Foto: Jake Foreman

"Ja, det er rigtigt. Min far er syg"

André Majlund Jensens far er bipolar. Diagnosen har store omkostninger for Andrés far selv og hans familie. Den maniske fase er den værste, for det er her, han er allermest utilregnelig. En dag går det helt galt.

"Hej André.”

”Hej mor. Jeg er lige i skole, hvad så?”

”Din far er på vej på sygehuset, hans hus brænder, der er vist sket en eksplosion.”

”Hvad? Hvad er der sket?”

”Jeg ved det ikke. Onkel Jens siger, det måske er noget med fyret.”

”Hvad med far?”

”Han blev hentet med ambulance, men han er vist kun lidt forbrændt på benet.”

”Okay, og hvad med huset?”

”Det er helt væk.”

Det er den 18. maj 2015. Om to dage skal jeg aflevere en synopsis, så jeg kan komme til eksamen på læreruddannelsen i Odense.

Jeg er lige ankommet til campus, da min telefon ringer. Det er min mor, der fortæller mig, at min far er på vej på hospitalet, og hans hus brænder. Mere ved hun ikke. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv, men jeg ved, at jeg ikke får lavet den her synopsis. Jeg fortæller min underviser, hvad der er sket, pakker mine ting og tager hjem.

Jeg har ikke snakket med min far i lang tid, og sidst jeg gjorde, var han mærkelig, så jeg tog ikke med til juleaften ved ham. Jeg ringer til min farmor, hun tager telefonen helt grådkvalt og ved ikke, hvad der foregår, eller hvornår jeg kan besøge ham.

Jeg fortæller hende, at det hele nok skal gå, og at jeg nok skal ringe til min mindste af mine to brødre, Michel, og fortælle ham, hvad der er sket. Der ligger allerede en artikel på eb.dk, og sådan skal han ikke finde ud af det.

Kort tid efter ringer min telefon igen. Det er min fars svigerinde og min tante, Camilla.

”Hej Camilla, hvad er det, der sker med far, er det fyret eller hvad?”

”Nej, det er det ikke.”

”Det tænkte jeg altså nok, for hvordan kan fyret sprænge huset i luften, når det står ude i værkstedet?”

”Jamen, det kan det heller ikke.”

”Men hvad er der så sket?”

”Altså, din far har jo været dårlig på det sidste.”

Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var to år gammel. Min mor fik den fulde forældremyndighed over mig og min anden lillebror, Rasmus. Vi besøgte kun min far hver anden weekend, men alligevel er min far og jeg tæt knyttet.

Jeg er den eneste af min fars tre sønner, som han tog barselsorlov med, og han har fortalt mig, at dagen, hvor jeg kom til verden, var den stolteste dag i hans liv.

Som børn var det en fast aftale, at vi blev hentet af min far hjemme hos min mor klokken 16 hver fredag i de ulige uger.

Jeg glædede mig hele dagen. Min mor husker, hvordan jeg gik og spejdede i indkørslen efter, hvornår min fars bil kom, allerede en halv time før, og når jeg blev træt af at vente, satte jeg mig på en sort el-kasse mellem fortovet og indkørslen.

Jeg kunne ikke nå jorden og strakte hals for at kunne se over naboens ligusterhæk og holde øje med, hvilke biler der kørte ind og ud af rundkørslen og kørte op ad bakken mod mit barndomshjem.

Min mor var altid den, der skulle fortælle mig, når han ikke kom. Hun plejede at sige, at han lå syg. Da jeg var ni år gammel, spurgte jeg min mor:

”Hvordan kan man have halsbetændelse i tre måneder, mor?”

Hvordan skulle hun forklare en niårig dreng, at hans far er bipolar?

Hos min far er den maniske fase den værste.

Her kender jeg ham ikke, jeg kan ikke regne med ham, og jeg bliver utryg. I den maniske fase sætter han gang i en masse projekter og gerne så mange, at overblikket forsvinder. Senere går alle projekterne i vasken, og han føler sig ikke god nok, hvilket udløser depressionen.

Første gang, jeg lagde mærke til det maniske hos min far, var til min lillebrors fødselsdag, da vi var helt små.

Han kom uanmeldt, og jeg kunne mærke på min mor, at der var noget galt. Han kom ind helt overgearet, mens vi havde gæster, og han ænsede dem ikke, men tyggede hårdt på et stykke tyggegummi, mens blikket flakkede rundt. Han havde ingen gave med, men han mente ikke, det var ikke noget problem, for der var marked i byen, så han ville købe den deroppe.

Som i mange sønderjyske byer bliver byfesten i Gram slået sammen med et tivoli og et kræmmermarked, som kendt fra ’Dahlgårds Tivoli’.

Der bliver solgt alverdens ting – 20 par sokker til 100 kroner, T-shirts med ulvemotiver eller et mærke til bilen, hvor en mand med Volkswagen-logo pisser på en BMW – og så kan man købe softguns.

Hvis man havde en softgun, var man en af de hårde drenge, så sådan en ville min far naturligvis give min lillebror, selvom hverken han eller jeg var gamle nok til den slags legetøj. Vi gik rundt mellem boderne og kom til en bod, der solgte softguns.

Min far tog en softgun i hænderne og tog sigte direkte på indehaveren af boden under påskud af at ’teste varen’. Det endte i en heftig diskussion, og min lillebror fik ingen gave.

Få dage efter blev min far indlagt på psykiatrisk afdeling i Haderslev. Den maniske del af sygdommen havde fået overtaget. Vi besøgte ham nogle dage efter, hvor han var i den depressive fase. Jeg har altid bedre kunnet lide ham, når han er faldet ned og ikke længere er utilregnelig. Det værste er, når jeg ikke ved, hvor jeg har ham.

