Der er raffineret bounty-ø-rap a la ’Constantly Hating’, growlende rockrap a la ‘Harambe’ og mere poppede produktioner som dem, man primært finder i nogle af de massive læk, Thug var udsat for omkring 2015. Og så har han fået sit eget superhit i ’Hot’. Hvem er genial nok at lade Gunna slentre stille og roligt henover en så bombastisk komposition?

I et år hvor en perlerække af ovenstående proselytter udgav gode plader, var 2019 året, hvor mentoren selv fik lov at sole sig i rampelyset.

Årets plader

Dem finder man, på vegne af hele Euroman-redaktionen, her.

Hvidt

Alle glemmer YoungBoy NeverBrokeAgain

Det er næsten absurd, at jeg skal skrive en årskavalkade, der indeholder ovenstående rubrik.

Se YouTubes musikhitlister for 2019. Særligt den amerikanske liste er spektakulær. Hvem ligger næsten konsekvent nummer 1 på den mest popkulturvenlige streamingtjeneste? Det er ikke Arianda Grande. Ikke Post Malone. Ikke Drake, ikke Cardi B, ikke Taylor Swift. Nej, 32 ud af 51 uger i 2019 har den næsten komisk oversete YoungBoy Never Broke Again været nu-me-ro u-no på listen over mest streamede YouTube-videoer. Af de resterende 19 uger har han tilbragt 16 på andenpladsen.

Som en vittig Twitter-bruger noterede, kan hans popularitet på netop YouTube skyldes, at hans fans har brugt alle deres penge på AirForce 1’s, og derfor ikke kan betale for streamingtjenester. En anden forklaring kan være, at YoungBoy om nogen har forstået, hvor meget visualitet betyder, og derfor smider musikvideoer på YouTube stort set hver anden uge. Uanset hvad er det påfaldende, at en artist kan have et så dominerende greb om et mainstream-publikum og alligevel blive adresseret så lidt i medierne og til awardshows. Jeg kan ikke nævne én artist, hvor der er større diskrepans mellem lytterskare og mediedækning.

På en måde knækkede filmen allerede i sommeren 2018. YoungBoy havde udgivet sin fantastiske debutplade ’Until Death Call My Name’, hvor især førstesinglen ’Outside Today’ havde katapulteret fra ham interessant Birdman-projekt til allemandseje i hiphopkredse. YoungBoy NeverBrokeAgains veleksekverede Baton Rouge-fortællinger, tilsat sirlige, Akon-agtige frasinger, havde tilraget et stort publikum, og det var hævet over enhver tvivl, at han havde fortjent en plads på XXL’s Freshman-liste det år. Nu skal man passe på med at overvurdere den slags listers betydning, men der var noget skæbnesbestemmende over, at YoungBoy blev forbigået det år, formentlig som konsekvens af en noget uskøn straffeattest. XXL udpegede det fine selskab i amerikansk hiphop, og YoungBoy NeverBrokeAgain var ikke en del af det.

Siden da har han udmærket sig med en utrolig produktivitet, især hans kampe med retssystemet det seneste år taget i betragtning. Mine personlige favoritter er ’4Respect 4Freedom 4Loyality 4WhatImportant’-mixtapeserien, mens hans seneste store projekt, det rørende og ærlige ’AI Youngboy 2,af mange regnes som YoungBoys mest hele værk. For mig har det krævet en del gennemlytninger, før jeg for alvor tog dybden af teksterne ind. Hvor the struggle er et gennemgående tema i amerikansk hiphop, er der få, der på så raffineret vis kan beskrive følelsen af at blive tabt af systemet som YoungBoy NeverBrokeAgain. Og det er nok det, der gør ham til en favorit på en så mangfoldig streamingtjeneste som YouTube. Lyt fx til 'Lonely Child', hvor han med isnende nøjagtighed beskriver den ensomhed, der kendetegner hans kendisliv: "I miss my fucking daddy, I've been calling Montana (YoungBoys manager, red.) my father."

Mens etablissementet glemte ham, huskede lytterne YoungBoy NeverBrokeAgain. 2020 kan meget vel blive året, hvor danske og udenlandske medier for alvor tager en af hiphoppens mest omfavnede artister til sig.

