Fredag den 31. januar 2020 trådte briterne ud af EU. Brexit er altså omsider en reel virkelighed efter flere års politisk tovtrækkeri.
I det lys kan det virke som endnu længere tid siden, at Storbritannien i midten af 90’erne var centrum for alt, der var cool. En ung Tony Blair satte sig på premierministerposten efter 18 års konservativt lederskab, Kate Moss prydede alverdens forsider, og, nå ja, så var der Oasis.
Oasis, med brødrene Liam og Noel Gallagher i front, stod på toppen af det hele. De var store, kæmpestore, for på skuldrene af landsmænd som The Beatles og The Stone Roses lagde de tonerne til tiden.
Vi har på Euroman fortrængt de mørke Brexit-skyer for en stund og hylder i vores nyeste magasin alle de bedste ting, briterne har givet resten af verden. Heriblandt Liam Gallagher, som pryder forsiden, og som tirsdag den 4. februar spiller i København.
De to brødre er for længst gået hver til sit i ren stridighed. Men hvad med de gamle Oasis-numre? Holder de stadig? Det kan du bande på.
Vi kårer her de 15 bedste.
Listens første nummer er tilmed listens nyeste nummer, ’Lyla’ fra 2005. Liam Gallagher er tosset med ’Lyla’, mens sangskriver Noel har talt uflatterende om den, for eksempel at den skulle være ”specifikt designet” til at hoppe op og ned til. Jeg er med førstnævnte. For selv i nummerets kalkulerede enkelhed er det et uimodståeligt trykstempel af en rocksang.
Hvis man ikke lige er sit melodramatiske hjørne, kan ’Stop Crying Your Heart Out’ være en akavet størrelse at sluge. Men står lemmen på klem til følelsernes inderkammer, skal den nok suse overvældende ind. Selvom vi skriver 2002, og Liams stemme er på vej mod dens efterår, krænger han sig overbevisende ud over en meget, meget flot Noel-komposition. Deres sidste gode ballade.
Før de kunne nå at stave til geezer, var de lalleglade Oasis-drenge katapulteret fra Manchesters underklasse og op på stjernehimlen. ”This town holds no more for me,” lød erkendelsen kun et år efter debutpladen på den tungsindige, om end bundcharmerende b-side ’Rockin’ Chair’. Ikke underligt, at det gik så stærkt, når man kunne synge og skrive så gode melodier.
Oasis var Storbritanniens ubetinget største band i midten af 90’erne. De to første albums havde væltet landet omkuld, det var tid til plade nummer tre, og 'D’You Know What I Mean’ blev sendt ud som den første single. En næsten otte minutter lang halvpsykedelisk stadionhymne med et letforståeligt hook: ”All my people right here, right now”. Den ramte rigtigt. Ulykkeligvis var der efterfølgende længere mellem snapsene.
Endnu en b-side. Og i bagklogskabens åndssvage lys kan det jo virke ufatteligt, at ’Listen Up’ blev sorteret fra til debutpladen. Måske, fordi den lyder som to af pladens stærkeste numre. Først begynder trommerne fra ’Live Forever’, pludselig kommer den distortede guitar fra ’Supersonic’, indtil Liam med ufortyndet pondus rydder bordet med åbningslinjerne: ”Listen up / What’s the time said today / I’m gonna speak my mind”. Jo, jo, den er helt sin egen.
Den eneste sang på indeværende liste med Noel ved mikrofonen og samtidig Oasis’ største hit – altså, foruden det hit. ’Don’t Look Back in Anger’ er endnu et klart bevis på Noels tæft for sangskrivning. Det er ikke ligefrem, fordi sangens tema – et forlist forhold – ikke var blevet udforsket før året 1995, men den nerve og oprigtighed, som Noel kanaliserer, gør den alligevel til noget særligt.
Det er altid godt med en god start. Men hvad er en god start? Jo, for eksempel kunne det være at indlede sin debutplade med ’Rock ’n’ Roll Star’. Så er formålet ligesom skrevet med bogstaver så store, så selv skeptikerne på bagerste række kan få øje på det. ”Tonight, I’m a rock ’n’ roll star,” lød drømmen, som lynhurtigt skulle vise sig at være af profetisk karakter.
