Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.
Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?
”Havde du spurgt mig for 30 år siden, ville jeg svare, at flere burde meditere og lave breathwork. Jeg startede på de ting meget tidligt, og de er blevet ret mainstream i dag. Det er bare fedt at ligge på en sømmåtte om aftenen.
Jeg har fået et nyt flip, hvor jeg står på et vibrationsbræt, der ryster min krop, mens jeg laver kettlebell-træning.
Og så har vi jo lige fået hund. Når jeg går med den om morgenen, tager jeg ofte en tung rygsæk på og går afsted med vandrestave. Jeg ligner en bjergnisse, og Alice (Christians kone, red.) synes, det er så pinligt. Men jeg gør det simpelthen for at bygge noget træning ind i de små øjeblikke, hvor jeg kan.”
Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?
”Ekstremt mange mærkelige træningsremedier. Recovery boots til lymfedrænage. Rødlys-saunatæpper og rødlyslamper i forskellige størrelser. 10 forskellige former for sømmåtter. Meditationspuder med søm på. Sandsække og boksebolde. Stairclimbers, skimaskiner og løbebånd. Hvis jeg tæller, vil jeg tro, at jeg har over 100 af sådan nogle remedier.
Og så har jeg selvfølgelig også førsteudgaver af alle mulige bøger, autografer af Allen Ginsberg og Jack Kerouac, originalfotos fra beat-generationen og en buddha skåret ud af menneskeknogler.”
Hvad har du senest brugt 1.000 kroner på?
”Jeg kom hjem fra Brasilien for to dage siden, hvor jeg købte fodboldtrøjer fra Flamenco og Santos til mine drenge. Fede trøjer, også selvom de er fra konkurrerende brands.”
Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?
”Jeg vil tro, jeg har været i Sydfrankrig over 100 gange. Det startede med mine forældre, og så har vi ført traditionen videre. Der er masser af fede museer og et fantastisk lys, som også har tiltrukket kunstnere som Picasso, Matisse og Chagall. Vi elsker at gå i bjergene, og der er kort til skisportsområder.
Når det er sagt, har jeg også en iboende lyst til at løsrive mig fra Sydfrankrig, fordi jeg er kommet der så meget, og forsøge at skabe noget selv. Derfor har vi øjnene meget på Portugal og hele området syd for Lissabon, som virkelig kan noget. Hvor Middelhavet er meget friseret, er Atlanterhavet mere barskt.
Jeg er også nødt til at nævne Japan, som jeg vel har besøgt 30 gange. Det er mit yndlingsland i verden. Det har altid primært været forretning, men i sommer var vi der i seks uger med familien.”
Hvad skal vi gøre oprør mod?
”Egomaniske ledere. Primært af hankøn. Jeg er selv en mand og har sikkert også noget egomani i mig, men på mit køns vegne er jeg ikke stolt af det narcissistiske, psykopatiske lederskab, vi ser i fuldt flor rundt omkring i verden. Det giver sig desværre til udtryk i manglende skønhed, manglende poesi og manglende empati. Der mangler en femininitet, der mangler kunst. De tænker kun på sig selv. Det må vi gøre oprør mod.”