Årets bedste sange

For sammenlignelighedens skyld er kun amerikanske numre inkluderet. Første nummer på listen er det 25. bedste, sidste nummer er det bedste.

Giv ’Through Da Storm’ en chance. Polo G har lavet en meget smuk og relaterbar sang. Jeg elsker nok Polo G højere, end Værebroparken elsker fyrværkeri.

Hvidt

Nu skal man igen kunne rappe

Hvis vi skal tale tendenser, der indkapslede hiphop-året 2019, kommer her den vigtigste: Den rappende rapper, du ved, rapperen med bars, flows og lyrisk tyngde, er tilbage.

Jeg har selv haft et forkvaklet forhold til denne type rapper. Da jeg i februar i år lancerede denne hiphop-klumme hos Euroman beskrev jeg, hvordan jeg var mæt af hiphop, der var for godt. Som tidligere nævnt har mit problem med rappere som J.Cole, Joey Badass og Logic (som hele verden så er enige om at hade) været, at jeg ikke gider belæres om, hvad god og rigtig hiphop er. Denne old man yells at cloud-flanke, der er tonedøv overfor nye impulser, er ucharmerende og kedelig ud over alle grænser.

Heldigvis har jeg i 2019 kunne genfinde kærligheden til den gode, gammeldags, dygtige rapper. En ny type af disse har nemlig meldt deres ankomst: En langt mere kæk og sympatisk klase af rappere, der samtidig har fingerspids-fornemmelse for den moderne musikindustris dynamikker. De tre, der på hver deres facon og med størst overbevisning har domineret det forgangne år, er Megan Thee Stallion, DaBaby og YBN Cordae.

Især de to førstnævnte har forstået, at det ikke er nok at være en knalddygtig rapper. I en tid, hvor memekultur, internetchallenges og hiphop smelter sammen og udgør den egentlige formel for succes, må man have sans for viralitet. Man skal kendes for mere end musikken, med andre ord.

28-årige DaBaby har haft en relativt lang karriere bag sig, hvor dusinvis af Travis Scott-agtige autotune-mixtape under navnet Baby Jesus ikke bragte ham nogen nævnværdige vegne. Det var først, da han iklædte sig en stor voksenble og på mixtpet 'Blank Blank' adopterede et langt mere aggressivt rap-rap-flow tilsat humoristiske sex-linjer, Lupe Fiasco ville være stolt af, at karrieren for alvor begyndte at tage fart. Her startede også en stolt tradition for selvironiske og velproducerede musikvideoer, der trækker tråde til Busta Rhymes på ’E.L.E.’ og Eminem på ’The Slim Shady LP’. Samtidig har DaBaby mere eller mindre konsekvent været aktuel i medierne med tilfældige såvel som iscenesatte stunts fra det virkelige liv. Kombiner det med ikke bare én, men to vanvittigt skarpe major label-plader i 2019, og du har opskriften på en rapstjerne in spe.

Den høje efterspørgsel på konventionelt dygtige rappere har haft en pris for en anden gruppe af artister. Ved udgangen af dette årti må vi konstatere, at det, vi kendte som SoundCloud-rappen, havde en kort levetid (upassende ordspil?). Samtidig erfarede vi, hvordan en mere eller mindre talentløs rapper som Blueface imponerende nok nåede at blive irrelevant allerede inden, han nåede XXL’s Freshman-liste. På selvsamme liste blev den alt for unge og alt for lidt talentfulde Lil Mosey ligeledes hånet for sin hjælpeløse cypher, og det lader generelt til, at tålmodigheden med disse pladeselskabsgenererede meme-rappere er forsvundet blandt lytterne.

Engang skulle man ”bare” være en god rapper. I en kort periode blev det tilstrækkeligt bare at være en interessant personlighed. I 2019 ville vi have rappere, der både rummede det underholdende og det talentfulde. Jeg vil understrege, at den melodiske rap ingenlunde er død, men det har været spændende at se, hvordan artister der ikke ejer den fjerneste ambition at inkludere nogen form for melodik i deres univers, har kunne trives i 2019. Rent musikalsk har dét været årets største overraskelse, opdagelse og lettelse.

Se, hvad vi ellers skriver om: Hiphop
premium-logo

Fuld adgang til Euroman premium 49kr./md.

Prøv gratis i 14 dage