depanneur
Foto: Louise Elly Meyer

Depanneur

Dansk kaffeproducent, designer og butiksindehaver: ’Det har taget folk et år at forstå konceptet’

Fem jyske venner står bag butikken Depanneur på Griffenfeldsgade, der er en kiosk, en bar og en café på én og samme tid. I dag kan de fejre 1-års fødselsdag.

Midt på Griffenfeldsgade ligger Depanneur. Det er ikke en café, det er ikke en bar, og det er heller ikke en kiosk. Men det er et sted mellem de tre. Egentlig er selve ordet depanneur et franskcanadisk udtryk for en kiosk. Men ikke bare en kiosk, hvor du kan købe taletidskort, stimorol og skrabelodder. En depanneur hjælper til og er ret beset stedet, hvor du kan få en rulle lokumspapir eller en kop sukker, hvis din nabo også lider af tomme skabe. En depanneur er en lokal troubleshooter, hvor man også kan drikke en bajer, se en fodboldkamp, spille et spil eller låne wc’et. Og så skal priserne være på et niveau, hvor alle kan være med.

30-årige Daniel Rørbæk og hans kammerat Mike Wittrup havde arbejdet sammen i Montreal og havde begge gået på Medie- og Journalisthøjskolen i København. I Montreal var depanneurs med deres egne ord the shit, og de ville gøre canadierne kunsten efter. De ville skabe et lokalt tilholdssted og importere den afslappede canadiske kioskstemning til indre Nørrebro og blende ind med de lokale.

”Min kammerat Mike og jeg havde vores eget kaffemærke og ville egentlig gerne åbne en cafe. Men der blev vi ret hurtigt enige om, at dem er der sgu egentlig nok af i den her by. Vi ville gerne noget nyt og anderledes, og der kom vi i tanker om depanneurkonceptet fra Montreal, som vi egentlig gik og savnede lidt. Så vi tænkte, det gør vi sgu. Motivationen var, at vi ville have et sted at sælge vores kaffe, men det er blevet en lillebitte del af, hvad vi er nu,” fortæller Daniel Rørbæk på et beroligende, syngende jysk, der ikke er til at tage fejl af, til trods for han har boet i København de sidste ti år.

De to mænd fik deres venner Kathrine Witt Mølholm, Mikkel Pedersen og Mads Henriksen med på vognen. Under Roskilde Festival sidste år fik de så nøglerne til Fætter Fætters sidelokale, hvor der før lå en somalisk restaurant, Mama Africa.

”Vi smed helt præcist 9000 kroner i hver, for vi havde ikke flere penge. Det var lidt en udfordring, men det var også det, der motiverede os til at få det gjort fedt. Vi var os fem personer, og vi var her 24 timer i døgnet. Vi har fået håndværkere til nogle få ting, men alt andet har vi selv lavet. Vi har selv designet logoet og stået for indretningen,” fortæller Daniel Rørbæk på de røde bænke på fortovet foran butikken i Griffenfeldsgade. Hans kompagnon Mads Henriksen tilslutter sig selskabet, mens Daniel fortsætter:

”Vi gik fuldstændig amok i en måned og bankede alting på plads. Vi skulle åbne til august. Vi havde sagt det til folk og skrevet det alle mulige steder, selvom vi tænkte fuck. Det her er noget lort. Men vi blev næsten færdige.”

En stol gennem ruden og en kold vinter

Det allerførste, der gik ind på drengenes betalingssystem, var iskolde flaskeøl. Men opstarten var svær. Den var præget af praktiske udfordringer og af, at folk ikke helt forstod konceptet. Bag og på disken bugner det ellers med tamponer, sardiner, minestronesuppe på dåse, feinschmecker-tandpasta, coffeetable-books, slik, champagne og egenproduceret kaffe mærker ’Barkas’. Og det er blot et udpluk af de ting, du kan købe hos Depanneur. Du kan også få friskskænket fad fra Nørrebro Bryghus, og hvis du er sulten kan du sågar få leveret mad fra nabocaféen Fætter Fætter eller Café Auto, der ligger lige overfor. Depanneur samarbejder med de tilstødende lokale caféer i stor stil.

Til åbningen for et år siden var det imidlertid en anden sag. Da havde de fem venner købt hele lortet i INCO. Folk troede, at sortimenterne var til udstilling, der var ikke tid til at få leverandører på plads, og der var ingen i venneflokken, der var prof udi at drive en café. Ismaskinen var ikke lige stor nok, espressomaskinen blev ved med at gå i stykker, og der var vand i fadølsanlægget. Det var learning by doing, og hen ad vejen løste tingene sig, forklarer Mads Henriksen.