Dagen før min fars hus eksploderer, er han fuld. Han har drukket en flaske whisky og så mange øl, at han ikke har tal på det.

Hans naboer ringer til min onkel Jens, der kommer og ser til ham. Min onkel spotter, at min fars jagtgevær er inde i stuen. Normalt er min far ellers påpasselig med, at det skal være i våbenskabet, men Jens tænker ikke nærmere over det. Han får lagt min far i seng og tænker, at han bare skal have lov at sove den ud.

Min far vågner tidligt næste morgen og går en tur med sin hund, Luna. Det er under gåturen, han får idéen til det, der skal ske. Bag i firmabilen har han fire 20-liters dunke, så han kører 400 meter fra sit hus i Arrild hen til byens OK-tank for at fylde de fire dunke.

Da han kommer tilbage, lukker han Luna ud. Han lukker døren indefra og satser på, at når flammerne bliver for varme, vil hunden løbe væk. Det er kun huset, der skal brænde.

Så tømmer min far 80 liter benzin i hele huset. Han har jagtgeværet med, det er ladt.

Planen er, at han vil skyde sig selv og brænde huset ned, så der ikke er mere af ham tilbage. Huset skal væk med al inventaret, så vi ikke skal tage stilling til, om der er noget, vi vil have. Men inden han kan skyde sig selv, skal benzinen antændes.

Han tænder et lille stykke papir og samtidig en sidste smøg. Papiret kaster han i gangen på førstesalen. Det næste, han ser, er en blå flamme. Så husker han ikke mere, før han ligger nede på gaden med murbrokker på sig. Planen er gået i vasken: Huset er eksploderet, og han er stadig i live.

”Heller ikke det kan du finde ud af,” tænker han ved sig selv.

Det har han sidenhen fortalt mig.

Hvordan kan han gøre det her imod os? Jeg har lige talt med min tante Camilla, og min krop dirrer af vrede, skuffelse og angst for at miste min far. Jeg går rundt i lejligheden og pakker en taske, så jeg kan være i Sønderjylland nogle dage, mens jeg kigger på togtider.

I toget fra Odense mod Vojens forsvinder vreden, den kan jeg alligevel ikke bruge til noget konstruktivt. Jeg har længe vidst, at min far var syg, men ikke at det stod så slemt til.

Jeg har lavet skoleprojekter om psykiske lidelser for at forstå, hvad det er, han fejler. Jeg har talt med psykologer og psykiatere for at blive klogere på det. Derfor ved jeg godt, hvorfor han har gjort, som han har gjort. Han har haft det ad helvede til.

På togturen tænker jeg, at jeg lige så godt kan komme i gang med at bearbejde, hvad der er sket. Så jeg dykker ned i det og skriver mine tanker ned. Det bliver til et opslag, som jeg deler på Facebook.

Det, der er sket, er som taget ud af en film, men jeg vil ikke have, at folk skal se min far som et monster. Måske deler jeg det også, fordi jeg ikke vil have, at folk skal se mig som unormal.

Min far slap fra ulykken med lidt blå mærker og en forbrænding på højre ankel. Han blev anholdt for brandstiftelse og tvangsindlagt på den psykiatriske afdeling på Haderslev Sygehus, hvor han var nogle måneder, mens retssagen kørte, og han var i behandling. Han fik den rigtige dosering af sin medicin og kom i en samtalegruppe for selvmordstruede.

I dag har min far det meget bedre. Han har før sit selvmordsforsøg arbejdet som montør ved min onkels firma, SA Farmservice i Sønderjylland. Der har han været i 12 år, og han arbejder der stadigvæk.

Mærker han, at medicinen ikke virker tilstrækkeligt, tager han kontakt til lægen, så de kan få den rettet til. Førhen troede han ikke på psykologer, nu har han fundet en, han kan sammen med:

”Hun trykker de rigtige steder, jeg er helt udkørt mentalt efter en time med hende, men jeg kan mærke, at det hjælper”, siger han.

Sammen arbejder de på at få styr på min fars følelser og på, hvorfor han har det, som han har det.

Sidste sommer tog jeg og mine to brødre med vores far til Kreta, den første ferie, vi nogensinde har været på med ham. Han havde indlagt sig selv en måned, inden vi tog afsted. Han kunne mærke, at der var noget galt. Sådan gjorde han ikke før ulykken, der droppede han bare medicinen og blev syg.

Vi planlagde turen sammen i gruppechatten ’Den Store Rejse Med Far’. De fleste ville nok ikke betegne en tur til Kreta som ’Den Store Rejse’, men for os var det en odyssé.

Efter den dag i maj i 2015 har forholdet til min far ændret sig. Vi taler mere åbent om hans sygdom sammen, for han vil gerne have, at vi taler mere om den. Men det er svært for mig, og selvom jeg ved, at det ville være det bedste for os begge to, så kan jeg ikke.

Det gør stadig ondt. Hvis jeg ser en artikel om en brand eller en eksplosion, tænker jeg stadig:”Er det far?”

Frygten vil aldrig forsvinde, men jeg bærer den gerne med mig, så længe jeg har min far. ■

LÆS MERE: Oliver Bjerrehuus: ”Jeg er verdens bedste dårlige far”

LÆS MERE: Stort portræt og modeserie med Prins Nikolai: Hvordan føles det at være født ind i en verden af privilegier og pligter?

LÆS MERE: Hjernen på afveje

Se, hvad vi ellers skriver om: Sygdom og Far