Mange vil sikkert være uenige, men jeg har et vanskeligt forhold til Noels utrolige appetit på lydlig storladenhed. På debuten havde de ikke råd, men lynhurtigt kom midlerne. I tilfældet ’Whatever’ – denne listes tredje og sidste b-side – er det strygere, der er hevet ind for at stille Noels lyster. Gudskelov er det også én af Noels flotteste melodier, hvorfor den ubesværet overlever den forlorne overproduktion. Lyt lige til den akustiske ovenfor, for åh, hvor er det sød musik.
Oasis var mange ting, men et bluesorkester var de alligevel ikke. Ikke desto mindre er det en T. Rex-inspireret bluesrundgang, der får lov at lægge bunden til denne ikoniske bistandsreportage. ”Is it worth the aggravation / To find yourself a job when there’s nothing worth working for?” Noels apatiske lyrik stinker af Storbritanniens mørke start-90’ere, mens Liam går planken ud med sine idiosynkratiske artikulationer. Sooonshiiiine!
Godt nok agerer ‘Morning Glory’ titelnummer til Oasis’ andet album og helt store kommercielle gennembrud, men det er, sammenlignet med resten af albummets mere finpudsede skæringer, lidt af en bastard, der føles nærmere beslægtet med den larmende debut fra året forinden. Liams alt-eller-intet-vokal flænser sig lige akkurat gennem støjvæggen af flimrende guitarer og tæskende trommer, ustoppelig som en lastbil i frigear. Ned ad bakke.
Selvom storebror Noel de seneste år har skullet høre sit fra lillebror Liam for sin tiltagende hang til magelig overklassetilværelse, tog Noels bedste tekster altid den lille mands side. ’Some Might Say’ er netop dét. Det er en tilforladelig rockmelodi, men det er dens sociale slagside, der gør den uomgængelig. Et slag for, at håb og drømme er en fri valuta. Og at ingen skal pønse på andet. ”Some might say they don’t believe in heaven / Go and tell it to the man who lives in hell.”
Orkesterleder Noel blander på ‘Champagne Supernova’ endnu en gang sin yndlingscocktail på overlegen vis; en stort anlagt komposition med opbygning, klimaks og forløsning tilsat en skvis håb midt i håbløsheden. Det er helt indiskutabelt, at én vil finde ham, selvom han er ”caught beneath the landslide”. Og hvor synger Liam det dog godt. Desperationen ulmer konstant, i hvad der står som en af hans stærkeste vokalpræstationer. Og som bandets bedste ballade.
Med rytmeguitarist Paul ‘Bonehead’ Arthurs lårfede barréakkorder som brændstof suser denne langefinger af en rocksang med en vigør, som kun de færreste kan matche. Det er lyden af Liam Gallaghers ikoniske gangart, oppe i fjæset og tilbagelænet på samme tid. Og så spicet op med, hvis ikke Noels allerdybeste tanker, så nogle af de sjoveste at synge med på: ”I’m feeling supersonic / Give me gin and tonic”. Dobbelt, tak!
I slipstrømmen af den formørkede grungerock fra den anden side af Atlanten – med Kurt Cobains selvmord samme år som den tragiske kulmination derpå – ankom Oasis, en munter flok med deodorant under armene, som Liam senere udtrykte det, med denne hymne til livet. Amerikanerne fattede det ikke, men på de hjemlige breddegrader gik den lige i solar plexus. ”Maybe I don’t really wanna know / How your garden grows / ’Cause I just wanna fly,” sang han og lagde kimen til Storbritanniens lyksalige ’Cool Britannia’-tilværelse.
Et magisk nummer, fuld af råstyrke og sensibilitet. For som med de fleste af Oasis’ fuldtræffere ligger guldet i ’Slide Away’ gemt i dens forening af bandets to største forcer – den overvældende, ungdommelige fandenivoldskhed og tekstforfatter Noels hjertevarme, håbefulde boligblokspoesi. “Now that you’re mine / We’ll find a way / Of chasing the sun,” næsten skriger Liam sin brors smukke ord fra toppen af sit stemmebånd og med en sådan ægthed, at man skal være godt frossen i flæsket for ikke at lade sig glide med væk.
scroll-down