”Jeg kan huske, at jeg sad inde på kontoret den første dag, mens Mads stod i butikken. Og de første tre timer gik der ikke et eneste salg ind. Jeg kunne sidde og følge med, og jeg tænkte: ”Okay, det er noget fucking lort det her, vi må ud af det her igen.” Men det gik,” siger Daniel Rørbæk.

Drengene havde en indædt drøm om at blive ’integreret’ på Griffenfeldsgade, der med rette kan siges at være meget lokal. De fleste steder på hersker en umiskendelig duft af hash, ved siden af legepladsen samles unge fyre i flok og beundrer store biler og tester motorlyden, mens ammende mødre sidder på bænkene rundt omkring boligblokkene.

”Det sværeste var uvidenheden. At åbne sådan et koncept i en gade, man ikke kender. Vi er ikke vant til at drive et sted – vi er vant til at lave design. Vi var sindssygt urolige for, om folk ville tage godt i mod det. Både gæsterne og lokalområdet. I særdeleshed med lokalområdet,” siger Daniel Rørbæk.

Men da temperaturen faldt, og dagene blev kortere, tyndede det os ud i gæsterne. For Depanneur breder sig kun over 25 kvadratmeter, hvor selve baren fylder en tredjedel. Så selvom det er muligt at slå sig ned på en barstol eller ved en stabel trækasser fra Aarslev Maskinsnedkeri, er der ikke meget plads. De fleste siddepladser er at finde på fortovet udenfor, og det giver foretagendet nogle naturlige begrænsninger.

Og om morgenen d. 23. december 2015 blev Daniel Rørbæk mødt af en stol, der var smækket fast i ruden med benene delvist inde og ude af baren. Da han fjernede stolen, eksploderede ruden som forventet i en glasregn. I stedet for at tage til Jylland for at fejre jul, måtte han først have fat i en glarmester.

”Der var nogle stive idioter, der havde holdt julefrokost. Der tænkte jeg bare, nu gider jeg ikke mere. Da jeg hev stolen ud, faldt resten af ruden bare sammen,” fortæller Daniel.

Men med foråret kom gæsterne atter i fuld flor, og det blev kun bedre i løbet af sommermånederne. Drengene føler, at de er smeltet ind på Griffenfeldsgade, og at folk efterhånden er begyndt at forstå konceptet. Således sælger de foruden øl og kaffe også en masse slik og andre daglige fornødenheder i løssalg. Folk på gaden har fået øjnene op for, at Depanneur ofte ligger inde med det, de lige står og mangler. Om så det er islandsk flagesalt eller en værtindegave fredag aften.

”Folk bruger os på mange forskellige måder. Nogen kommer bare for at drikke en øl, mens andre lige skal have en god flaske sprut og et par chokoladeskildpadder med i en plasticpose. Det er det, det her sted kan,” Daniel.

Gratis hundekiks og tamponer til de trængende

Konceptet og æstetikken fylder i det hele taget meget for drengene. Der ikke noget, der er tilfældigt. Trappen op til toilettet er frisk importeret fra Nordjylland, og det samme er cigaretmaskinen. Den er opstøvet nordenfjords på et kræmmermarked.

Køledisken summer, mens Drakes stemme messer ud af højtaleren. Fritz Kola står side om side med økomælk fra Hedeagergård og en kasse med knoppers. Endevæggen er fyldt med magasiner, bøger, askebægre, Poraso barberskum og Marvis tandpasta i en sirlig metaltube. Tingene fra endevæggen bliver efterhånden flittigt købt af folk til gaver. Men er der så nogen, der køber de tamponer og det toiletpapir, kan man spørge sig selv. Det korte svar er nej. De bliver givet ud gratis ligesom hundekiksene.   

”Hvis den er helt gal, og man har hundeøjnene fremme, så kan man godt få en tampon on the house,” fortæller Mads Henriksen, mens han griner. Normalt koster en enkelt tampon to kroner i løssalg, men man er vel depanneur og hjælper en trængende kunde i nøden. Og lokumspapiret er vigtigt for drengene, selvom de kun har solgt i omegnen af tre ruller det sidste års tid.

