Hvorfor tage hele vejen til Miami for at købe et par Apple Vision Pro?
”Sådan er det jo at være firstmover. Jeg tror, der går måneder, før de lanceres i EU. Apple har ikke lavet mange fejlskud på nye kategorier de seneste år, så når de laver noget helt nyt, vil jeg gerne være med fra starten. Jeg synes, Apple Vision Pro er en ny, spændende teknologi, og jeg har en del forretning i Miami, så jeg kunne kombinere købet med nogle møder derovre.”

Hvad var dit førstehåndsindtryk af brillerne, da du fik dem i hånden?
”Mit førstehåndsindtryk var, at Apple tager den her kategori seriøst. De føles som et 100 procent færdigt Apple produkt. Det øjeblik, man tager dem på hovedet for første gang, bliver man straks guidet i gang med opsætning, så man få minutter senere har sin egen virtuelle verden med mail, browservinduer, facetime mm.”

Hvilke af brillernes funktioner, er du særligt begejstret for?
”Jeg er særligt begejstret for de tekniske løsninger, der ligger bag brillerne. De giver følelsen af, at man har at gøre med et ubesværet produkt, så snart man tager dem på. Produktet føles venligt, genkendeligt og komfortabelt. Man føler straks, at man kender produktet. For at gøre alt det muligt, ligger der meget ingeniørkunst bag både skærmens høje kvalitet, eyetracking, håndtracking, den usynlige lyd (spatial audio) i ørene og ikke mindst det nye styresystem, VisionOS. Når man tager brillerne på, får man en overvældende fornemmelse af at træde ind i en ny verden.”

Hvad synes du om dem, nu hvor du har prøvet dem?
”De er et virkelig godt første generations produkt. Det er åbenlyst, at Apple er kommet rigtig langt allerede i forhold til deres konkurrenter, men vi er endnu ikke der, hvor jeg har solgt mine Apple skærme på kontoret for i stedet kun at bruge brillerne. Det kommer måske en dag, men vi er nok et par iterationer ude i fremtiden, før det bliver en realitet.

Jeg ser frem til, at Apple lancerer mere forbrugervenlige briller om nogle år, hvor jeg håber på, at batteritiden bliver længere, at brillerne bliver mindre og lettere, og at de udbredes til massemarkedet, som også vil skubbe positivt til fx udvalget af apps og muligheden for facetime i 3D med andre brugere af platformen. Lige nu trækkes brillerne ned af det uimponerede udvalg af apps, brillernes vægt og manglende komfort, der specielt kan mærkes efter et par timer.”

Hvad bruger du brillerne til?
”Jeg har indtil videre brugt dem mest til konsumerende apps såsom at spille spil, se film og browse på internettet. Når man ser film på brillerne, herunder især 3D-film, føles det som om, man sidder i en biograf. Jeg savner til gengæld forretningsmæssige og produktive apps, der vil gøre, at jeg kan arbejde hurtigere med Apple Vision Pro, end jeg kan på min stationære Mac. Apple Vision Pro har pt. ikke erstattes noget andet device for mig.”

Kommer vi til at se dig gå rundt på gaden iført Apple Vision Pro?
”Haha. Godt nok er jeg nørdet, men ikke så nørdet.”

Er de pengene værd?
”Det afhænger af, hvad forventningerne er. Hvis man blot vil bruge dem til at spille og dykke lidt ned i VR-genren, får man meget mere for pengene hos Meta. Men vil man prøve den nyeste teknologi, kan man ikke komme udenom Apple Vision Pro.”