Foto: Polfoto

Niarn: "Jeg havde en kvart flaske vodka stående ved siden af sengen, så jeg kunne gribe ud efter den i søvne"

Her fortæller rapperen Niarn om sit fest-drikkeri, der udviklede sig til decideret misbrug, der var tæt på at koste ham livet.

"Jeg drak vodka, fordi det ikke lugter. Og jeg ville ikke have, at min kæreste, min mor eller mine kolleger skulle kunne lugte det. Men tro mig: Man stinker som et gammelt værtshus, når man drikker mere end en flaske om dagen, lige meget hvad man drikker. Jeg har stort set haft fri bar, siden jeg begyndte at spille som 19-20-årig.

I min branche skal man kunne levere varen, man skal være i hopla. Også selv om man slet ikke har lyst til at være på den dag. Alkohol virker. Det gør himlen lidt mere blå, og alt står i et mere positivt lys. Og det havde jeg brug for. Jeg manglede penge, og derfor sagde jeg ja til at være med i nogle tv-programmer. Men jeg skammede mig sådan over mig selv. Over at jeg solgte ud.

LÆS OGSÅ: Bjørn Frost kæmper mod kræften: "Det er hårdt at tænke på, at jeg aldrig kommer til at opleve gløden i øjet på en pige, der er forelsket."

Pludselig opdagede jeg, at jeg ikke kunne komme igennem en eneste dag uden at drikke. Jeg skjulte det for min kæreste. Jeg sagde, at jeg gik i kiosken for at hente smøger. Jeg købte en vodkaflaske på 20 cl dernede, det svarer til 10 genstande, og den drak jeg på vej tilbage til lejligheden.

Der stod en skraldespand foran min opgang, hvor jeg kylede den tomme beholder i. Til sidst lød det som en flaskecontainer, når man kastede noget i den. Man kan ikke have et forhold til en alkoholiker uden selv at være alkoholiker.

Som alkoholiker kan man heller ikke være sammen med en, der ikke er alkoholiker. For man skubber alt andet væk for at være sammen med det, man elsker højest: sprutten. Min kæreste begyndte at kunne se, at den var gal. Til sidst gik vi fra hinanden, og derefter gik det helt galt.

Når jeg slog øjnene op om morgenen, skulle jeg først op på min funktionspromille. Der er der, hvor de fleste mennesker befinder sig, når de får et glas vin eller to – dér, hvor man bliver i godt humør. Jeg skulle have en halv flaske sprut for at komme derop.


Illustration: Bernardo Franca

Til sidst begyndte jeg at vågne om natten, når jeg havde sovet i 2-3 timer, fordi abstinenserne jog rundt i mig. Jeg havde en kvart flaske vodka stående ved siden af sengen, så jeg kunne gribe ud efter den i søvne.

Min lejlighed så egentlig o.k. ud, og mine gæster fattede ikke mistanke, når bare de blev ude i køkken-alrummet. Soveværelset var en anden sag. Der var tomme flasker overalt.

Jeg blev fyret fra mit job på morgen-radioen i Aalborg. Det var helt fair. Det gik ad helvede til med min karriere. På scenen kunne jeg ikke huske mine tekster, jeg snøvlede og væltede.

På det tidspunkt havde jeg accepteret min skæbne. Jeg havde opgivet at stoppe med at drikke. Frygten for at leve et liv uden alkohol overskyggede min frygt for at dø. Og jeg har ellers altid været ret bange for at dø.

Jeg boede to minutter fra Jomfru Ane Gade og et minut fra mit stamværtshus. Jeg gik i byen hele tiden. Jeg var også afhængig af at feste.

En nat var jeg på vej ind på et kasino med en ven, da jeg fik et voldsomt hosteanfald. Jeg holdt mig for munden, og da jeg kiggede ned i min hånd, var den fyldt med blod. Jeg var så væk på kokain og sprut, at det ikke bekymrede mig overhovedet.

De næste dage var der spor af blod i mit spyt. En af mine venner har sagt, at jeg bad ham om at komme forbi med en flaske vodka og en flaske klorhexidin, for jeg var sikker på, at jeg havde fået tandkødsbetændelse: Når man drikker 40-50 genstande hver dag, får man ikke lige børstet tænder, inden man går i seng.

Et par dage senere tog jeg til København. Min ekskæreste og jeg havde ikke set hinanden i et halvt års tid, og hun ville gerne have, at jeg kom forbi. I det øjeblik, jeg trådte ind ad hendes dør, fik jeg de mest sindssyge smerter i mellemgulvet.

Jeg lå bare der på hendes gulv på Vesterbro og skreg af smerte. Hun sagde, at jeg skulle ringe til vagtlægen, men jeg havde ikke lyst. Det føltes lidt som nyresten, og sidst jeg havde dem, pissede jeg dem ud. Jeg ville ikke til lægen.

Det er ligesom med en smadret bil: Når man får en indkaldelse til syn, ved man godt, at den ikke går igennem. Vagtlægen kom, han undersøgte mig i 30 sekunder og spurgte, om jeg drak. Så ringede han efter en ambulance. Jeg kan huske, at jeg lå i den og skreg i smerte.

Jeg vågnede op på intensiv på Hvidovre. Min bugspytkirtel var fyldt med betændelse, og i svære tilfælde kan det være dødeligt. Mit tilfælde var svært. Men det gode ved, at jeg var ved at dø, var, at jeg ikke kunne bevæge mig, og derfor kunne jeg ikke få fat i noget at drikke.

Jeg kunne ikke gå, jeg hang fast i drop og kateder, fik antibiotika og 80 mg morfin om dagen, og jeg sov konstant. I dag har jeg en halv bugspytkirtel. Jeg kan aldrig drikke igen.

Når jeg fortæller det til folk, ser de ud, som om jeg har fået en dødsdom. Danskerne kan ikke forestille sig noget værre. Men for mig var det egentlig en befrielse. Jeg har løjet konstant de sidste mange år. Bare jeg sagde, at jeg skulle på toilettet, løj jeg, for selv om jeg skulle pisse, havde jeg også en lommelærke med på wc. Det kom bag på mig, hvor nemt livet faktisk er, når man ikke drikker alkohol."



LÆS OGSÅ: Kokainsmugler: "Jeg skal sluge kokainen i 20 kapsler på størrelse med små golfbolde"

LÆS OGSÅ: Test: Drikker du for meget?

LÆS OGSÅ: Knud Romer: Oplevelsen, der gjorde mig til en mand

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Sådan føles det