”Lokumspapir er sådan en gennemgående ting, vi godt kan lide. Det er virkelig symbolet på en nødssituation. Hvis du går ind og køber en rulle lokumspapir, så ved man, at der er pres. Det skal man ligesom have,” siger Daniel Rørbæk.

Selvom lokumspapiret ikke bliver solgt, er det også en samtalestarter, der ender med at få folk til at forstå konceptet. For folk griner af det og kommenterer på, at der står tamponer ved siden af gajolerne og kaffemøllen. Men hvordan er det så, stedet skiller sig ud fra de andre Nørrebro-caféer, hvis det stadigvæk er kaffen og ikke de bløde toiletpapirsbaner, der er trækplaster for folk?  

”Vi adskiller os meget på stemningen. Det er et ret personligt sted. Der er anden kontakt. Du får en samtale og en snak om, hvordan det går,” siger Mads Henriksen, da Daniel Rørbæk afbryder ham:

”Det er meget småt, så man er meget tæt på dem man sidder ved siden af. Størrelsen har meget at sige. Småt er godt, haha. ”

”Ja, og så er folk er begyndt at komme specifikt efter magasiner eller gin, som de ved, vi har,” slutter Mads.

Lokale stamkunder

Selvom det er fredag eftermiddag, og klokken kun har sneget sig op på kvart over et, så er legepladsen til venstre fyldt, og folk hænger ud både foran salonen og rejsebureauet Mustaqbal Express, eller også drikker de kaffe her på Depanneur.

”Lightermanden køber også kaffe hos os hver dag,” siger Daniel og peger over på den anden side af vejen, da han tager en tår af sin abrikosvand. Angiveligt lever Lightermanden af at sælge lightere fra sin rygsæk. Og så stikker han hovedet ind på Depanneur og får en espresso med uhørte mængder sukker og en sludder. Det samme gør barberen Ahmed Ghannam på 21 år. Lige overfor Depanneur ligger barberen Folkets Salon. Trods sin unge alder har Ahmed arbejdet i salonen i ni år. Han gik ud af skolen i syvende klasse, og i dag er det hans egen salon.  

”Jeg henter kaffe derinde hver morgen og får en snak med drengene. Deres kaffe er bedre end Autos,” siger han. Foran ham sidder Finn på en potteplante. Han er lige blevet kronraget af Ahmed, som han siger.

”Vi er som en lille familie her på Griffenfeldsgade. Er det ikke rigtigt, Finn?” spørger Ahmed Ghannam.  

Finn nikker samtykkende. Han bor oven på Folkets Salon, og både han og Ahmed Ghannam har bemærket udviklingen i Griffenfeldsgade over de seneste år. Før var der kun et par afrikanske restauranter og en kommunistredaktion og nærmest ikke et øje at se på gaden i dagstimerne. Men i dag er der fuld af liv, og de sender begge takken i retning af caféerne. Netop den lokale accept er det ultimative kvalitetsstempel for Depanneur.

”Når dem, der har været her i rigtig mange år begynder at komme forbi, så føler man, at man er ved at være i mål. Så har man integreret sig så godt, at man er blevet en del af området. Vores egne venner kom jo fra starten, men det var først fedt, da hele gaden begyndte at bruge det. Vi har været her præcis et år nu, og det har været ret sjovt at se, hvordan det har taget folk præcis et år at forstå, hvad konceptet er. De ved godt, at vi har en masse fine ting på hylderne og en masse gode ting i køleskabet, men det der med at bruge en depanneur som sit faste ’go to’-sted, hvad enten man skal have en fadøl eller en pakke pålægschokolade – det har taget noget tid,” siger Daniel.

Og ifølge drengene selv er fremtidsvisionen den fuldstændig samme i dag, som den var for et år siden.

”Vi vil sygt gerne være vært for folk, der har et behov. Om så det er en tampon eller en fadøl. Vi er her for jer,” forsikrer Daniel og griner.

”Og så vil vi gerne forny os selv, så det bliver ved med at være spændende at komme ind og kigge på hylderne,” siger Mads Henriksen og skænker dagens første fadøl op til en nyankommen kunde.

LÆS OGSÅ: Danny udlever drengedrømmen med BMX-bane i baghaven

LÆS OGSÅ: Som Starbucks med en man bun: Joe & The Juice får ros af verdens største modeblogger

LÆS OGSÅ: Euromans moderedaktørs store udfordring: Kan jeg gå i shorts til modeugen?