Simon Kvamm har svært ved at blive ældre: ”Jeg kan ikke fatte, at jeg er dobbelt så gammel som Kasper Dolberg” scroll-down

Simon Kvamm har svært ved at blive ældre: ”Jeg kan ikke fatte, at jeg er dobbelt så gammel som Kasper Dolberg”

Simon Kvamm er et menneske, der svinger fra den ene yderlighed til den anden. Til gengæld er hans tilstedeværelse på den danske kulturscene konstant. Om det er som musiker, komiker, serieskaber eller ’X Factor’-dommer. Benjamin Dane møder Hugorm-forsangeren til en snak om midtvejskriser og musik til mennesker over 40, om Silkeborg IF’s bronzemedaljer og om evnen til at genopfinde sig selv – igen og igen.

Af Benjamin Dane
Foto: Tobias Nicolai
Kultur Euroman

Hvorfor hedder I egentlig Hugorm?

”Uafhængigt af hinanden var Morten (Gorm, red.), Arní (Bergmann, red.) og jeg flyttet til Klitmøller for at bo og for at surfe. Jeg kender Arní, fordi han er Nephews gamle lydtekniker, og det var ham, som førte os sammen i 2017.

Egentlig anede jeg ikke, at han havde en drøm om at spille trommer, men det havde hobet sig op gennem alle de år, hvor han havde stået bag pulten og lavet lyd for andre. Så han sad i sin garage i Klitmøller og spillede trommer, Morten sad derhjemme hos sig selv og spillede mærkelige punk-instrumentaler, og da vi mødtes alle tre, blev vi enige om, at vi skulle lave noget sammen.

Arní sagde fra start, at hvis vi skulle lave et band, skulle det hedde Hugorm. Jeg tænker, at det er noget med, at hugormen holder til ved vestkysten, hvor vi er dannet. Og for mig er der også den logik i det, at det er Danmarks farligste dyr, og det ligger der en vis afmålthed i, for nøgleordet er Danmark – så farligt er det heller ikke. Men dog farligt, og jeg synes på en måde, at det indkapsler den musik, vi laver.

Helt fra start har Hugorm handlet om at rase ud, rense ud og spasse ud og lave musik, som er legesyg og fysisk – og måske også lidt farlig.”

I udgiver jeres album nummer to i oktober. Hvordan er det blevet til?

”Vi annoncerede Hugorm i januar 2020, og kort efter fejede pandemien alle planer for lanceringen af bandet af banen. Efter at have kigget deprimeret på hinanden på en Zoom-forbindelse i noget tid tog vi arbejdshandskerne på, gik i studiet og lavede vores første album ’Kom vi flygter’, som udkom samme år. Og da det var begrænset, hvor mange koncerter vi kunne spille, gik vi hurtigt videre til det næste.

Hele processen har betydet, at vi er blevet tvangsmodnet som band. Vi har lavet meget mere musik på meget kortere tid, end vi havde gjort, hvis vi også havde turneret og spillet live. Derfor synes jeg, at vi allerede på plade nummer to har fundet frem til vores udtryk. Der er stadig den legesyge og lyst til at eksperimentere, som er grundlaget for hele bandets eksistens, men denne gang bliver det kombineret med nogle stærkere sange.

Jeg har haft nogle sange i skuffen, som jeg har ventet med at bringe op, til jeg følte, at vi var klar til dem som band. De er kommet på banen nu, hvor snebolden er blevet knyttet lidt hårdere, og vi er blevet lidt skarpere på det hele.”

Hvordan er jeres arbejdsproces?

”På en måde er vi næsten mere en producertrio end et band. Vi er i hvert fald ikke et øvelokaleband. Det er også derfor, jeg befinder mig så godt i det.

Jeg føler, at jeg har stået rigeligt i øvelokaler igennem mit liv. Jeg sidder her (på Christianshavn, red.) og laver nogle ting, Morten sidder i Svendborg, og Arní sidder i Klitmøller. Arní producerer beats, som han sender rundt til os andre, Morten laver instrumentalskitser med guitar, men også med mærkelige instrumenter, som han har købt på Den Blå Avis, og så tager jeg de elementer og forsøger at strikke dem sammen til en egentlig sang med vokal.

Når tingene har været rundt i stafet nogle gange, drager vi i camp og indspiller sammen. Det har vi gjort en gang om måneden i et halvt år, blandt andet i Hanstholm og i et sommerhus på Sjællands Odde.”

Du har tidligere sagt, at Hugorm var resultatet af en midtvejskrise?

”Jeg havde rundet 40 år, og det gav mig en trang til at gøre status og finde ud af: Er jeg gammel nu? Og ja, det er jeg jo på nogle måder. Men jeg er heller ikke færdig, jeg står ikke på kanten af graven, og der er stadig masser af liv endnu, så på den måde er jeg også ung.

Hugorm er et forsøg på at finde ud af, hvordan man kan lave musik, når man er over 40, uden at det foregår på trubadur-måden; på en barstol med en akustisk guitar. Jeg ved godt, at jeg ikke er 20 længere, men jeg vil stadig gerne have lov til at larme og lege og bruge min krop.”

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her
Se, hvad vi ellers skriver om: Musik